18/05/2022
Autorisation af psykomotoriske terapeuter - yay 👍 or nay 👎
I går brugte jeg min aften på at følge med live fra folketingssalen. Det skulle nemlig endelig tages op om psykomotoriske terapeuter skal have autorisation - noget vi har ønsket meget længe.
En autorisation betyder at vores faglighed bliver anerkendt og sidestillet med de andre sundshedfaglige professionsbachelorer. Men det betyder også at du som klient kan få støtte til behandling gennem din sundhedssikring. Og ikke mindst at du er sikret en hvis kvalitet hos din behandler.
Debatten efterlod mig uden ord…
Der er så mange ting der ikke giver mening for mig…
Dem der skal vurdere om vores faglighed er værd at autorisere, ved tydeligvis ikke, hvad vi laver eller hvem vi er. To gange i debatten omtales vores profession med forkerte fagligheder…
Det vurderes at der ikke er risiko for at komme til skade gennem psykomotorisk terapi, og derfor kan vi ikke være berettiget til autorisation. Men i debatten lægges der udelukkende vægt på skade af den fysiske krop og ikke at der kan ske skade på psyken. Vi arbejder primært med udsatte og sårbare borgere. Og tro mig du kan sagtens gøre skade på psyken, hvis du ikke ved hvad du skal gøre i det terapeutiske rum.
Jeg bliver led og ked over, at vi ikke er længere i vores opfattelse af krop og psyke i samfundet. Og den her debat viser mig, at vi ikke er lige så langt som jeg troede.
Men altså samtidig, hvad havde jeg forventet. Hvis der er nogle i deres arbejdsliv der er afskåret fra at lytte til dem selv og have et balanceret arbejdsliv, virker det til at være politikere. Om nogle kunne de nok bruge en psykomotorisk terapeut.
At skulle side i en folketingssal i 7 timer i streg uden bevægelse midt i aftensmadstid, giver ikke meget plads til at være et menneske med behov og er bestemt ikke det bedste grundlag for at være opmærksom, lyttende og open-minded.