26/11/2025
I mange år var det svært for mig at sætte ord på, hvordan jeg havde det.
Jeg havde ikke lyst til at mærke eller føle – for det var forbundet med ængstelse og skam.
Det har taget mig år at nå hertil, hvor jeg er i dag. At åbne så meget op for, hvordan jeg har det.
Apropos mit opslag om saunagus i går…
I terapien åbnede jeg mig for fremmede mennesker – og det føltes helt okay.
Men jeg søger også ro.
Jeg søger mennesker, som søger det samme som mig.
Jeg søger mennesker, som ikke er bange for at vise, hvem de er.
Gu’ fanden er det skræmmende at stille sig frem og fortælle omverdenen, hvordan det går.
Men samtidig hjælper jeg et andet menneske ved at gøre det – så de ikke føler sig alene.
Du og jeg er aldrig alene.
Alle har det svært på et tidspunkt.
Alle vakler og falder af cyklen.
Og det er en del af at være menneske.
Vi mister troen på, at det nok skal gå – og når vi mindst venter det, så sker miraklet.
Vi får hjælp på magisk vis.
Vi bliver stærkere trods manglende kræfter.
Jeg har altid svoret, at jeg har en skytsengel- min morfar.
Han passer på mig.
Guider og navigerer mig i kaos.
Og for at jeg kan mærke hans nærvær, må jeg stoppe op.
Trække vejret.
Være stille.
Og midt i alt det vælger jeg igen og igen at tage de tunge skridt.
At gå, selv når benene føles trætte og usikre.
At gå med mine værdier – også når det koster mod.
For det er dér, jeg mærker, hvem jeg er.
Det er dér, jeg finder retning.
Og det er dér, jeg langsomt finder hjem i mig selv🤲🏻
