03/02/2026
Jeg møder ofte mænd i terapien, som siger noget i retning af:
“Jeg vil gerne lære at udtrykke mine følelser.”
Det lyder enkelt.
Men det, han ofte forsøger at sætte ord på, er noget langt mere grundlæggende.
Mange af de mænd, jeg møder, er velfungerende.
De har et godt arbejde, en familie, et liv med ansvar.
Og samtidig bærer de ofte på en dyb følelsesmæssig ensomhed.
Bag ønsket om at “udtrykke følelser” ligger der ikke sjældent:
– en frygt for at blive afvist
– en oplevelse af ikke helt at være elskelig
– en erfaring af, at det følsomme i dem ikke har været trygt at vise
Mange har lært, at det er tryggest at tale om livet frem for fra det.
At tale om den ydre verden i stedet for den indre.
Så når de begynder at lede efter deres følelser, kan det føles, som om de ligger udenfor dem selv – noget, der først skal findes, forstås eller forklares.
I Emotionsfokuseret Terapi arbejder vi med, at forandring ikke først og fremmest opstår gennem forståelse.
Den opstår, når følelser gradvist bliver tilladt, mærket og delt i relation – i et tempo, der er trygt.
Det er ofte her, der sker noget afgørende.
Følelsesmæssig fleksibilitet vokser.
Og relationer bliver dybere og mere levende.
Når disse mænd træder ind ad døren hos mig, er de allerede i gang med at ændre noget vigtigt.
Det minder jeg dem altid om.
Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på citatet:
“There is no way to peace – peace is the way.”
I en emotionsfokuseret ånd kunne man sige:
“There is no way to express emotions – expressing emotions is the way.”