Pind-Smerteklinik / Pind-Mental Bjerringbro

01/11/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 42: HUKOMMELSE - fra tanke til genkaldelse
Hjernebyen var som altid i forandring. Nye bygninger skød op, gamle blev revet ned, og inde i Biblioteket – byens ældste og mest støvede institution – kæmpede Bibliotekaren for at bevare orden i kaosset. Han havde ansvaret for al viden, erfaring og erindring, men det var ikke nogen let tjans. Der kom konstant nye bøger og dokumenter ind, som skulle registreres og gemmes, men det var ikke altid, hans opmærksomhed fulgte med. Når tankerne fór, lagde han mapper de forkerte steder – eller glemte, hvor han overhovedet havde lagt dem. Og når han blev stresset, greb han til sin velkendte strategi: han smed det hele ud. “Bedre at rydde op end at rode,” mumlede han, mens stakke af erindringer forsvandt i makulatorens sultne mund.
Borgere i Hjernebyen begyndte snart at mærke følgerne. De kunne stå midt i en sætning og pludselig glemme, hvad de talte om. Eller de gik hvileløst frem og tilbage på torvet, overbeviste om, at de havde glemt noget vigtigt — uden at ane hvad. Nogle sagde, at Bibliotekarens glemsomhed havde smittet hele byen.
Der fandtes dog nogle, der tog kampen op. De trænede deres hukommelse, som andre trænede muskler. De kendte til mnemoteknikker og brugte fantasien som redskab. “Hvis jeg vil huske det her, så skal jeg…” sagde de højt, mens de skabte de mest absurde billeder i deres sind — for jo mere usædvanlig forestillingen var, desto sværere var den at glemme igen.
De 2 Gamle Mænd sad som sædvanlig på bænken foran Biblioteket. Den ene nikkede eftertænksomt: “Det bliver nu ikke lettere med alderen”. Den anden sukkede og svarede: “Nej, men der er også ting, man ville ønske, man kunne glemme”.
Skoledrengen, der sad på kanten af springvandet, trak på skuldrene. “Da jeg sad i kontroltårnet, lærte jeg, at det er godt at være fokuseret, så koncentrationen kan hjælpe på hukommelsen”. ”Og jeg fandt ud af, at var det mig, der ved at lære egernet at danse, kunne bruge det til at fastholde tanken. Jeg fik også den idé, at det kunne være en sommerfugl, der på en levende, men mere rolige måde fastholdt emnerne, der skulle huskes. Det at se det og opleve det rumligt, giver et godt udgangspunkt for at lagre det”. Og så fortsatte han: ”Og det som hele tiden bimlede i den der cellefon, som jeg havde fået udleveret, var heldigvis ikke værd at huske”.
De 2 Gamle Mænd så på hinanden og smilte skævt. “Ja, det er godt at lære noget, når man har været under pres”, sagde den ene. ”Ja” sagde den anden af de 2 Gamle Mænd, ”for så laver man fremtiden om”.
Langsomt begyndte en tynd tåge at drive ind over Bibliotekets tage. Den snoede sig mellem gaderne og lagde sig som et slør over byens sten og ord. Mappernes etiketter blev utydelige, bogstaver gled sammen, og i læsesalen lød kun den sagte knitren fra makulatoren, der arbejdede videre, som om intet var hændt. Det var Glemslens Tåge, sagde man — den, der kom snigende, når hjernen havde fået for meget at huske på.
Da de 2 Gamle Mænd rejste sig fra bænken, sagde den ene: ”Nu må vi hellere huske at tænke på, om der er noget vi har glemt?”. ”Den sætning vil jeg huske på fremover…!”, sagde den anden af de 2 Gamle Mænd.

30/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 41: KONCENTRATION – en sjælden evne i en tid, hvor alt kæmper om at forstyrre den!

Over Hjernebyen rager det høje Kontroltårn op som et fyrtårn af fokus. Herinde sidder Fokus — den unge flyveleder — omgivet af skærme, blinkende lamper og små lysstriber, der repræsenterer borgernes tanker på vej ud i byen. Nogle flyver præcist og målrettet mod deres destination. Andre forsvinder i tågen, laver en uventet vending eller styrter direkte ned i Social Media-dalen.
Ved siden af ham sidder Skoledrengen, nu i praktik. Han har fået til opgave at holde øje med tankerne, der skal lande igen — de afbrudte, dem der fløj af sted for at tjekke “bare lige en besked” og aldrig kom tilbage.
“Sådan dér,” mumler Fokus, mens én af skærmene blinker rødt. “Der røg endnu en tanke af ruten”. Skoledrengen læner sig frem: “Hvor skulle den hen?” “Til en opgave”, svarer Fokus. “Men den blev distraheret af et katteklip!”
De 2 Gamle Mænd sidder i nærhed på bænken - i dagens anledning har de været i mølposen og er anderledes klædt - og de følger tankestrømmen som andre følger flytrafik. “Kan du huske, dengang man bare tænkte én tanke ad gangen?” spørger den ene. “Nej,” svarer den anden tørt. “Jeg blev vist afbrudt midt i det”.
De ler, men ser samtidig op mod tårnet, hvor lysstriberne danser som forvirrede ildfluer. En tanke forsøger at finde tilbage til sin start, men må vende om igen. Det kaldes resumption i Hjernebyen — evnen til at genoptage det, man egentlig ville. En sjælden kunst.
Skoledrengen forsøger at hjælpe. Han trykker på en knap og sender et signal ud: “Kom hjem, tanke 42, du skulle skrive, ikke scrolle!” Skoledrengen prøver selv at holde styr på tankerne, men de hopper som egern fra gren til gren – hurtigere, end han kan nå at følge. Egernet hopper som dopamin på speed. Skoledrengen er i dagens anledning i øvrigt udstyret med en moderne cellefon. Her er hver notifikation, hvert bip og blink som et nyt træ i skoven, der lokker - og pludselig ved han ikke længere, hvilken gren han sprang fra.
De 2 Gamle Mænd på bænken ser op mod tårnet. “Han har travlt deroppe,” siger den ene. “Ja,” svarer den anden, “men egernet når altid først”. “Og dér styrtede endnu en tanke”. “Ja,” siger den anden. “Hjernebyen har travlt med alt det, ingen rigtig når”.

28/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 40: MENTAL TRÆNING – hvis tro kan flytte bjerge, så…!

Borgmesteren ville helst være den, der havde styr på alle knapperne. Men det skete ofte, at der var uro længere nede i geledderne, hvor selvstyringen skulle tage over. Særligt i Mandelhuset kunne stress sætte alle fornuftige regler ud af spil, og signalerne til de øvrige kvarterer blev forvrænget, som om nogen havde skruet for højt op for støjen.
Derfor havde man nede ved fitnesscentret indrettet et særligt lokale — et stille rum, hvor Borgerne kunne træne deres sind. Det var lydtæt, dæmpet og lidt mystisk. Her lærte man at tæmme tankerne, som ellers fløj rundt i byen som urolige spurve.
Nogle trænede ved bare at observere, hvad der skete i krop og hoved - som at stå på bredden og se åen flyde forbi uden at gribe ind. Andre trænede målrettet, og deres hjerner blev som præcisionsmaskiner. De visualiserede sig selv gennem eksaminer, løb, taler, sygdomsforløb – og de gjorde det med samme disciplin, som dem der løftede jern inde ved maskinerne.
Der var ingen genveje. Det krævede gentagelse, fokus og tålmodighed. Men til gengæld begyndte noget bemærkelsesværdigt at ske: deres hjerner faldt til ro, samtidig med at de blev mere vågne og målrettede.
Skanninger viste, at visse områder i Hjernebyen – især oppe omkring Kontroltårnet og det lille kvarter bag Pandelappen – blev stærkere og mere sammenhængende. Der blev dannet nye forbindelser. Dopamin- og endorfinsystemerne lærte at samarbejde i stedet for at kæmpe.
De 2 Ældre Mænd var inviteret indenfor, men betragtede centret med et skeptisk blik. “Jeg gider ikke ligge eller sidde på en speciel måtte for at trække vejret som en flodhest,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Det gjorde jeg nok af i min ungdom,” tilføjede den anden af de 2 Gamle Mænd.
Skoledrengen havde allerede stået alene i kø ved receptionen. “Et årskort, tak,” havde han ivrigt sagt. “Jeg tænker at starte med koncentrationstræning og lidt dopamin-optimering. Det virker som hjernens egen PLACEBO!”
De 2 Gamle Mænd så på hinanden. “Det begynder med koncentration,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd tørt. “Og ender med overanstrengelse,” svarede den anden lige så tørt.
Inde i lokalet kunne man høre de dybe, rolige vejrtrækninger. Udefra så det ud som om, de bare sad eller lå og sov — men i virkeligheden var de vågne på en ny måde. En måde, som selv Borgmesteren misundte dem.

26/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 39: PLACEBO - Hjernens eget apotek.

Nede på torvet var der kommet en ny bod, der straks vakte nysgerrighed. Skiltet over disken lød: “Placebo & Co. Hjernens eget Apotek”.
Borgerne stimlede sammen, for rygtet sagde, at her kunne man få det bedre, uden egentlig at få noget som helst. Nogle rystede på hovedet – det lød som fup og fidus – men andre nikkede og sagde: “Bare det virker.”
Det interessante var, at det gjorde det faktisk. Hver tredje borger, der trådte ind, gik derfra med en lethed i kroppen, et klarere blik og en følelse af, at noget var faldet på plads. De vidste ikke hvorfor. Måske fordi de havde fået at vide, at nu skete der noget. Måske fordi troen i sig selv satte gang i Hjernebyens finmaskede netværk af signaler og belønningsstoffer.
Oppe på Rådhuset sad Borgmesteren og grublede. Han havde altid ment, at behandling skulle bygge på kontrollerbare virkemidler – men nu viste tallene noget andet. Selv uden aktiv stofpåvirkning så man forandringer i blodet, puls, hjerterytme og tilmed i organernes aktivitet. Det var som om, tanken i sig selv bar en form for biologi.
Ved kaffeboden sad de 2 Gamle Mænd, som altid, og betragtede mylderet.
“De kalder det snydevirkning,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Men ‘placebo’ betyder jo egentlig at behage.”
“Så måske er det bare hjernen, der gerne vil behage kroppen,” svarede den anden af de 2 Gamle Mænd og nikkede alvorligt.
Skoledrengen stod ved siden af og iagttog eksperimentet med store øjne. “Så hvis man tror nok på noget,” sagde han, “kan det virke – også selvom det ikke er der?”
“Præcis,” svarede den første af de 2 Gamle Mænd. “Og det kaldes tro”.
“Men det virker også den anden vej,” sagde den anden. “Hvis man tvivler nok, virker selv den bedste medicin ikke”.
“Det kaldes nocebo”, tilføjede Skoledrengen hurtigt, som havde han læst det i en bog.
I Hjernebyen begyndte man at forstå, at enhver behandling – uanset hvor avanceret – altid startede det samme sted: i tanken. Resten var bare finjustering.
Like og del gerne😊

24/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 38: DOPAMINJÆGER / DOPAMINJUNKIE? - Klik, hvis du tør – og du ved, om du bliver styret?

”Testcenteret” lå lidt for sig selv, som om det ventede på nogen, der aldrig kom.
Et moderne skilt blinkede lokkende. Men der var ingen kø.
Folk gik forbi med mobilen i hånden – på vej mod næste lille sus: notifikationer, likes, spil, serier. Inde i centret stod apparaterne klar: målere for puls, reaktionstid og belønningsrespons. Men skærmene flimrede tomt. Ingen kunne holde sig i ro længe nok til, at målingen overhovedet kunne begynde.
Udenfor sad den ene af de 2 Gamle Mænd på bænken og betragtede stilheden. “De ønsker ikke at vide, om de er afhængige,” sagde han. “For det kræver, at de stopper op.” Den anden af de 2 Gamle Mænd var gået en tur, og nu var den første pludselig ved at blive lokket.
Skoledrengen stod lidt fra dem.
Forklædt som dreng gik én af Tech-giganterne rundt med en fiskestang, og i krogen glimtede den nyeste model af en mobiltelefon.
Og netop derfor sad den ene af de 2 Gamle Mænd nu med en funklende mobil i hånden.
Hvad var nu det? Var det en test af de 2 Gamle Mænd? Var de selv blevet påvirket af alt det, de plejede at advare imod?
Måske ville han bare afprøve det store spørgsmål i Hjernebyen:
Kan man egentlig skelne mellem en jæger og en junkie udefra?
Begge løber efter dopamin – men kun den ene ved hvorfor.
DOPAMINJUNKIEN jagtede følelsen. Det næste fix. Den næste bekræftelse. Hver gang dopaminen tændte et lille fyrværkeri i hjernen, troede han, at han levede – men i virkeligheden var det snoren, der strammede.
DOPAMINJÆGEREN jagtede retningen. Han vidste, at dopamin ikke bare var nydelse, men energi, der kunne bruges rigtigt. Han målte ikke sin succes i likes eller blink, men i fremskridt. Han kunne mærke, at dopamin var bedst, når det var langsomt.
De to typer fandtes i alle borgere. Ingen var kun det ene eller det andet – men hver dag tippede balancen: Et klik. En beslutning. En vane.
“Så hvem styrer egentlig hvem?” spurgte den ene af de 2 Gamle Mænd. “Tør jeg selv prøve?”
Skoledrengen smilede - men var alligevel ekstra eftertænksom.
På himlen blinkede solen kort i fiskekrogens funklende mobil –
som et dopamin-sus, der lige var sluppet fri.

22/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 37
Fejlkodning – en form for énstrenget sansning og selektiv perception

Efterhånden begyndte nogle Borgere at mærke noget usædvanligt i kroppen. En summen i øret, en prikken i armen, en underlig fornemmelse i maven, uro ved hjertet eller måske småsmerter, der kom og gik. Fornemmelser der ikke plejede at være der, hvorfor det konstant blev observeret og forsøgt analyseret. Desværre kunne der så ske det, at oppe på Rådhuset skete der efter registreringen en fejlkodning. Alt, der normalt ville være baggrundsstøj, blev nu til centrum for Borgerens bekymring og IRRITATION. Borgerne fokuserede selektivt på deres fornemmelser, som mere og mere voksede dem over hovedet.
På torvet stod den ældre dame - hende med kaffemaskinen. Hun havde allerede mumlet “Irriterende” flere gange over maskinens programmering, hvorfor den var sendt til eftersyn, men nu rynkede hun panden dybere og sagde lavt: “Og hvad er så nu det her … det prikker og summer, hvor irriterende...”
De 2 Gamle Mænd så til: “Man har omtalt det i teatersammenhænge som indbildt syge,” sagde den ene. “Men det er ægte. Det sidder i et overophedet ledningsnet – og det er faktisk derfor man ikke kan påvise det”, sagde den anden af de 2 Gamle Mænd.
Skoledrengen tilføjede med sin naive stemme: “Det ligner fantomsmerter… eller notifikationsfornemmelser - uden at de er der… eller måske fobier - uden der er noget at være bange for”. ”Når jeg bruger luppen, kan jeg se, hvordan tingene forstørres op. Heldigt, at jeg lånte H C Andersens lup fra før.”
Kaffedamen trak på skuldrene, vendte sig lidt mod dem og mumlede: “Irriterende…”
Langsomt blev det tydeligt, hvordan perfektionismen og irritationen fra “Fejlfinding”-afsnittet kunne skabe både mentale og kropslige fejlkodninger. Dopaminjagten, de konstante småfejl og bekymringerne blev til signaler, som hjernen fejlfortolkede – små symptomer, der føltes virkelige, men som ingen kunne påvise.
Borgere gik rundt og mærkede prik, summen og små smerter, og hver gang nogen kiggede på hinanden med bekymret blik, blev signalet stærkere.
Skoledrengen ymtede noget om, at det måske kunne hjælpe med en vis form for ACCEPT i stedet for den konstante irritation.
I stedet summede Byen af småfejl, irritationer og fejlkodninger – og ingen kunne efterhånden helt finde ro.

20/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 36
MOBNING - Den, der vil føle sig stor, må først finde nogen, der gøres små.

I begyndelsen handlede “Fejlfinding” mest om at finde små fejl i tingene. Kaffemaskinen, der kløjs i sit eget program. Systemer, der ikke reagerede hurtigt nok. En knap, der blinkede forkert.
Men efterhånden begyndte Borgerne at opdage, at det også gav en særlig tilfredsstillelse at finde fejl hos hinanden. Det var som om, man kunne mærke et lille sus, hver gang man påpegede noget forkert: den forkerte udtale, det forkerte tøj, den forkerte mening. I skolen, på arbejdspladserne og i foreningerne begyndte man at flokkes i små grupper — ikke for at blive klogere, men for at stå stærkere mod nogen.
At pege på andres fejl blev en måde at føle sig selv mere rigtig på.
Et socialt dopamin-kick.
Bagved lå noget mere sårbart. For de mest aktive fejlfindere havde ofte selv et lavt selvværd. Jo mindre tro de havde på deres egen værdi, jo mere energi brugte de på at pille andres ned. Resultatet blev et paradoks: Den, der søgte at føle sig større, gjorde sig kun mindre. Og offeret — den udpegede — stod tilbage uden det sidste selvværd, man netop havde brug for til at stå imod.
“De tror, de finder fejl i andre,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd , “men de leder bare efter bekræftelse.”
Skoledrengen noterede: “Mobning – en social fejlfinding, hvor man justerer andre for at slippe for at justere sig selv.”
Men ikke al fejlfinding var ondskabsfuld.
I nogle miljøer havde man udviklet en særlig form for kærlig mobning — små drillerier, hvor både afsender og modtager kendte spillets regler. Her blev prikken, kommentaren eller det halvironiske grin en slags social lim. En måde at sige: “Du hører til her.”
Men selv den kærlige mobning havde en skrøbelig balance. For hvis tonen ændrede sig bare en smule — hvis nogen havde en dårlig dag, eller grinene kom fra de forkerte stemmer — kunne drillerierne pludselig glide over i noget andet. Det, der før var fællesskab, blev afstand. Og den, der tidligere lo med, begyndte at tie.
Det var hele tiden en hårfin balance inden nogens grænse blev overskredet

18/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 35
Fejlfinding – perfektionistens lod

De fleste af Byens Borgere havde noget, de gik op i. Familie, arbejde, hobbyer, sport – ja, endda lektier. Intensiteten varierede, og nogle drev det til perfektionisme. Det gav ekstra dopamin: begejstring, lysten til at tænke mere og mere på det perfekte, og ønsket om endnu mere dopaminlykke.
Desværre gik det sjældent perfekt. Nej, næsten altid kunne man finde noget at IRRITERE sig over. Noget, der ikke fungerede helt som forventet. I Byen var det let at spotte fejl, og med de allestedsnærværende sociale netværksforbindelser kunne irritationen frit udtrykkes. Snart blev irritationen også tydelig i den daglige tale. Borgerne blev mere og mere detaljeorienterede, og hver gang de sagde “Irriterende”, rynkede de næsen så kraftigt, at store plovfurer dukkede op i panden.
På torvet stod en ældre dame over sin kaffemaskine, som efter hendes mening var “forkert programmeret”. Hun rystede på hovedet, trak vejret dybt og sagde så med et lille suk: “Irriterende…”
En ung mand ved siden af hende tabte sin smartphone i skødet på sig selv og mumlede noget om en “dum app”. Et barn snublede over sine egne sko og begyndte straks at skændes med dem. En teenager råbte til en ven: “Det her er helt forkert!” – alt sammen små gnister, der fløj som elektriske stød gennem Byen.
De 2 Gamle Mænd stod lidt tilbagetrukket og betragtede scenen med stille tilfredshed. Den ene mumlede: “Perfektionisme… altid en evig kilde til irritation”. Den anden nikkede, kiggede på Skoledrengen og tilføjede med et skævt smil: “Se bare, hvordan de bliver fanget i små fejl. Hele Byen er en labyrint af små irritationer – og alligevel tror alle, de er perfekte.”Skoledrengen trak på skuldrene, stadig lidt forvirret: “Men… det er egentlig lidt sjovt. De lever jo ellers i verdens næst-lykkeligste land, og alligevel bliver de fanget af alt det småtteri”.
En Borger slentrede forbi, ryggen til de gamle mænd, mumlende for sig selv: “Irriterende…”
Og på trods af al irritation, småfejl og dopamin-jagt fortsatte Byen med sin daglige rytme – alle fanget i en uendelig cirkel af perfektion, småfejl og evige små irritationsgnister, som en symfoni af småfejl og små glæder, der hele tiden skubbede Borgerne fremad.
Ude i periferien af Byen hørte man en anderledes lokal dialekt: “Det er da godt nok træls” - helt uden plovfurer i panden, hvorefter der blot blev skiftet emne.

16/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 34
SMERTER - som ringe i vandet


Man så det overalt. Mennesker med bøjede nakker fra Mobilitis, ømme hofter fra Sultens overflod, og trætte øjne, der ikke længere kunne skelne mellem smerte og udmattelse. Selv tankerne haltede.
De 2 Gamle Mænd sad ved søen. Vandet var næsten spejlblankt denne morgen. Den ene af de 2 Gamle Mænd samlede en lille sten op, vejede den i hånden og kastede den ud. Små ringe bredte sig langsomt i cirkler. “Sådan,” sagde han. “Sådan breder smerten sig.” “Hvordan mener du?” spurgte Skoledrengen. “Det begynder altid et sted,” svarede den anden af de 2 Gamle Mænd. “Et signal, en advarsel – som en sten, der rammer vandet. Kroppen siger: ‘Noget er galt.’ Men ringen breder sig. Først til de strømførende ledninger, så til Hjernebyen, hvor smerten bliver til en oplevelse. Og sommetider fortsætter søgangen, selv når stenens virkning for længst har lagt sig”.
Skoledrengen så på vandet, hvor ringene gled mod bredden. “Men hvordan kan smerten brede sig helt til Hjernebyen?” “Fordi i Hjernebyen ligger byens Rådhus,” sagde den første af de 2 Gamle Mænd. “Herfra koordineres al uro. Når et sted i kroppen råber, svarer Hjernebyen igen med sine egne signaler – hormoner, tanker, frygt. Og jo mere den reagerer, jo flere ringe opstår. Nogle gange bliver det et stormvejr uden vind. Smerten tjekkes hele tiden, og efterhånden registrerer Hjernebyen signalerne - selv når det syge er helet op. Lidt som ved Mobilitis, hvor notifikationerne mærkes i lommen - uden at der er en ny besked! De kalder det fantomsmerter”. Den anden af de 2 Gamle Mænd nikkede.
“Og midt i alt det kæmper endorfinerne. De små helte, som prøver at dæmpe bølgerne”. “De gør, hvad de kan,” sagde den anden af de 2 Gamle Mænd”. “De er kroppens egne brandmænd: Byens naturlige smertestillere - de er Byens egen beroligende musik. Men de bliver hurtigt brugt op, hvis alarmen ringer for længe. Så forsvinder roen, selv når faren er forbi.”
“Kan man få stilheden tilbage?” spurgte Skoledrengen. “Ja,” sagde den første af de 2 Gamle Mænd. “Når du bevæger dig. Når du trækker vejret dybt, bruger kroppen, sveder, griner. Alt det, der vækker livet i Byens Muskler, vækker også endorfinerne. Det er derfor, nogle finder lindring i at løbe, danse eller arbejde i haven. En tur i Biografen kan også danne både endorfiner og dopamin. Fitnessmaskinerne kan faktisk også hjælpe, hvis man ikke overdriver”.
Andre søgte til lægerne, som stod med hænderne fulde af diagnoser – og endnu flere spørgsmål end svar. Og selv om de havde svaret, var de allerede i gang med den næste i køen.
Skoledrengen spurgte: “Hvad med alle de fine apparater, der kan se lige gennem Borgerne?” “Godt spørgsmål” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd, “Men jo flere kostbare apparater, jo større krav til de fine undersøgelser. Desværre viser erfaringer kun, at det blot er blev meget dyrere - uden at Borgerne nødvendigvis fik færre smerter. Hjernebyen var desværre gået i selvsving i ventetiden”.
Den anden af de 2 Gamle Mand tilføjede: “Mange i byen dulmer med piller, skærme og trøstespise, og tror de bekæmper smerten, mens de i virkeligheden bare overdøver den. Endorfinerne får aldrig chancen”.
Skoledrengen stirrede på søen, hvor ringene nu næsten var forsvundet. “Så smerten er ikke fjenden?” “Nej,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd”. “Den er en besked. En hvisken fra kroppen om, at noget skal ændres. Men i Hjernebyen lærer man at tie, ikke at lytte.”
De sad længe i stilhed. Solen gled ned over Lungekvarterets vindmøller, og et strejf af lys ramte søens overflade. I et øjeblik lignede det, som om vandet smilede.

15/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 33
SULT - Bare 1 stykke til…

Der gik en tung duft gennem Hjernebyen – en blanding af sukker, fedt og løfter om lykke.
Ligesom Mobilitis havde spredt sit glimmer over skærmene, havde et nyt stof sneget sig ind i Byens årer. Det kom ikke gennem øjnene, men gennem munden.
Overalt åbnede små boder med farvestrålende navne: Snik-Snacks, Slik-o-Mat, Borger-Burger. Folk stod i kø, ikke af sult, men af forventning. Hver bid gav et lille sus af velvære – et pust af dopamin, som om maden var blevet tryllet med.
Skoledrengen så til, mens en gruppe borgere sad på bænken foran torvet. De spiste, mens de så på skærme, og skærmene viste billeder af mere mad.
“De spiser, mens de kigger på mad?” spurgte han undrende. “Ja,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd, “og det værste er, at de stadig er sultne.”
“Hvordan kan det være?” spurgte drengen. “Fordi det ikke er maven, der er tom,” svarede den anden. “Det er dopamin, der giver dem abstinenser”.
I et andet kvarter forsøgte nogle borgere at kæmpe imod. De gik i flok til de store fitness-haller – bygninger af glas og metal, hvor maskinerne blinkede i takt med musikken. På facaden stod der: “Sundhed er lykke – betal med sved.” Indenfor trampede og løftede de for st forbrænde skyldfølelse sammen med kalorierne. “Ser du,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd “det er blot Sultens anden side. De jager samme stof – bare forklædt som selvkontrol.”
I takt med at Hjernebyen voksede, voksede også dens Borgere. Bænke måtte udskiftes, døråbninger udvides. Selv kisterne blev større.
Forskerne i Ernæringsinstituttet forsøgte at forstå, hvad der var sket. De fandt ud af, at sultens signaler – leptin og ghrelin – ikke længere fungerede som før. Ej heller insulin. De var blevet overdøvet af dopaminens konstante lokken. Hjernen kræver mere og mere for at blive tilfredsstillet - og alligevel tænker den allerede på den næste bid. Producenter havde fundet ud af, at noget særligt fruktose omdannet fra majsstivelse snød hjernen specielt meget. Også et drys salt var heller ikke af det værste.
Og i en underlig drejning begyndte også følelser at blive ædt. Tristhed blev dulmet med chokolade. Kedsomhed blev druknet i chips.
Skoledrengen spurgte: “Er det ikke ligesom med alkoholikere?” “Det kan du have ret i” sagde den ene sf de 2 Gamle Mænd.
Og som solen gik ned over Hjernebyen, kunne man se, hvordan glimmeret fra de sukkerfyldte boder blandede sig med lyset fra skærmene.
En ny epidemi var født – stille, sød og uimodståelig. “Det begyndte som mad,” sagde den ene Gamle. “Men nu spiser maden dem.”
Skoledrengen nikkede eftertænksomt. “Tror I, der findes en kur?” “Ja,” sagde den anden. “Men ingen vil smage den.”
Et øjeblik blev der stille.
Kun lyden af tyggen og tastetryk fyldte luften.
Og så begyndte byens højtalere atter at summe: “Bare ét stykke til…”. “Bare et stykke til…”. Det var sultens og belønningssystemets evige refrain, som Borgmesteren overhørte uden at kunne gribe ind, så Byens Borgere adlød dopamin-maskinen fra Hjernebyen. Borgerne skyndte sig derfor at stille sig i kø ved Slik-O-Maten. Forventningen om nydelse ville ligesom aldrig stoppe — et genialt, men farligt kredsløb

14/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 32
Ludomani - den sikre vej til forfald

Da lyset fra Lastens Hule bredte sig gennem Hjernebyen, begyndte noget nyt at glimte i mørket.
Det startede som leg – som uskyldig sjov med farver, bevægelse og små sejre.
Men der var noget i glimmeret, der havde ændret sig.
Det var ikke længere blot skærmenes lys, der fangede blikket – det var selve belønningen, der begyndte at kalde.
Og sådan opstod et nyt kvarter i Hjernebyen. Et sted, hvor håb blev til valuta, og spænding blev til afhængighed.
De kaldte det “Jackpot Byen”.
Men det var som nævnt begyndt som leg. De yngste i Hjernebyen lærte tidligt at fokusere. De fik små digitale opgaver, hvor man skulle ramme, sigte, bygge, samle. De blev hurtige til at reagere, skarpe til at vinde, stolte, når de steg i niveau. Det så uskyldigt ud. Forældre sagde, at det trænede koncentrationen. Lærerne kaldte det hånd-øje-koordination.
Men under overfladen var belønningssystemet allerede i gang. Hver sejr gav et lille blink, et lydglimt, et pust af dopamin. Og børnene lærte at jage det. Ikke for spillets skyld, men for følelsen, der fulgte.
Da de blev lidt ældre, fik nogle et tip fra vennerne: “Man kan vinde rigtige penge”. Det begyndte med småbeløb – som at samle mønter i et spil. Forskellen var bare, at mønterne nu kom fra deres egne lommer. “Det er jo bare for sjov,” sagde Skoledrengen en dag og viste sin telefon til de 2 Gamle Mænd “Ja,” sagde den ene. “Indtil det “sjove” koster huslejen.” “Eller ægteskabet,” tilføjede den anden.
Snart blinkede byens facader med reklamer for spil, man næsten kunne vinde. I den store Biograf rullede film, hvor heltene alle satte alt på ét kort og – naturligvis – vandt til sidst. På TV talte glade værter om “spændingens magi”, og nede i kioskerne lå kuponerne som små billetter til lykken.
Overalt stod der: “Spil med – det koster kun lidt at prøve. Vi dobler din indsats gratis op til 1.000kr.”
Og overalt gentog folk det samme mantra: “Denne gang er det min tur.”
De To Gamle Mænd sad ved deres sædvanlige bænk og så det ske. “De kalder det underholdning,” sagde den ene.
“Men det er som med pusherne,” svarede den anden. “Første smag er altid gratis.
I den nyopførte Jackpot Byen var der store, lysende bygninger med reklamesøjler, der blinkede hele døgnet. Over porten stod der: “Her bliver drømme til virkelighed.”
Men bag dørene var der stille. Ikke af tilfredshed – men af koncentration. Borgerne sad med bøjede hoveder, øjnene fastlåst på skærmen, mens fingrene gentog bevægelsen, igen og igen. Nogle vandt. De fleste tabte. Alligevel kunne ingen gå. For forventningen om gevinst var stærkere end smerten ved tabet.
Skoledrengen så sig omkring. “Men hvorfor gør de det? De ved jo, de taber.” “Fordi dopamin ikke handler om at vinde,” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Det handler om næsten at vinde,” sagde den anden. “Og så glemmer de aldrig det adrenalin-kick med pulsstigning, de har fået, hvis de bare har vundet én enkelt gang!”.
Og så, da aftenen faldt på, og lysene fra Jackpot Byen blinkede som en ny solopgang, bemærkede de, at Hjernebyen begyndte at hælde en anelse mod vest. Ikke meget, men nok til at mønterne på torvet trillede samme vej – lige ned mod Statens store lotterihal. For her stod nu den største af alle spilleboder – Den Store Stat – som havde forstået, at dopamin også kunne beskattes.

Ved at gå ind på mine hjemmesider
http://Pind-Smerteklinik.dk
kan du se hvilke tilstande, jeg h

12/10/2025

NY SERIE: “Mennesket som en by”
Kapitel 31.
Lastens Hule

Den onde Mobilitis-virus havde nu fundet sin vært.
Hjernebyens borgere begyndte at vise fysiske symptomer: rastløse fingre, flimrende øjne, et konstant behov for input. Det var ikke længere et valg at se, scrolle, reagere – det var en refleks.
De første forskere kaldte det “digital dopaminisering”. De fandt spor af overstimulering i de kredsløb, der engang styrede nysgerrighed og motivation. Nu var det systemer af tvang.
I byens centrale klinik stod der et skilt: “Digitalt helbredseftersyn – frivilligt, men nødvendigt.” Men ingen kom. De fleste mente, de havde det fint. De kunne jo slukke når som helst – de gjorde det bare ikke. Alle scrollede blot videre.
Og i de følgende år begyndte glimmeret at trænge ind i blodbanerne. Borgere talte hurtigere, sov mindre, scrollende fingre bevægede sig af sig selv. Man kunne se det i deres blikke – en rastløs, blank glød, som om de ventede på noget, der aldrig kom, men næsten gjorde. De yngste borgere lærte tidligt at smile til skærmen, ikke til hinanden, og samtidig sagde det klik. Et nyt foto blev skabt – igen og igen.
Sir Connectar – Hjernebyens ældste myte – blev nævnt i ny og næ. “Han ville bare skabe forbindelse,” sagde man. Men forbindelsen blev et fangenskab.
En digital magi uden ånd – men med algoritmisk vilje.
Der blev nu åbnet et nyt kvarter i Hjernebyen: “Spillehjulet”.
Det lignede en forlystelsespark, men luften var tung af belønning og tab. Hver gestus, hvert klik, hvert blink blev gjort til et spil.
Et kort smil. En notifikation. Et spin.
Hjernebyen havde opfundet sin egen valuta: “Forventning”.
Skoledrengen spurgte forsigtigt: “Hvorfor stopper de ikke bare?”
“Fordi håbet føles bedre end virkeligheden,” svarede den ene af de 2 Gamle Mænd.
Forskerne havde bemærket det foruroligende heroin, der konstant løb på skærmen som en hypnotisk glød, der via synsnerverne omdannedes til dopamin. Og jo mere repetition, jo mere blev man tiltrukket af det. TukTuk var specielt dygtig: Blot 32 korte videoer, og børnene var fanget ind og ville have mere og mere.
De 2 Gamle sad i skyggen og betragtede lysene, der blafrede over byen. “Jeg husker dengang, glimmer betød håb,” sagde den ene. “Ja,” svarede den anden. “Nu betyder det gevinst.”
Og mens byen blinkede som et kasino forklædt som paradis, gik de 2 Gamle Mænd langsomt væk fra torvet. De kiggede op mod nattehimlen, hvor stjernerne nu var færre end skærmenes lys.

“Vi lærte i skolen om Romerrigets fald – mon det er det samme, der er ved at ske, nu hvor folk er holdt op med at tro på virkeligheden,” sagde den ene. Den anden hørte ham ikke.
Men nu så de Skoledrengen.
Han sad med et stykke papir og tegnede. “Hvad er det, du gør?” spurgte de forundret. “Jeg var bare ved at tegne en mobiltelefon, som jeg ønsker mig,” sagde han, “men da jeg så jer, stregede jeg den over.”
“Jamen, det er jo genialt!” sagde den ene af de 2 Gamle Mænd. “Så kan folk hænge den slags plakater op, hvor de synes, der skal være mobilfrie zoner – ligesom dem med rygning forbudt.”
Skoledrengen smilede lidt genert. “Så kan folk hænge dem op, hvor de vil have fred – ligesom rygning forbudt.”
Den ene af de 2 Gamle Mænd nikkede langsomt. “Ja,” sagde han stille, “af hensyn til virkeligheden – så kan de hænge den op, hvor de ønsker nærvær.”
Et øjeblik syntes det, som om lyset fra skærmene dæmpedes, og man kunne høre byens eget hjerte slå igen.