18/03/2026
I mange parforhold sker der et stille skift over tid. Det er sjældent noget, man lægger mærke til fra den ene dag til den anden, men langsomt begynder noget at forandre sig. Det, der engang var en naturlig bevægelse mod hinanden, bliver mere forsigtigt, mere tilbageholdt.
Man holder op med at række ud, selvom længslen stadig er der. Man holder op med at give det lille ekstra, ikke fordi man ikke vil, men fordi det begynder at føles sårbart at give uden at være sikker på at blive mødt.
Indeni kan tanken opstå “hvorfor skulle jeg gøre noget for dig, når du ikke gør det for mig?”. Men under den tanke ligger ofte noget andet. Et håb om at blive valgt. En længsel efter at blive mødt, uden at skulle bede om det.
Og sådan begynder to mennesker, som stadig længes efter hinanden, langsomt at beskytte sig mod netop det, de har allermest brug for.
Når begge bevæger sig ind i den form for selvbeskyttelse, opstår der en fastlåst dans, hvor afstanden vokser, selvom længslen lever videre under overfladen.
Det betyder ikke, at kærligheden er væk. Men det betyder, at længslen ikke længere finder vej frem.
Forandringen begynder ofte et stille sted. I det øjeblik, hvor én tør give lidt igen. Tør sige det, der mærkes indeni. Ikke som kritik, men som det, det er. En længsel efter kontakt.
“Det er i mødet mellem mennesker, at vi bliver til.”
Martin Buber
Som psykoterapeut arbejder jeg med at hjælpe par med at få øje på længslen bag beskyttelsen og finde en vej tilbage til at kunne række ud til hinanden igen.
Helen Marie
Psykoterapeut med speciale i par- og familieterapi
psykoterapeuthelenmarie.dk
psykoterapeuthelenmarie@gmail.com
27287902