06/08/2023
Har du hørt om Gaslighting?
Det er nogle år siden, at jeg første gang tilfældigt læste om begrebet, og jeg husker hvordan alt faldt på plads i mig. Genkendelse kan fremkalde indsigt, ro og lettelse, og det var det jeg følte i netop dét øjeblik. I et dybt suk, følte jeg mig fri for min egen mistanke, som havde gemt sig i mig, som et tyndt lag lim, der ikke var til at ryste af mig. Jeg var umådelig lettet -"det VAR ikke mig der var sindssyg, den gang for 25 år siden!!"
Men hvad er Gaslighting?
Gaslighting er et udtryk der beskriver en raffineret metode til at manipulere med dig. Metoden bruges til at skabe tvivl i forhold til din egen dømmekraft, din mavefornemmelse, din hukommelse, din egen psykiske sundhed, din intuition og ikke mindst din virkelighedsfornemmelse. Med gaslighting opnås en massiv kontrol over din ageren og dit sind.
Det "raffinerede" i metoden, består bl.a. i at manipulatoren går efter din sårbarhed, og forsøger at lægge en distance mellem dig og dine nærmeste. De gør det langsomt i starten, hvor de nænsomt og bevidst indlægger små kritikpunkter af både dig og dem du elsker, i deres tale. Det gøres på en måde så du knapt bemærker det.
Benægtelse og løgne er en anden foretrækken metode for "Gaslighteren". De kan lyve uden at fortrække en mine, og på sigt vil dette så tvivl hos dig, på ikke bare det han siger, men også det du selv gør og tænker. Der kan være ting du har hørt og set, som du til en start er helt sikker på, men i og med at manipultoren benægter eller laver om på virkeligheden i så overbevisende vendinger, så opstår en dyb tvivl over din egen oplevede virkelighed.
Manipulatorens mål er langsomt at slide dig op, i argumentationer, hvor du aldrig vil få ret.
En typisk "Gaslighter" vil endvidere benytte sig af kritik, nedgørelse og ydmygelse af dig som person. Manipulatoren fortæller dig at du ikke har værdi. At du ville være et dejligt menneske hvis bare du ikke lige havde alle de negative sider.
Nogle gange kan de pludselig udtrykke sig med positive tilkendegivelser, eller give dig dyre gaver og ophøje dig på en piedestal. Denne strategi er helt bevidst og beregnende, og er kun for at skabe forvirring, og få dig til at tvivle på dig selv. Du vil tænke "måske er han alligevel ikke så slem?"
Her kommer 3 eksempler, taget ud af min egen virkelighed for nu 27 år siden. Det er 3 eksempler ud af flere 100, som foregik dagligt over 3 år, da jeg var en meget ung kvinde. I princippet kunne disse 3 eksempler være taget ud af den samme dag, og det fortæller noget om, hvilket pres der kontinuerligt er i et forhold med Gaslighting.
Eksempel 1:
Jeg er hjemme i min lejlighed. Sidder i min sofa og ser tv. Telefonen ringer og det er min kæreste...
Ham: "Hvorfor har du været i bad, og sidder kun i underkjole?"
Mig: "Øøh.... hvordan ved du det? Hvor er du?"
Ham: "Jeg ved altid hvordan jeg skal holde øje med dig. Jeg har mine metoder. Du sidder i din sofa, og ser tv.... nu rejser du dig op og kigger ud af vinduet... Men hvem var det du havde på besøg lige før?"
Mig: "Jeg har ikke haft nogen på besøg, hvad mener du?"
Ham: "Men jeg har set det hele, så du kan lige så godt indrømme det. Jeg ved at du har haft en mand i lejligheden!"
Mig: "men jeg har jo været helt alene hele tiden"
Ham: "Husk på at jeg kan se alt hvad du gør, og jeg kan se du bliver rigtig nervøs nu"
Etc...
Eksempel 2:
Min kæreste (som arbejdede i samme virksomhed som mig) spørger ind til min dag på job.
Ham: "Jeg så du talte meget med Maja (red.) i dag på arbejdet?"
Mig: "Ja, det var så hyggeligt. Vi har meget til fælles, og vi har aftalt at vi snart skal finde på noget hyggeligt sammen."
Ham: "Du ved godt, at mens du var på lageret, da stod hun sammen med de andre kollegaer og bagtalte dig ik?"
Mig: "Det lyder da mærkeligt, sådan kunne jeg slet ikke forestille mig hun er?"
Ham: "Du er så naiv! Der er ingen af kollegaerne der kan lide dig. De griner altid af dig, når du ikke er der, og du er godt dum, hvis du tror du kan betro dig til nogen af dem. De er slet ikke på niveau med dig. Du er den fine lille fugl, og de andre er de store gribbe, der kun venter på at overfalde dig, og hakke dig i stykker. Jeg siger det jo kun for at passe på dig."
Eksempel 3:
Det er midt om natten. Jeg ligger og sover alene i min lejlighed, men vækkes pludseligt af, at min kæreste står og rusker mig hårdt.
Ham: "Stine!!!! Hvad tænker du dog på!!! Er du ude på at tage livet af dig selv!!! Der er gas i hele lejligheden!!!"
Han farer hen til vinduerne og åbner dem på vid gab, mens jeg sætter mig forvirret op i sengen. Jeg kan mærke en tung, skarp lugt som uden tvivl er gas.
Mig: "Jeg forstår ikke... hvad sker der?"
Ham: "Jeg låser mig ind her om natten, og finder ud af, at du har tændt alle dine gasblus på komfuret, hvorefter du har lagt dig til at sove!!"
Mig: "Men det ved jeg da, at jeg ikke har gjort!"
Ham: "Hvem skulle så have gjort det?? Her er jo ikke andre! Du er ved at blive sindssyg, og jeg kan jo ikke stole på dig!!!"
Vækker noget i ovenstående skriv genklang hos dig? Bliver du, eller har du været udsat for gaslighting?
Så ræk hånden ud efter hjælp.
Gaslighting er nedbrydende, og kan føre depression, stress, angst og PTSD med sig,
Jeg tror på DIG ❤️
https://samtaler-paa-gaarden.dk/