Anders Sørensen PhD

30/01/2026

Efter interviewet i Politiken forleden er min indbakke eksploderet med henvendelser om hjælp til udtrapning af pregabalin og gabapentin. Måske fordi min praksis blev beskrevet som et ”behandlingstilbud”.

Det er det ikke. Det er bare mig. Jeg kan desværre ikke tage alle ind – og jeg vil heller ikke.

Man skal ikke være nødt til at gå til privatpraktiserende psykolog for at komme sikkert ud af en medicin, man har fået ordineret af lægen. Det gælder gabapentinoider såvel som psykofarmaka generelt. Det ansvar ligger hos sundhedssystemet. Og det burde ikke koste noget. Man har jo hverken bedt om problemet eller været ordentligt advaret om det, da man sagde ja til medicinen.

Det piner mig at måtte afvise mennesker. Både fordi der er så få steder at henvise til i Danmark – men især fordi jeg ved, at vi faktisk >har< den nødvendige viden om udtrapning og lægemiddelafhængighed til at hjælpe.

Denne viden er bare ikke det, man typisk møder hos lægen eller i systemet. Den findes, den har bare svært ved at nå derud og blive taget alvorligt i praksis. Af og til bliver den direkte modarbejdet - måske fordi den er ubelejlig og ligger for langt fra den fortælling, man har bygget op omkring moderne lægemidler.

Derfor vil mit fokus i endnu højere grad være at få det, vi faktisk ved, ind i systemet og ud til vores alles læger, psykiatere, sygeplejersker og andre relevante faggrupper, så problemet kan løses dér – eller endnu bedre: slet ikke opstå.

Derfor har jeg den kommende tid intensiveret mit arbejde med både politikere på Christiansborg og journalister for at skabe opmærksomhed om sagen.

Hvis du selv – eller nogen tæt på dig – har stået alene med det her, så ved du hvorfor det ikke er i orden.

Del gerne, hvis du mener, at sundhedssystemet skal tage ansvar for den skade, det selv har været med til at skabe.

Og til jer, der har skrevet: Jeg hører jer. Og det her arbejde er for jer. Også selvom jeg ikke kan tage jer ind som klienter.

Foto: Katrine Borre

29/01/2026

So many people are told they’re “relapsing” when what they’re actually experiencing is withdrawal.

Same symptoms.
Very different meaning.

When a drug has been in the body for years, you don’t get a clean window into how you’re feeling underneath by removing it overnight.
You get a nervous system asking for time.

28/01/2026

What if the problem was never your inner world, but the way you were taught to relate to it?

Most people I work with fear their thoughts, emotions, and bodies.
Not because they are dangerous, but because they’ve been framed that way.

What I help them discover is how to feel without drowning.
To think without obeying every thought.
To respond instead of suppress.
To discover that their reactions make sense. And always did.

If that were true…
What would you no longer need to fight?
And what kind of support would actually help?

Take your time with these questions. They’re not meant to be answered quickly.

28/01/2026

Vrede er en af de mest almindelige – og mindst omtalte – dele af at trappe ud af psykofarmaka.

For nogle kommer den som en bølge; overvældende og som et slag i brystet. For andre ligger den mere i baggrunden som en konstant spænding, der venter på at få lov til at blive anerkendt – eller også bliver den aktivt undertrykt, fordi man aldrig lærte, at vrede var en følelse, man havde ret til.

Men den dukker op alligevel. Og den gør det af en grund.

Alt ofte bliver vrede under udtrapning misforstået som “tilbagefald,” at være ”ustabil” eller “at miste kontrollen.” I virkeligheden er den en af de mest forståelige reaktioner, man kan have i den situation.

For lad os sætte ord på, hvad mange af jer har været igennem:

I fik fortalt en historie om en kemisk ubalance, sygdom eller hjernedefekt, som ingen forskning nogensinde har kunnet påvise.

I fik at vide, at medicinen ikke var afhængighedsskabende.
At abstinenserne – hvis de overhovedet fandtes – ville være milde og kortvarige.
At udtrapningen ikke ville blive et problem, den dag I ønsker at stoppe igen.

I stolede på den information. Hvorfor skulle I ikke? Den kom jo fra autoriteter.

Og mange år senere, da I forsøgte at stoppe, opdagede I – for sent – at intet af dette passede.
At ingen havde forberedt jer.
At I trådte ind i et forløb langt sværere og længere, end nogen havde nævnt: fanget i abstinenssymptomer, I ikke selv havde skabt – og bestemt ikke havde samtykket til.

Så kommer det næste chok.

I går online. I finder tusindvis af historier, der ligner jeres egen. I opdager, at det her er systemisk. At der findes et helt forskningsfelt, som bekræfter præcis det, I oplever – og en årelang akademisk kamp for at få den viden taget alvorligt.

Pludselig står I alene med udtrapningen. I skærer piller i krummer eller opløser dem i vand for at kunne lave små nok doser til den hyperbolske udtrapning – som I også selv måtte finde ud af, fordi jeres læge ikke var uddannet i udtrapning.

Hvis dette var sket i et hvilket som helst andet medicinsk speciale, ville vi kalde det behandlingssvigt. I psykiatrien accepterer vi det.

Selvfølgelig bliver folk vrede.

Vrede er en grundfølelse. Den findes i os for at registrere uretfærdighed, signalere når en grænse er blevet overskredet, mobilisere energi, genoprette integritet og ultimativt stå op for os selv.

Fordi vrede føles ubehagelig – og fordi mange kulturer lærer os, at vreden er grim og forkert og upassende – forsøger de fleste at undertrykke den. Held og lykke med det. Det virker næsten aldrig. Forsøg i stedet at forstå den, og del den med andre, der forstår. Ofte er der en tristhed nedenunder.

Ét er at blive vildledt om årsagen til sin psykiske lidelse, hvad end det er en depression, psykose, angst, ”skizotypi”, ”skizofreni” mani, ”personlighedsforstyrrelse” – at få at vide, at den skyldes en defekt hjerne snarere end ens liv, ens vilkår, ens traumer, ens kost eller ens stressniveau. Alene dét kan bringe et menneskeliv på afveje i årevis.

Men derefter også at blive vildledt om udtrapningen – at få at vide, at det ikke ville være noget særligt – for så at opleve det stik modsatte?

Det forstærker det faglige svigt. Og i den situation er en vis grad af vrede ikke bare forståelig, men den eneste følelsesmæssigt sunde reaktion.
.. Du kan læse hele artiklen på linket herunder.

26/01/2026

Stop chasing happiness.
It turns discomfort into a problem to eliminate.

Meaning, connection, and direction —
that’s where happiness shows up — as a side effect, not a goal.

23/01/2026

It can feel attractive to not feel.
That’s the drug working.

Emotional numbing is a common effect of antidepressants.

For many, it brings relief during crisis, and a quiet distance from inner life.

Over time, though, those muted signals matter.

They shape how people experience themselves and their direction (or lack thereof).

During tapering and withdrawal, this often becomes visible in a new way.

Feeling again can arrive suddenly, with intensity.

22/01/2026

21/01/2026

Politiken har ringet. Det kom der denne vigtige artikel ud af. Og når toppsykiaterne ikke vil tale om den lægemiddelafhængighed, de selv har været med til at skabe i befolkningen, er det godt, journalisterne vil.

Denne gang om præparaterne pregabalin (Lyrica) og gabapentin (Neurontin), som bliver anvendt til alt fra kroniske smerter og angst til epilepsi, søvnproblemer og bipolar.

Jeg blev interviewet og udtalte følgende:

»Det kan være et rent helvede. Ikke sjældent beskriver folk udtrapningen og abstinenserne som det sværeste, de nogensinde har oplevet«,

»Abstinenser som smerter, svimmelhed, ængstelighed og en indre uro, der er så slem, at rastløshed ikke dækker [...] og den måde, al humør, lyst og drive kan lukke ned på, minder om depressioner«

»Jeg har siddet med mennesker gennem abstinenser så voldsomme, at man ikke fatter, de kommer fra et lægemiddel på recept, taget præcis som anført«.

»Engang var det benzodiazepinerne, som vi nu ved er afhængighedsskabende og meget svære at trappe ud af. Nogle år senere gentog det sig med opioiderne. Derefter kom SSRI’erne, som også blev markedsført som uproblematiske at komme ud af, men hvor det så viste sig, at mange får betydelige abstinenssymptomer og har brug for langsom udtrapning, nogle gange over år. Og nu står vi altså i samme situation med gabapentin.«

Tak til journalist Villads Znaty for at skrive artiklen.

20/01/2026

I et opslag opfordrede Dr. Jessica Taylor til, at vi “øjeblikkeligt, fuldstændigt og uden undskyldning” holder op med at bruge begrebet maladaptiv eller uhensigtsmæssig coping strategi i forbindelse med psykisk lidelse. Hendes pointe er, at udtrykket fordrejer overlevelse af svære tider og traumer til en defekt, og fremstiller strategier som fejl.

Lad mig starte med at sige: Jeg er 100 % enig med Dr. Jessica Taylor.

Der findes ikke nogen ”uhensigtsmæssig copingstrategi” på det tidspunkt, hvor den opstår.

Ikke en eneste. Ikke i den levede erfaring af traume – og slet ikke i nervesystemet hos et barn, der forsøger at overleve det umulige.

At kalde en overlevelsesstrategi for “uhensigtsmæssig” indebærer, at “at de måder, du overlevede på, var forkerte … at det, der holdt dig i live, i sig selv var en slags fejl.”

Præcis. Og det er dybt uretfærdigt – og netop det, vi i traumefeltet aktivt forsøger at bevæge os væk fra, fordi den tilgang til psykisk lidelse har afsporet så ufattelig mange menneskeliv, unødvendigt, ved at sygeliggøre frem for at forstå menneskers lidelse og deres måder at komme igennem den på.

For intet opstår i et tomrum. Mennesker dissocierer ikke, drikker ikke, trækker sig ikke, bekymrer sig ikke, grubler ikke, tilpasser sig ikke, undertrykker ikke, trusselsmonitorerer ikke, hører ikke stemmer, overpræsterer ikke, bedøver sig ikke, skader ikke sig selv – eller noget andet, som psykiatrien kalder et “symptom” – i et tomrum.

De gør det, fordi det på et tidspunkt i deres liv var den eneste måde at overleve på. Nervesystemet gjorde det, nervesystemer gør: tilpasser sig intelligent og kreativt, styret af en dybt kropslig fornemmelse for selvbeskyttelse.

Der er intet hverken maladaptivt eller uhensigtsmæssigt ved det. Tværtimod er det per definition adaptivt.

Hver dag – og det var hvér dag – sidder jeg her og bliver ydmyg over den visdom og den enorme intelligens, der ligger bag de overlevelsesstrategier, som de mennesker, der kommer til mig, har udviklet for at holde sig oprejst i modgang. Det er bl.a. derfor, jeg kategorisk nægter at kalde dem psykiske sygdomme. For de giver mening i kontekst.

Jeg har aldrig set en psykisk sygdom; aldrig set adfærdsmønstrene og følelserne og tankerne ikke give mening i lyset af det, der var sket. Og derfor giver ord som “sygdom” og ”forstyrrelse” ikke mening at bruge.

Jeg er fuldstændig enig med Dr. Taylor i, at vi må stoppe med at straffe mennesker for netop de strategier, der bar dem gennem helvede. Og jeg er helt med på at lægge ordet maladaptiv – som let kommer til at gøre noget af det samme – bag os.

Og alligevel rejser det spørgsmålet: Hvad kalder vi så de coping- og overlevelsesstrategier, som senere i livet giver bagslag og begynder at skabe problemer – hvis ikke maladaptive?

>Læs hele artiklen i linket nedenfor (dog på engelsk)

19/01/2026

“I kept relapsing… so we kept increasing the dose.”

That sentence alone explains so much of what’s broken.

Ten years of depressive episodes. Multiple antidepressants. Maximum dose of Lexapro.

And still no one asked the most important question:

👉 What was actually happening in this person’s life?

Instead of helping her see the patterns and triggers, doctors kept chasing the illusion of relapse prevention through medication.

“Stay medicated forever — it’ll protect you.”

Except it often doesn’t.

What gets labeled “relapse” is frequently un-understood human suffering repeating itself.

I don’t think we need stronger drugs. I think we need better questions.

If this resonates, you’re not alone.

15/01/2026

Dose is just weight.

Occupancy is what the drug actually does in your brain.

And the relationship between the two is NOT linear.

The final few milligrams hit hardest, which is why tapering often needs to slow down dramatically at the end.

14/01/2026

A month ago, I announced a three-day professional training – The Medicated Client – on psychiatric medication and tapering for therapists in Denmark.

It sold out quickly, and many of you asked if I’d do an English version online.

I am. And here it is:

Many mental health professionals today work with medicated clients.
And yet, knowledge about psychotropic medication remains largely confined to physicians and psychiatrists – even though these drugs directly affect the very emotions, cognitions, relationships, and bodily signals we work with in psychotherapy and body-based therapies.

The result is a professional paradox: We are asked to help people while they are under the influence of medications we were never trained to understand or navigate – often mistaking drug effects, side effects, or withdrawal for psychological problems.

This course was developed to change that.

We’ll cover:
- Antidepressants (SSRIs, SNRIs, TCAs, atypicals)
- Antipsychotics (all generations)
- Benzodiazepines
- Mood stabilizers
- ADHD medications (stimulants)

All of these drug classes can also be difficult to come off. When tapered too quickly – including when following standard clinical guidelines – withdrawal reactions can easily be mistaken for relapse, leading to premature reinstatement and unnecessary long-term medication. Safe tapering principles and clinical guidance will be a key part of the course.

No pre-recorded modules. All live. Together. On Zoom. With plenty of time for your questions and case discussions.

Details + registration in the link below.