02/10/2017
Højdepunkter
Der var mange højdepunkter, fysisk set, på vores tur i slutningen af september, mens vejret endnu var godt - Himmelbjerget, Yding Skovhøj, Ejer Bavnehøj og Skamlingsbanken - alle de høje steder, som giver udblik viden om. Men den bedste oplevelse var nu at stå på diget nær Ribe Ås udløb og kigge ud over det brede saftigt grønne dige, tæt besat med hvide får, og det blå vand udenfor, sortprikket af mængder af rastende fugle.
Der var klart vejr og vindstille, og det flade land mange kilometer til alle sider efterlod én i så stort et rum, at tilstedeværelsen af flere andre småsnakkende mennesker – inklusiv en lille dreng i ivrig leg med bold og sæbebobler – kun glimtvis forstyrrede følelsen af uendelig ro og kontakt med Skaberværket.
Flokke af ryler sværmede over diget. Vingerne blinkede sort-hvidt i flokkens krappe vendinger i luften. En større flok endte med at finde ro for natten på en stubmark lige foran diget, hvor de slog sig ned. Da endelig den første store flok havde besluttet sig for denne plet, denne aften, fulgte flere andre flokke trop og slog sig ned blandt artsfællerne under almindelig velkomstpludren.
Først stod fårene og gloede på sværmen af mennesker, der i en sirlig strøm gled ud mod marsken, parkerede og stillede sig til ro på diget for en stund, ivrigt spejdende til alle sider efter andre af dyreverdenens flokke, som også søgte aftenhvilen i marsken.
Så luntede fårene afsted ud over vidderne, længere væk, hvor det var til at være i fred. Et enkelt lam var kommet væk fra sin mor og brægede hjerteskærende, men snart lød der en stilfærdig kortfattet tør mæh’ en fra moren, og der blev stille.
I det fjerne s*s af og til store flokke af stære, ryler eller viber, som bevægede sig i fascinerende dynamiske og organiske former, akkompagneret af blide kald og en svag vibrerende susen fra de tusinder af vingeslag, kun hørlig, når de var lige over os.
”Sort sol” kaldes fænomenet på grund af stæreflokkenes vekslende former tegnet med sorte prikker op mod himlen: brede åbne sværme, dråber, kugler som sorte sole eller dansende brede bånd, der fejer i konstant vekslende flygtige former, skiftevis tæt flyvende og tydeligt aftegnet, og i mere åbne og utydelige former, men de er der endnu og kommer til syne i ét nu, når flokken som ét luftvæsen vender i luften og samler sig.
Denne aften var solen purpurrød og sænkede sig med et tyndt sky-bælte om livet i havet, uanfægtet af det rige liv, der er så afhængig af dens eksistens, hvis eksistens orienterer sig efter solens bevægelse over himmelbuen. Al opmærksomhed vendte sig mod solen, inden vi mennesker endelig satte kursen mod hver vores natlogi.
Herhjemme i Vendsyssel kan stærene opleves ved Kjærsgård strand syd for Tornby, hvor vi så en stor flok samle sig og danse luftballet på himlen søndag aften.
Det er den slags oplevelser, der er gode at samle på for at have noget at stå imod med, her inden efterårets regn og rusk jager os indendøre.
