12/10/2018
Efterårsjævndøgn
Alle sanser Åbn Jer!
Skoven rødmer. Snart hvirvler alle bladene til jorden. Se farveorgiet, mærk duften af skovens muld, svampe og syrlige æbler. Hør en arrig skovskade, der ikke kan få agern nok, heller ikke i år, hvor vi drukner i agern. Hør hjejlens melankolske piben over markerne, og gæssenes pludrende kiler højt oppe på himlen. Snart binder frosten alle dufte og lyde.
I foråret sad vi i skoven og hørte det knirke i birkens bark, hørte den gro! Nu står den tavst i kanten af skovsøen med to stammer, spejler sig i vandet og bliver til fire med fælles rod lige i vandkanten. Det ligner et kromosom med fire arme samlet i koblingspunktet i midten. Livets kromosom. Livets kerne. Vækst og væren.
Karlsvognen hænger lavt, stor og insisterende i nordøst – det bliver vinter nu, kan du SÅ forstå det! Mørket føles endnu uvant, og vi kigger langt efter det sidste lys på himlen i skumringen. Æbler lægges forsigtigt på lager for at gemmes – som en bid af sommeren.
Gravhøjen er egnens kraftigste sted, når der er noget særligt på færde. Ved jævndøgn går vi derop for at finde solens opgangssted.
En solstråle brænder hul i en mørkeblå sky over horisonten. Det er det første tegn. Skyen taber væde, der hænger i lange florlette gardiner under den. Hele horisonten mod øst ligger orangerød, kun brudt af sorte grantoppe og skibe på havets lysende blå flade.
Pludselig er det som en vulkansk eksplosion af ild og damp op fra havet. En mørk prik sejler tværs igennem den, er det en helikopter eller en fugleflok? Endelig kommer solskiven til syne og stiger rask op over horisonten. Dens stråler danner lyseksplosioner på nethinden, og vi vender os mod vest, hvor landskabet endnu ligger i blåfrossen dis. Solens stråler rammer enkelte trætoppe og vindmøller, alt imens træerne og højene kaster lange morgenskygger over landskabet.
På vej ned fra højen ser vi lidt gule mirabeller i vejkanten, og minsandten om ikke busken også har små hvide vidt udsprungne blomster. Sommerens lange tørkeperiode har haft sendt planterne i en slags vinterdvale. Også torskemund og engelskgræs blomstrer for 2. gang nu.
”Hvor er årene blevet af”, siger de gamle. Årene suser afsted, og vi suser med. Det er vigtigt at få foden til jorden en gang imellem, mærke sig, at nu er vi her. Sanse årstiden, årets gang. Vi har fejret en 18 års fødselsdag som afsættet til et langt voksenliv. Vi har fejret vores sølvbryllup; markeret at nu kom vi hertil. Alle mærke-dagene – MÆRKE-dage, der hvor man får mulighed for at mærke efter, mærke livet.
Så kan vi gå vinteren i møde og tage, hvad der kommer.
