13/11/2023
Det bliver en smuk og fin aften med Peter Nejsum
SOGNEPRÆST PETER NEJSUMS PRÆDIKEN TIL ALLEHELGEN, HVOR VI MINDES VORE DØDE OG ER SAMMEN I SORGEN
Gudstjeneste for de efterladte – 5.11.23
Tekst: Sl 139,1-12
”Jeg kan huske...” Det er tre små ord, så dagligdags og tilforladelige, at de ikke gør noget væsen af sig. Og så er det alligevel så vigtige ord. Den amerikanske forfatter Joe Brainard skrev i 70’erne en hel roman, der udelukkende består af 1500 små afsnit, der alle begynder med de ord: Jeg kan huske…
”Jeg kan huske lugten af dyr og meget koldt vand i ansigtet om morgenen. Jeg kan huske at jeg satte mig ind i bridge-reglerne for at lære Frank O Hara bedre at kende. Jeg kan huske mange søndagsmiddage med stegt kylling eller grydesteg. Jeg kan huske altid at miste den en handske. Jeg kan huske den eneste gang jeg så min mor græde. Jeg spiste abrikostærte.” Osv.
Sådan formår forfatteren at give en utrolig fin og levende skildring af forfatterens barndom og ungdom, af det samfund han voksede op i med afroamerikanske rødder med en spirende seksualitet, og derigennem også af alt det, der kom til at betyde noget for, hvem han senere bliver som voksen.
Jeg kan huske… Det er så vigtigt at huske. Ikke mindst er det vigtigt, når man mistet et menneske, man holdt af. De døde mindes vi i dag under særligt højtidelige former, men det sker jo hele tiden til hverdag. Jeg kan huske… Det gør den døde levende i vores erindring, gør det muligt at genopleve nogle af de mange situationer, hvor han eller hun blev en del af vores liv. Og det er netop stort og småt mellem hinanden, som hos Joe Brainard. Ja, måske er det ligefrem sådan, at det er de mange små øjeblikke der til sammen udgør det der er det vigtigste: De gentagne hænder der blev rakt ud til hjælp, de bekymrede tanker for hvordan man havde det, de kærtegn man modtog, de smil man blev til del, alle de små tegn på, at man for den døde var det vigtigste i verden.
Hver for sig er syner de måske ikke af så meget. Flygtige øjeblikke, som følger ordene: Jeg kan huske. Men til sammen udgør de et helt liv.
Mange gange oplever man ligefrem det, at der kommer en særlig klarhed, når nogen dør. Pludselig bliver det meget tydeligt, hvad det var man fik. Pludselig bliver det meget tydeligt hvad der var vigtigt – for den døde selv, og ikke mindst hvad der var vigtigt for den der står tilbage. Og ganske ofte er det noget, der fandt udtryk i de her tusindvis af små erindringsglimt.
Jeg kan huske… Der ligger i grunden meget mere i det: Alt det jeg kan huske, er en evig påmindelse om alt det, jeg fik del i. Alt det, der var. Alt det der én gang for alle blev virkelighed, og nu derfor ikke kan gøres ugjort eller usagt igen, men udgør en værdifuld skat som jeg kan bære med mig overalt hvor jeg går. Det holdes vi fast på, hver eneste gang vi siger: Jeg kan huske….
Og det minder os om, at det er det liv der var, det liv vi fik del i, det handler om – og at det er det, der gør ondt at miste. Det savn, vi føler skyldes jo, at vi fik så meget. At Gud gav så meget gennem de mennesker vi fik at leve vores liv sammen med. Den tomhed, man kan opleve, skyldes jo at der var et menneske, der fyldte så meget. Og den sorg vi føler, skyldes jo den kærlighed, der var. Det er kærlighedens pris, vi betaler, når vi er dem, der står tilbage. Og vi tvinges til at spørge os selv om ikke det var prisen værd?
Den salme, jeg begyndte med, salme 139, handler om hvordan Gud husker. Gud følger mig overalt, ved om når jeg sætter mig og når jeg rejser mig, på lang afstand kan Gud se hvad jeg tænker, der ikke noget som er skjult for Gud, heller ikke det jeg måske egentlig helst ville have ingen kunne se. Det undgår ingen af os vist, at der også er ting, vi ikke bryder os om, skal komme for en dag, ting vi fortryder, eller ting der bare ikke blev det de skulle have været. Og selvom man har lyst til at flygte fra det, så ser Gud også det. Jeg kan ikke gemme sig, Gud finder mig.
Vi huskes som de mennesker vi er, på godt og ondt. Men vi huskes med barmhjertighed. Med forståelse. Med grænseløs kærlighed. Og derfor kan vi være til også der, hvor alt det vi også er, bliver set og husket af Gud, alt det vi gør og alt det vi ikke gør, bliver set og husket af Gud, med kærlighed.
Men pointen er at vi huskes. Gud ved hvor vigtigt det er for os. Selv når dødens mørke lukker sig over os, huskes vi. Af alle dem, der står tilbage - og af Gud, der også husker, når der ikke længere er nogen tilbage, der kan huske. Derfor bliver Gud selv menneske, i Jesus, gør sig til ét med et liv magen til vores, elsker som vi gør, lider som vi gør. Og han går gennem en død magen til den vi lider, gennem den afmagt vi oplever, gennem den tomhed, hvor alt det vi kender, forsvinder. Ja, han føler at Gud har glemt ham, præcis som vi kan føle det. Han gør det af kærlighed, fordi han elsker os. Fordi der ikke skal være noget sted i vores liv, hvor vi Men Jesus går gennem dødens mørke, ud til nyt liv i, og den opstandelse fra de døde bliver et fortegn for alt, der siges herinde om liv og død.
Han husker os og trækker os med. Når er parat til at betale den pris for kærligheden til os, han gør, så vil han da ikke efterlade os i mørket. Han husker os, og tager os i hånden, og hiver os med, ud i lyset.
Hvis jeg siger: Jeg vil gemme mig i mørket / gøre lyset til nat” / så ser du gennem mørket, / natten er som den lyse dag for dig. Sådan står deri salme 139, jeg begyndte med. Gud slipper os ikke.
Joe Brainard husker i sin bog, så man kan se ham for sig: ”Jeg kan huske hvor meget jeg græd de tre gange jeg så ”South Pacific” (filmen). Jeg kan huske dagdrømme om at finde breve i gamle flasker, der er skyllet i land. Jeg kan huske spøgelseshistorier der ikke var særligt uhyggelige bortset fra mørket de blev fortalt i.” Osv.
Nu skal vi hver især huske, huske dem der ikke er mere. Det er det vi kan. Og vi skal vide, at Gud altid husker os, de levende. Og altid husker de døde, vi savner.
Amen.
