28/01/2026
En dag skal vi alle dø.
Forleden overhørte jeg en samtale mellem et lille barn og en ældre voksen. Barnet havde mistet sin oldefar og fortalte at han var gået bort og om alt det, de nu ikke længere skulle opleve sammen. Midt i sorgen kom det stille og ærlige spørgsmål:
“Hvor er oldefar egentlig gået hen?”
Det satte noget i gang hos mig.
Vi taler i disse uger meget om, at vi skal blive bedre til at tale om døden. Og ja – det er jeg helt enig i. Men måske begynder det allerede i de ord, vi vælger at bruge. For ofte siger vi ikke, at nogen er døde. Vi siger, at de er gået bort. At de har forladt os. At de er taget herfra eller er taget til himmels.
Men døde – det er de jo stadig.
Så hvorfor pakker vi ordene ind?
Er det for børnenes skyld … eller i virkeligheden for vores egen?
Er “gået bort” mildere end “død”, fordi det gør mindre ondt at sige højt?
Måske er det netop her, samtalen om døden begynder. I sproget. I modet til at sige tingene, som de er – nænsomt, kærligt og i øjenhøjde, men uden at gøre døden til noget, vi ikke tør nævne.
Hvad tænker du?
Hvordan taler du om døden – især med børn?