06/01/2026
“Selv en ambulance kan gå i stykker.”
Sådan sagde den ene del af parret i en parterapi i dag, da vi talte om, hvor jeg står i mit liv. De havde læst om min forestående skilsmisse i pressen og spurgte forsigtigt til, hvordan jeg har det. Det var ikke snagende, men føltes som en oprigtig opmærksomhed på mig som menneske, og det satte gang i nogle tanker, om det her med at dele noget om mig til mine klienter.
For det gør jeg somme tider, hvor jeg føler det giver mening. Og det gjorde jeg i denne session med parret.
Og ja, selv en ambulance kan gå i stykker. Og er jeg i stykker? Ikke helt. Jeg og vi er i gang med den hårde proces, der handler om at omlægge vores relation fra par til forældre. “Farvel og goddag”-processen, hedder det på fagsprog. Farvel til dig som partner. Goddag til dig som forælder.
Det er et svært sted at stå. Et ben i hver lejr, og gamle vaner og dynamikker, som efter 19 år ikke bare slipper, fordi ordene: “Vi skal skilles”, er sagt højt.
Vi gør os umage. Vi forsøger at hjælpe hinanden. Vi bliver irriteret på hinanden. Vi taler dybt, langt, kort og meget praktisk. Og midt i det gør vi, hvad vi kan for at passe på vores børn.
Jeg mærker det hele, reagerer, tager den nye virkelighed ind i bidder, er med mine følelser og siger til mig selv, at sådan en proces tager tid. Og alt imens minder jeg mig selv om, at jeg bare er et menneske. Eller netop et menneske. Og jeg - og vi - gør det så godt, vi kan.
Godt nytår til dig fra det her menneske 🫶🏻❤️
