03/02/2026
Vi har en opgave forude. ✨
En opgave, som vi let kan miste fokus fra.
Vi bliver distraheret.
Vi bliver påvirket.
Vi bliver revet med.
Men opgaven er klar.
Og den venter stadig på os.
Imens alt det, der foregår i verden omkring os, skaber uro, frygt, modløshed og sorg 💔, bliver vores opgave ikke mindre – tværtimod.
Den er mere aktuel nu, måske end nogensinde før, i hvert fald i vores levetid.
Når vi spreder lys ✨, når vi spreder kærlighed ❤️, næstekærlighed 🤍, optimisme 🌈, varme 🔥, omsorg 🤲 og betænksomhed, så udfører vi det, som også kaldes lysarbejde.
Du kan kalde dig lysarbejder, hvis det giver mening for dig.
Hvis ikke, så lad ordene ligge.
For det vigtigste er ikke betegnelsen – det er det, vi bringer ind i verden.
Det er det, vi spreder.
Det, som breder sig som ringe i vandet 🌊, langt videre end vi ofte selv kan se.
Og her er den opgave, vi igen og igen kan komme væk fra, men som insisterer på at blive husket.
Vi må blive ved med at få øje på kærlighed ❤️.
På sammenhold 🤝.
På forening.
På håb 🌟.
Og når vi får øje på det, må vi dele det.
Men først efter, at vi selv har ladet det komme helt ind i hjertet og fylde os op 💗.
For vi kan ikke sprede lys og kærlighed, hvis vi selv er som et tomt kar – drænet og tømt af alt det, vi oplever, ser og hører om.
Derfor går vejen først og fremmest gennem vores eget hjerte.
Det er en opgave, vi ikke må glemme i denne tid.
For det er så let at blive overvældet.
Jeg har selv netop haft flere dage i træk, hvor jeg i stille øjeblikke er blevet grebet af en følelse – 'panik' er ikke det rette ord – men en indre uro, der har sagt:
"Nej, nu skal det vende.
Nu skal det gå hurtigere.
Denne forandring, denne opløsning af det gamle og bevægelsen ind i det nye, skal gå hurtigere.
Det må ikke trækkes længere ud.
Der skal ikke være elendighed og forfærdeligheder i denne udstrækning."
De følelser har jeg været i kontakt med de seneste dage.
Ikke hele tiden, langt fra... Men de har vist sig i de stille mellemrum.
Og det har gjort mig opmærksom på, at mit grundniveau – min grundtilstand, min grundoptimisme – har været svækket.
Ikke fordi jeg gør noget forkert, men fordi hjertet først må fyldes op med kærlighed og optimisme.
Derfor vender jeg blikket indad igen for et øjeblik ind i mellem 👁️🗨️.
Ikke for at lukke verden ude, men for at fylde mig selv op, så jeg kan gå tilbage og sprede endnu mere af det lyse og det kærlige ✨❤️.
Det er ikke ubalance.
Det er ikke manglende ansvar.
Det er ikke svaghed.
Det er menneskelighed 🤍.
Og det er netop i denne tid, vi har brug for at mærke, at vi står sammen 🤝 – og samtidig huske, at vores næstekærlighed rækker længere end landegrænser, holdninger og forskelle 🌍.
Så tag lyset ind i dit hjerte 💛.
Lad det fylde dig.
👉 Og spred det derefter, stille og roligt, overalt hvor du færdes ✨.