02/10/2025
Jeg har i dag deltaget i en interessant og rørende konference, “Retten til egen historie”
Retten til egen historie fortæller om at støtte anbragte i at finde deres børnesagsakter og kvalificere fagprofessionelles arbejde med at skrive om børn og unge.
Hvordan er det vi tænker, taler og ikke mindst skriver om vores anbragte børn og unge? Hvordan har vi gjort det historisk og klarer vi det godt nok, som vi gør det nu?
Hvorfor er det i det hele taget at vi skriver, er det for at vi kan dokumentere at “vi laver noget”, eller er det for at kunne bevidne et anbragt barns vilkår og livssituation?
Som en af de unge deltagere så rammende udtalte; “det er mit liv som I beskriver, og jeg er træt af, at skulle beskrives, med det formål at der skal laves en lønforhandling”.
Tydeligt blev det, at akterne har stor værdi, når man som tidligere anbragt skal forsøge at få dokumenteret sin historie, men også hvor vigtigt det er, at denne dokumentation er nænsom, etisk og ordentlig over for den som det handler om.
Det gør mig glad når jeg hører om de spændende tiltag som der er rundt om i landet, i forhold til at “skrive med barnet på skulderen”, og når jeg hører de mange faglige overvejelser som gøres, i forhold til hvordan man kan give aktindsigt som både tilgodeser lovgivningen og den som det handler om.
Konferencen er en del af et større projekt, og samarbejde mellem forskellige aktører. Ingen nævnt, ingen glemt😅
Alt i alt en god dag, med fokus på tidligere, nuværende og fremtidige anbragte børn og unge, og hvad vi fagpersoner kan lære af dem 😊
