15/03/2024
Hvor mange af jer kender eller husker den her?
Det billede, har printet sig ind i min hjerne og er et, jeg har besøgt mange gange gennem min egen terapeutiske udvikling og proces og så i dag, dukkede det pludselig op hos en klient i min klinik.
Det er et spørgsmål vi også sagtens kan stille, indad til os selv🤔
I vores opvækst sker der fejlafstemninger af vores følelser, mange gange, fra vores betydningsfulde voksne (forældre). Det kan vi ikke komme udenom og det tager vi heller ikke skade af, så længe fejlafstemningen og det følelsesmæssige kontaktbrud bliver repareret efterfølgende og kontakten bliver genoprettet.
I de tilfælde, hvor det ikke sker, er vi som afhængige børn, nødt til at lave et lille psykologisk split med de dele og sider af os selv, som ikke blev spejlet og afstemt. Vi efterlader simpelthen små dele af os selv. De dele vi efterlader, forsvinder dog ikke fra os men pakker sig ind nede i dybet af vores kerne, hvor det forbliver “barn” og lægger kimen til de begrænsende overbevisninger vi som voksne stadig bøvler med f.eks. “jeg er ikke god nok”
Det er smertefuldt at skulle se de sider i øjnene, som ikke blevet rummet da vi var børn og det er fysisk smertefuldt, at skulle løsne op ind i de dele af vores kerne, hvor følelsen er gemt langt væk, for at passe på os i allerbedste mening❤️
Det nytter noget, at turde se sit indre barn i øjnene og være den voksne som skaber tryghed og styrke for at stå op for de ting der ikke fik støtte dengang💪🏻
Så!
Har du talt med dit indre barn i dag?
