Anders Sørensen PhD, Copenhagen (2026)

28/04/2026

De amerikanske politikere har ringet.

De er begyndt at få øjnene op for, hvor (fysiologisk) afhængighedsskabende antidepressiv medicin kan være, og holder nu et topmøde om brugen af psykofarmaka.

Jeg er blevet inviteret til panelet og flyver derover nu. Opgaven bliver at fremvise al den forskning og viden, som faktisk eksisterer, men som psykiatrien rutinemæssigt ignorerer. Derfor er der brug for politisk indblanding, om man bryder sig om det eller ej.

Med benzodiazepinerne gik der over 40 (!) år fra man vidste, at de var afhængighedsskabende, til det for alvor blev anerkendt med en black box warning i 2020.

Hvis det lykkes at få en black box warning på SSRI’er og andre såkaldte antidepressiver i år, så er der “kun” gået ca. 35 år.

Derfor: Den kommende tid vil mit fokus være på udlandet frem for herhjemme – i håbet om, at et pres derudefra også kan vække danske politikere til at tage sagen alvorligt herhjemme og gribe ind i psykiatrien.

Så sent som i går modtog jeg endnu en mail, der viser problemet.

En kvinde, som efter 25 år på sertralin var blevet vejledt (eller vildledt?) til at stoppe på to uger.

To uger!

Da hun – selvfølgelig – reagerede med voldsomme abstinenser på det pludselige stop, fik hun at vide: “Det eksisterer ikke. Sådan kan man ikke få det. Kroppen bliver ikke afhængig af antidepressiva på den måde.”

Vi ses om en måned, Danmark!

Ps. Jeg har uploadet de næste fire afsnit af min danske podcast, som udkommer mandag d. 4., 11., 18. og 25. maj 🙂.

26/04/2026

Tre kommentarer går igen efter Zetland-artiklen i torsdags.

Den første:
”Medicinen virker jo for nogen – så hvorfor fokus på udtrapning?”

Ja. Såkaldt antipsykotisk medicin virker for nogen –
ca. hver tiende.

Det viser metaanalyser, langtidsstudier – og selv i industriens egne præsentationer er tallet det samme: ~10% opnår recovery.

Altså: Det er mere normalt, at medicinen ikke virker, end at den gør.

Det her handler selvfølgelig ikke om at tage medicinen fra nogen.
Det handler om dem, hvor det ikke virker – eller hvor prisen bliver for høj.

Og om dem, der efter år på medicin oplever abstinenser, der ligner tilbagefald, når de forsøger at stoppe efter lægens anvisninger (og som måske kan komme ud ved en langsommere udtrapning – som Agnes).

Den anden:
”I ville jo heller ikke tage insulin fra en diabetiker hva’?”

Nej.
Men den sammenligning holder ikke.

Insulin erstatter en kendt biologisk mangel.
Antipsykotisk medicin gør noget helt andet.

Den dæmper – kraftigt.

Det er derfor, de oprindeligt blev kaldt ”major tranquilizers” – før psykiatrien omdøbte dem til ”antipsykotika”.

Dæmpning kan være hjælpsomt i en akut psykose.
Men problemet opstår, når dæmpningen fortsætter længe efter –
og også dæmper følelser, energi, motivation, tankeaktivitet og kontakt.

Den tredje – klassikeren:
”Vi skal huske at nuancere debatten.”

Ja.

Det her ér nuanceringen.

For lige nu er “nuancen” ofte, at man kun taler om de ca. 10%, det går godt for.

Men udelader:
– dem, det ikke virker for
– dem, der får det værre
– dem, der ikke kan komme ud igen
– dem, der går til psykiatrien med traumer, men kommer ud med "skizofreni", "bipolar lidelse" og "personlighedsforstyrrelser."

Og dem, der får at vide, at de skal tage medicin resten af livet –
uden at nogen reelt har forsøgt at hjælpe dem ud først.

19/04/2026

Okay, det her er godt nok eskaleret hurtigt!
Fredag:
1. En psykolog poster et opslag om, at vi skal være mere kritiske over for børn og unges stemmer i debatten.
2. I kommentarsporet bliver han bedt om et eksempel.
3. Han ( Alenkær) poster et billede af 19-årige Mathias Vinsten Munk som illustration på problemet. Uden at forholde sig til, hvad Mathias faktisk siger i debatten (en klassiker).

Lørdag:
4. Mathias svarer igen med et facebookopslag. Efterlyser helt rimeligt, at man forholder sig til hans argumenter – ikke bare bruger hans ansigt som case til at så tvivl om børn og unges troværdighed.
5. Rasmus svarer. Beklager formen og sletter billedet – fair.

Søndag:
6. Så blander en tidligere undervisningsminister – Merete Riisager – sig i kommentarsporet på LinkedIn. Skriver, at Mathias’ svar er manipulerende.

Selvfølgelig spundet ind i den klassiske ”vi anerkender problemet – men…”-retorik.

Riisager efterspørger i øvrigt ”saglighed, lødighed og argumentation”. Noget, man med fordel også kunne efterspørge her.

Jeg har talt med Mathias. Egentlig har jeg mest lyttet.
Haft ham i min podcast, gået ture, hørt ham på scenen foran 500+ lærere, pædagoger og forældre til arrangementer om skolevægring og neurodiversitet.

Og jeg lærte mere af den samtale og det oplæg, end jeg gør af mange ”voksne” analyser af børn og unges mistrivsel.

Og bare lige for konteksten:

Merete Riisagers bud på folkeskoleproblematikken under valgkampen – hvor jeg selv var i debat med hende – var blandt andet “eftersidning”, “mere respekt for lærerne” og et større fokus på, hvordan man ”sanktionerer udadreagerende børn.”

Så, Mathias? Der er hårdt brug for dig 😊!

16/04/2026

Det er så småt ved at gå op for lægestanden herhjemme, at deres retningslinjer i psykiatrien ikke bygger på forskning.

"Kun 11,6 pct. af anbefalingerne i psykiatriens store internationale kliniske retningslinjer er baseret på solid evidens", lyder konklusionen.

Da vi lavede en tilsvarende undersøgelse tilbage i 2021, fandt vi præcis det samme. Det var i psykiatriens vejledninger for brug og udtrapning af antidepressiv medicin.

Dengang blev det ikke ligefrem taget godt imod, at nogen udefra pegede på det. Tværtimod. Det affødte en del modstand – for nu at sige det pænt.

Men... der ér ikke skyggen af evidens bag retningslinjerne - og alligevel præsenteres de skråsikkert, som om der var.

Dét er problemet.

Her fem år senere er det stadig ikke lykkes at få forskningen ind i retningslinjerne.

Man kan håbe, at Troels her - som er læge - lykkes med at få sat skub i tingene, nu hvor problemet bliver rejst fra egne rækker.

Tak i hvert fald for et stærkt stykke forskning!

Hvordan er det nu?

First they ignore you
Then they laugh at you
Then they fight you
Then you win.

13/04/2026

Hvad sker der, når et menneskes traumereaktioner kommer til udtryk på en måde, som omverdenen tolker som ”psykotisk” og ”sygt”?

Vores lille foredragsturne fortsætter denne uge i Kolding (tirsdag) Odense (onsdag) og København (torsdag). Jeg håber, vi ses!
Billetlinks i kommentarfelt.

Agnes Marie Frey blev af psykiatrien erklæret kronisk psykisk syg med diagnosen paranoid skizofreni. Ingen spurgte Agnes, hvad det var, hun reagerede på i sit liv: hun var bare syg.

Anders Sørensen ser som psykolog og ph.d. i psykiatri, hvordan de sværeste psykiske lidelser også er de mest misforståede. Man stirrer sig blind på symptomer og diagnoser, og mister blikket for, hvad symptomerne er reaktioner på.

I dag har Agnes kæmpet sig ud af både sin psykiske lidelse og af den psykiatri, som skulle hjælpe hende, men som gik hen og blev en del af problemet.

Agnes fortæller om sin vej ind i og ud af lidelsen, medicinen og psykiatrien.

Anders fortæller om den traumeinformerede tilgang til psykisk lidelse, som formentlig kunne have sparet Agnes 10 år i psykiatrien, hvis hun var blevet mødt med den i starten af sit ”sygdomsforløb”.

Foredraget kommer også ind på andre diagnoser – som depression, angst, spiseforstyrrelser, OCD, PTSD, skizotypi og mani – da den traumeinformerede tilgang er transdiagnostisk.

Kom med til en inspirerende aften, når indefra-perspektivet møder forskningen i spørgsmålet: Er det psykisk sygdom eller psykisk lidelse?

12/04/2026

Jeg har skrevet en bog …

For to år siden i dag.

Den kan i virkeligheden koges ned til én pointe:
Det her burde nogen have fortalt dig.

At medicin mod psykisk lidelse kan være ekstremt svært at komme ud af igen.
At abstinenserne kan ligne tilbagefald – eller blive tolket som en ny diagnose.
At udtrapningen kan tage lang tid. Årevis.
At du ikke er “svag” eller “syg”, hvis du har det svært.

Det var derfor, den kom til at hedde:
Noget I bør vide… om udtrapning af psykofarmaka

Den handler om, hvordan medicinen virker (og ikke virker) –
hvordan man kommer sikkert ud af den igen –
og hvordan man klarer sig uden den (de famøse ”alternativer” til medicin).

Så hvad har ændret sig på de to år?
Noget. Men ikke nok.

For den her viden er stadig ikke en naturlig del af den behandling, de fleste møder.

Vi mangler ikke viden.
Hverken om udtrapning eller psykisk lidelse.

Vi mangler, at den bliver brugt –
og at andre tilgange end den biomedicinske får plads.

Og jeg bliver stadig dagligt kontaktet af mennesker, der står midt i det. Mennesker, som prøver at finde vej, men som ikke kan få deres oplevelser til at passe med det, de har fået at vide.

Til jer har jeg blot at sige:
Hold fast i jeres oplevelse!

Der er ikke noget galt med jer.
Det er et system, der stadig har svært ved at forstå det, det ikke selv har lært at se.

Tak til jer, der har læst med, delt, skrevet, kritiseret, stillet spørgsmål og været med til at holde samtalen i gang.

Den er ikke slt endnu.

03/04/2026

Der er noget paradoksalt i, at Center for Digital Psykiatri kritiserer Google for at "give danskerne tvivlsomme svar om sundhed" -

samtidig med, at psykiatrien selv bruger forældede kilder, upålidelige korttidsstudier - eller slet ingen kilder - når de udtaler sig om mental sundhed, diagnoser og langtidsmedicinering.

Problemet med AI-oversigten, må man forstå, er, at "kildernes troværdighed kan være af varierende karakter" og at "troværdige sundhedskilder skubbes i baggrunden".

Måske burde psykiatrien vende den kritik indad.

For det er præcis problemet med psykiatriens egne kilder til mange af dens dogmer og idéer, som er blevet selvfølgeligheder uden skyggen af pålidelig evidens.

(Og som både WHO og FN har kaldt "outdated and misaligned with evidence-based practices". Så det er ikke kontroversielt.)

Det er selvfølgelig et problem, at AI hellere lyver overbevisende end fortæller, hvad den ikke ved – men det er et langt større problem, når et helt medicinsk speciale gør det – og kalder det evidens.

30/03/2026

Mit råd til din mentale sundhed de næste fire år:

Hold dig rask –
det er for farligt at blive syg.

For Danmark har lige stemt for fire år mere
med en psykiatri, der bevæger sig i den forkerte retning.

Mere medicin – mindre traumefokus.
Mere kassetænkning – mindre menneske.
Mere sygdomstænkning – mindre blik for årsager og kontekst.
Flere skift – mindre sammenhæng.
Større hospitalspsykiatri – mindre hjælp dér, hvor livet foregår.
Flere medarbejdere, der flygter – endnu færre, der orker at blive – mens hjælpen i stigende grad findes i det private.

= mere af det samme.

Det lykkedes os ikke at få psykiatrien på dagsordenen til valget.

For “der kom jo en psykiatriplan sidste år –
så er den vel løst?”

Og det blev kun til ét mandat til Å i Københavns Storkreds,
så jeg kom ikke i Folketinget.

Men mit politiske arbejde stopper ikke.

Så snart ordførerskaberne er på plads i det nye Folketing,
tager jeg fat i dem – og slipper dem ikke, før psykiatrien kommer på dagsordenen.

For når det bliver åbenlyst, at det er kursen, der er gal –
ikke beløbet..... skal vi være klar 🤛

24/03/2026

Sådan blev mistrivsel og psykiatri til symbolpolitik.

For få år siden talte vi om psykiatrien som en krise.
Vi talte om de lange ventelister.
Om mennesker, der fik det værre, mens de ventede på hjælp.
Om mennesker, der ikke fik hjælp selv når de fik en tid –
og om den voksende gruppe, som fik det værre af hjælpen.

Om et samfund indrettet til “normalen”,
hvor neurodivergente først bliver taget alvorligt,
når de er knækket helt sammen i forsøget på at blive presset
ind i rammer, som ikke passer til dem.

Vi talte også om familier, der kæmper med at få hjælp til et barn i mistrivsel. Den hjælp, de har ret til.
Om unge, der dropper ud af uddannelser, fordi støtten kommer for sent.
Og om voksne, der langsomt mister fodfæstet på arbejdsmarkedet, mens de venter på behandling.

Med andre ord, et problem, der ikke kun rammer “psykiatrien”, men helt almindelige familier i hele landet.

SÅ KOM 10-ÅRSPLANEN FOR PSYKIATRIEN.

Sundhedsminister Sophie Løhde kunne kalde det et “historisk løft”, og så gled den politiske debat videre til næste problem.

Men problemerne er ikke forsvundet.
Ikke mindst fordi planen i høj grad lægger op til mere af det samme, frem for at adressere de strukturelle problemer, som nu også WHO påpeger.

Og sådan, mine damer og herrer, blev psykiatrien og danskernes mentale sundhed reduceret til symbolpolitik.

Det er ikke første gang i dansk politik, at et stort samfundsproblem pludselig forsvinder fra debatten.

Mønsteret kan stort set sættes på formel:
Et problem i samfundet vokser.
Det bliver tydeligt.
Pressen skriver om det.
Politikere taler om det.
Der nedsættes udvalg, udarbejdes planer og annonceres initiativer.

Så kommer der en reform.
Og så forsvinder debatten.

Det er præcis det, der er sket med psykiatrien og danskernes mentale sundhed.

Det er i virkeligheden en velkendt politisk mekanisme. Når en reform først er vedtaget, opstår der en form for politisk træthed omkring emnet. Problemet bliver betragtet som “håndteret” så snart milliarderne er sendt af sted, også selv om de mennesker, der lever midt i systemet, oplever noget helt andet.

Det må bare ikke ske med så vigtige emner som mental sundhed, mistrivsel og psykiatri!

Og i dag er der valg.

Det er her, vi afgør, om psykiatrien, mental sundhed og mistrivsel fortsætter som symbolpolitik –
eller om vi tager den alvorligt.

Det var alt for mig i denne valgkamp.
Tak for al støtten

24/03/2026

Allerede i 2009 skrev jeg SSO om psykofarmaka og psykoterapi

I 2013 bachelor om psykofarmaka og psykiatri

I 2016 speciale om udtrapning

I 2022 Ph.d. om udtrapning

I 2024 skrev jeg en bog om udtrapning

I 2025 udkom den på engelsk

I dag, i 2026, stiller jeg op til Folketinget
for at få faglighed ind på Christiansborg.

Samtidig går udviklingen i dansk psykiatri i den modsatte retning.

De sidste år har vi herhjemme kunnet læse seriøse forslag om:
– mere tvang i psykiatrien (screenshot 1)
– mere medicinering af børn (screenshot 2)
– mere sygdomstænkning (screenshot 3)
– øget brug af elektrochok (screenshot 4)
– en stadig tættere sammentænkning af psykisk lidelse og somatik (screenshot 5).

Forbedringer og ”løft” af psykiatrien er derfor ikke nok.
Vi er nødt til at diskutere selve retningen.

Jeg er på stemmesedlen i Københavns Storkreds.

Hvis du vil have en anden retning i psykiatrien –
tidligere hjælp til børn og unge dér, hvor de er,
reelle behandlingsvalg,
en traumebaseret tilgang som fundament,
og en tilgang hvor mennesker i lidelse og mistrivsel bliver lyttet til og forstået – ikke bare behandlet eller kategoriseret –
samt selvfølgelig et totalopgør med systemstress og moralsk stress,
så stem på mig.

Din stemme i dag kan være forskellen.

23/03/2026

Hvad har psykiatrien og vores drikkevand til fælles?

Begge steder behandler vi symptomer –
i stedet for at løse problemet ved kilden.

Drikkevand:
Vores drikkevand er forurenet,
fordi vi som samfund har tilladt det.

Og løsningen?

Ikke at stoppe forureningen.
Men at vi selv køber filtre
til vores vandhaner og brusehoveder,
så vi kan leve med problemet.

Psykiatrien:
Når mennesker får angst, depression, psykoser, koncentrationsbesvær,
eller bryder sammen,
spørger vi alt for sjældent:

Hvad er der sket?
Hvad står de i?
Hvordan giver symptomerne (læs: reaktionerne) faktisk mening i deres liv?

I stedet spørger vi:

Hvilken diagnose passer?
Hvilken medicin dæmper symptomerne?
Er symptomerne gået ned siden sidst?
Hvordan lærer vi dig at ”håndtere” dine symptomer?

Vi forsøger at filtrere det, der kommer ud
– uden at tage fat i det, der skaber det.

Og når behandlingen ikke virker,
placerer vi ansvaret hos patienterne:

“Svingdørspatienter.”
“Behandlingsresistente.”
“Manglende sygdomsindsigt.”

Så ender ansvaret hos den enkelte.

Det er ikke bare forkert; det er et valg.
Og i morgen kan du vælge anderledes.

👉 Hvis du bor i Københavns Storkreds, er jeg på stemmesedlen.

God valgdag!

Anders Sørensen PhD

28/04/2026

26/04/2026

19/04/2026

16/04/2026

13/04/2026

12/04/2026

03/04/2026

30/03/2026

24/03/2026

24/03/2026

23/03/2026

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type