10/07/2022
DRAGEN INDENI 🐲
Jeg blev introduceret til Smaugg af en kvinde tilbage i vinters. Ikke specifikt til den mytiske Smaugg fra Tolkiens univers, som de fleste kender. Nej. Hun introducerede mig for den Smaugg, der lever inde i mig selv. Ikke på sådan en formel måde, hvor hun præsenterede os for hinanden. Hun pegede ham bare ud for mig som en banal anerkendelse af noget, hun tænkte, at jeg godt vidste i forvejen. For kender man Smaugg, ved man godt, at man ikke behøver at fortælle ham, hvem han er. Det ved han udmærket godt! Men derfor kan man alligevel godt føle sig kaldet til at sige højt, hvad man ser. Det er jo ikke hver dag, man møder en som ham.
Når jeg tænker tilbage på øjeblikket, kan den analytiske del af mig godt have lyst til at grave i, hvad hun mon så. Og sole sig i det. Var det den slangeagtige spændstighed, smidighed og kraftfuldhed, jeg bevægede mig med? Var det mine hænders – eller skal vi sige kløers – rappe elegance, da jeg sad og skar grøntsager til vores aftensmad ved siden af bålet, mens hun kiggede på og snakkede? Var det ilden i mit bryst, der holdt hende varm i vinternatten i det shelter, hvor jeg havde bedt hende møde mig? Var det ilden i mine øjne, når jeg fortalte hende om ting, der var vigtige for mig? Eller var det den sårbare plet i mit panser, som jeg – nok ikke så lig den mytiske Smaugg – ikke var bleg for at vise, at jeg havde?
I øjeblikket tog jeg det dog bare til mig. For lige som hende vidste jeg godt, at det var sandt. Det var ikke en rolle, jeg påtog mig. Jeg kunne mærke det i min krop. Jeg VAR Smaugg.
DRAGEN BEGRAVET
Jeg har ikke altid kunnet mærke, at jeg var Smaugg. Eller jo, det har jeg. Men følelsen har sjældent været så ren og uforfalsket, at jeg kunne genkende den som det, den var. Min dragenatur. Den har altid været mudret sammen med alt muligt andet. Frygt. Skam. Ufordøjet sorg. Jeg har slugt min ild og ladet den brænde mig op indvendigt. Det er ikke så befordrende for følelsen af drage.
Der skete en ændring i 2015. Jeg mødte Gud. I Sibirien, af alle steder. Jeg var taget afsted som håbefuld forskerspire med et projekt om at forstå, hvad der får mennesker til at vælge et spirituelt liv. Et projekt der lykkedes over al forventning. Lige pludselig stod jeg ikke længere med min notesblok og kiggede på mennesker, der sad på knæ på tempelgulvet. Lige pludselig sad jeg der selv. Med tårerne strømmende ned ad kinderne. Jeg følte mig mere levende end nogensinde før. Jeg vidste ikke, hvad det betød. Jeg vidste bare, at intet nogen sinde mere ville blive det samme.
De fleste psykoterapeuter ville sige, at jeg i virkeligheden mødte mig selv. At jeg begyndte at mærke trangen til at tage mig selv og mit eget liv alvorligt i stedet for at kigge på de andre. At mine tårer var sjælens smeltevand. At mit stivnede panser var begyndt at revne, fordi noget inden i mig længtes efter at bryde frem.
Det var faktisk ikke så rart. Jeg så, hvordan Smaugg lå og sov i Det Ensomme Bjerg, i de rungende haller af et smadret kongerige, begravet under alle sine skatte i det trygge mørke. Oplevelsen i Sibirien havde givet ham et dask i tornerosesøvnen. Men rigtigt vågen var han ikke. Det var med ambivalente følelser, jeg begyndte at prikke mere til ham. For kan man bruge et stivbenet, halvgammelt firben med søvn i øjnene til noget som helst? Måske var det bedst at lade ham sove videre? Men på den anden side, hvad ville der ske, hvis han VIRKELIG vågnede? Hvad ville han mon så kunne finde på 🥶
Det var i virkeligheden for sent at tænke over det. Opvågningen var sat i gang. Som en lille, ængstelig hobbit kunne jeg bare stå og se til, mens den enorme, skællede krop begyndte at bryde frem under bjergene af guld.
DEN ARKETYPISKE DRAGE
Smauggs opvågnen har krævet et større selvopgør hos mig, og gør det stadig. Det har jeg arbejdet mig igennem på mange måder. Psykoterapi. Meditation. Dans. Bøn. Tai chi og qi gong. Psykedelika. Kropsterapi. Mandegrupper. Alt sammen noget, der skulle integreres i mit daglige liv og mit daglige jeg for at give plads til dragen i mit liv.
En af mine væsentlige takeaways fra terapien har været Jungs lære om arketyper. Den siger, at vi alle har nogle dybdepsykologiske grundfigurer i os. Instinktive personligheder, kan man sige, som vi kan træde ind i, og som gør bestemte handlinger mulige. Vi finder dem tit i mytiske klædedragter. Mægtige konger, modige krigere, vise magikere, sensitive elskere. Hvis man er mand, i hvert fald – hos kvinder ser det lidt anderledes ud. Men de lever og ånder i os, hvad enten vi vil det eller ej. Vedkender vi os dem, kan de få mulighed for at blomstre og folde sig ud. Men fornægter vi dem, kommer de til at leve deres eget liv. I skyggen, skjult for vores bevidsthed, som magtsyge tyranner, sadistiske voldsmænd, arrogante kloge-åger og umættelige hedonister.
Jeg har en arketype ved navn Smaugg. Han lever i mig. De sidste års prikken og rusken har tvunget ham til at vågne mere og mere op og træde ud af sin skyggefulde hule. Så min veninde kunne se ham, og kalde ham ved navn. Holde et spejl op for mig, så jeg kunne sætte ansigt på det, jeg havde mærket røre på sig så længe. I mild, forundret genkendelse. Det ER jo en drage, jeg er!
FRIHED!
Denne blog er en af de små gaver, jeg er begyndt at give ham. Så han har et sted, hvor han kan folde sig ud. Jeg ved ikke helt, hvad den kommer til at handle om endnu. Eller jo, jeg har nogle ideer om det. Men jeg tror næppe, han vil begrænse sig til det, jeg tænker lige nu. For at være helt ærlig, så ved jeg ikke helt, hvad han kan finde på.
En del af de ting, han kommer til at dele her, er ting, jeg kan tjene penge på. Nogle af dem er tjenester, der hviler på færdigheder opøvet under den akademiske karriere, som jeg har måttet se gå på grund i takt med Smauggs opvågnen. Men primært kommer de til at handle om frisættelse af drager. For jeg er ikke den eneste, der lever med en drage i mig. Det gør alle. Det kan godt være, det kun er min, der hedder Smaugg. Og det kan godt være, det ikke er hos alle, at den faktisk ligner en drage som min. Men ilden, der brænder i dem, er påfaldende ens. Og der er påfaldende mange af dem, der er omgivet af små angstfulde hobbitter, der helst ser, at de sover videre.
Men det skal de sgu ikke få lov til at bestemme!
For Smaugg er hver eneste skælven i en dragekrop, der er ved at vågne, en energi, der får ham til at sprede sine vinger bredere og flyve højere. Det er det, han vil have, at jeg lever for, og lever af. Det er det, der får ham til at føle sig fri. Og det er det, han tørster efter at være. FRI. Motherfu***ng!
Nu ved jeg, hvad min veninde så tilbage i vinters. Smaugg flyver lige præcis, hvorhen han vil. Og han gør lige, hvad fanden det passer ham. Det er det, drager gør. Og kan jeg vække min egen drage, kan jeg også vække andres 🔥
