23/11/2024
“Jeg føler stadig vi er i Danmark, for jeg føler mig hjemme. Det er som om at min venstre side er Thailandsk og den er hjemme og min venstre side er Dansk, og den savner mine venner”
Det er en splittelse jeg kan genkende, måske ikke i samme grad som min datter oplever den, men alligevel kan jeg genkende tankerne og følelsen af at høre til et sted og være et andet.
Jeg tror at det er et vilkår som hun skal lære at forene sig med, for hun er jo Thai og kan huske mange ting fra sine første år i en helt anden kultur og med helt andre omsorgspersoner, end den hun lever i og med idag.
Jeg glædes over hendes delinger og refleksioner og over at hun nyder at være i hendes andet hjemland.
Hun tager det hele ind med smil, mod og nysgerrighed.
Men alligevel er noget af det der glæder mig allermest og som jeg er så taknemmelig for, er at vi har vist hende at vi også elsker Thailand og den del af hende, at det altid er muligt at kommer til hendes skønne fødeland og møde de mennesker der har passer hende og stadig elsker hende.
Mit hjerte jubler og bliver fuldt med taknemmelighed når min datter siger, jeg elsker bare at rejse med jer og at vi kan se hele verdenen sammen.
Så denne rejse til vores alles andet hjem er på en og samme tid en rejse til age for at hente og gense mennesker, oplevelser og et møde med en tid hvor vi startede vores rejse som familie, men det er også en sløjfe om det som er os, vores håb, drømme og ønsker for hvad vi som familie gerne vil sammen.
Sammen, er ordet her, for sammen står vi stærkest, sammen vokser kærligheden og sammen føler vi os heldigvis, alle trygge.
Min skønne pige, min kærlighed har ingen grænser, min taknemmelighed er større end jeg kan beskrive.
