15/07/2025
Kendskab redder liv
Forestil dig, at du afleverer dit barn i vuggestue, og hver dag står en ny voksen klar, som ikke kender dit barns behov eller frygt. Ville du føle dig tryg?
Sådan kan det blive med din læge, hvis regeringens nye lovforslag bliver til virkelighed. Forslaget giver regionerne mulighed for at overtage styringen af klinikker, ansætte læger på skift og detaljestyre hverdagen. Din faste læge kan blive erstattet af skiftende ansigter – en model uden kendskab og nærhed.
I dag koster det kun cirka 1.500–2.000 kroner pr. borger om året at have en fast praktiserende læge – betalt via skatten. For de penge får du tryghed, kendskab og en læge, der kan tage sig af alt fra sårpleje og børneundersøgelser til kræftopfølgning og kroniske sygdomme.
Vi praktiserende læger tager os af over 85 procent af alle patientkontakter, men udgør kun cirka ti procent af sundhedsudgifterne. Det er et af de mest effektive og billige systemer, vi har.
Med det nye forslag risikerer vi flere offentligt ejede klinikker, dyrere drift og mere bureaukrati – alt betalt af skatteborgerne. Samtidig svækkes lægens rolle som gatekeeper, hvilket kan føre til flere og dyrere hospitalsbesøg. Vi risikerer altså både at miste kendskabet til patienterne og betale mere for et ringere system.
Jeg har valgt at være praktiserende læge, fordi jeg synes, det er vigtigt at kende mine patienter, deres familier og livshistorier. Jeg er med, når der sker store ting i deres liv, og jeg kan støtte dem, når de har brug for det.
Jeg har investeret tid, penge og hjerteblod i min klinik og skabt en hverdag, der giver mening for både patienter og ansatte. Det engagement findes kun, fordi vi har ejerskab og frihed. Med det nye forslag risikerer vi at miste alt det.
Vil du bytte tryghed og kendskab, billigt for samfundet, for et anonymt system, der er dyrere – og hvor du aldrig ved, hvem du møder?
Hvis du også ønsker at bevare din faste læge, så tal om det, skriv om det og støt os. Det handler om dine skattekroner – men først og fremmest om din sundhed.
Lone Arentoft Bondo er praktiserende læge