16/01/2026
Kære patienter ved Lægehuset i Borris
Der har i november og december været gennemført forhandlinger i ejerkredsen af HelsecenterMidt. Dette har medført, at Betina Rose udtræder af selskabet og samtidig ophører med sit virke som læge i Borris.
Det betyder, at I inden længe vil modtage et brev fra regionen om, at hun er stoppet. I vil i den forbindelse få mulighed for at skifte til et andet lægehus uden beregning, hvis I ønsker det. Hvis I ikke foretager jer noget, vil I fortsat være tilknyttet Lægehuset i Borris.
Det betyder fremover:
Vi er tre faste praktiserende speciallæger i Borris: Anna, Catherina og Martin. Betinas patienter skal derfor have tilknyttet en ny fast læge.
Anna er som udgangspunkt i klinikken mandag til onsdag.
Catherina er her som regel alle dage, dog ikke hver anden tirsdag.
Martin er her de fleste dage.
Fra 1. februar vil det være muligt om onsdagen at få en sen tid (efter kl. 16) for dem, der går i skole eller er på arbejdsmarkedet. Der kan naturligvis forekomme fridage, kurser og ferie, som kan ændre disse tider.
Vi har i øjeblikket en yngre læge i klinikken. Katrine stopper ved udgangen af februar.
Pr. 1. februar kommer Jesper tilbage og vil være her frem til medio september. Nogle af jer kender ham allerede. Jesper er i gang med sin speciallægeuddannelse i almen medicin.
Samtidig starter Tobias i KBU-stilling hos os som nyuddannet læge. Tobias kender nogle af jer også fra tidligere, da han har haft sine første behandlerskridt her i klinikken flere gange under studiet.
Fysioterapeut Ole Helles hjælper os med at se patienter med bevægeapparatslidelser tirsdag formiddag samt torsdag fra kl. 10–16.
Vi har ikke været plejehjemslæger på Engholm Plejecenter i Sønder Felding. Betina valgte dog i en periode (næsten to år) fortsat at komme fast på plejehjemmet, da vi har haft mange patienter dér. Det kan vi desværre ikke længere.
Vi anbefaler derfor, at disse patienter skifter til Almen Lægeklinik i Sønder Felding, som de seneste to år har haft funktionen som plejehjemslæge på Engholmcenteret. Dette kan gøres gratis, når brevet fra regionen er modtaget.
Vi er fortsat tilknyttet som plejehjemslæger i Borris, Skjern (begge plejehjem), Stauning og Lem.