29/01/2024
Må psykologen dele ud af sig selv? Måske. Jeg bærer sjældent mine egne fortællinger ind i terapien eller i mine andre opgaver, men jeg bærer mig selv med ind med de følelser og erfaringer, der har formet min vej. Foruden min faglighed, så tror jeg, at de mange møder jeg har haft med sorg, krise og smerte i mit eget liv, giver mig en forbundethed med de mennesker, jeg møder i deres livs sværeste stunder. Så en hyldest til en sorg i mit liv:
I dag er det 4 år siden at min far gik bort. Altså døde. Forsvandt fra hverdagen med mig og mine unger. På fire uger var han væk. Den mand, som jeg havde haft som anker. Et evigt heppekor. Sparringspartner. Mester i at gøre det sårbare til noget håndgribeligt løsbart. Ubetinget familiebånd.
Lige inden han døde, gik jeg ud af rummet, og inden jeg forlod ham for en stund, sagde jeg, at han godt måtte give slip. Sygeplejersken på hospicet havde delt, at mennesker ofte går bort, når deres pårørende slipper dem. Så det gjorde jeg. Og så tog han afsked. De hentede os ind og så trak han det sidste åndedrag. 58 år gammel. Dér stoppede livet for ham.
Han var indlagt noget tid på Herlev i den første tid af sygdomsforløbet. Her mødte vi en rigtig dygtig læge, som jeg følte så ham som det menneske han var. Min far kunne ikke erkende, at han skulle dø. Så lægen bad mig om at forsøge. Jeg havde set scanningsbillederne, som viste, at kræften var spredt overalt i kroppen. Ingen tvivl, han var virkelig syg. Så selvom min far 14 dage forinden havde stået i mit køkken og insisteret på, at jeg skulle lave hele julemiddagen med ham, så var han uhelbredelig terminal. Jeg tænker i dag, at han måtte have vidst det uden at have erkendt det. Han formåede at holde døden for døren til lige efter jul.
Nåh, men tilbage til Herlev. Her blev jeg så bedt om at fortælle min far, at han altså skulle dø. Så det gjorde jeg. Jeg tog ham i hånden og sagde det, som det var. Præcis, som jeg har undervist en masse politifolk i at underrette fremmede mennesker om døden for deres pårørende.
Så sad vi der. Han vidste det godt. Men den følelsesmæssige erkendelse var for svær. Så kiggede han på mig og græd. En slags forløsende gråd, som samtidig indeholdt alt den magtesløshed døden også giver os.
Efter noget tid kom han på et frygteligt aflastningshjem med ældre mennesker og total tomhed. Tomt for ting og menneskelig værdi. Her forstod de sig hverken på medicin eller omsorg. Der sov jeg på gulvet hos ham, vågnede om morgenen og tog en taxa på arbejde og gik ind og underviste for så at køre ud til ham igen. Jeg kunne vist heller ikke erkende, at han snart ikke skulle være her mere.
Hans sidste uger i livet repræsenterer hans væren i verden på mange måder. Da han kom på hospice - et omsorgsfuldt og vidunderligt sted - fik han en lillebitte skål is. Han nød det i stilhed indtil han sagde ‘hvor er man dog velsignet’. En livsnyder, som så det simple og værdsatte alt dét andre bragte til ham i det små. Han var en ægte far og bedstefar. Omkring den tid han døde var en kaotisk tid for mig med to små børn og en skilsmisse og mulige fyringer på mit arbejde, så han sagde undskyld, fordi han skulle forlade mig i en svær stund. Tænk sig at undskylde for døden. Den ultimative omsorgsfølelse for ens barn. Sådan var min far: ansvarsfuld helt ind i døden med et kæmpe stort hjerte for hans børnebørn og mig. Den ultimative kærlighedsforståelse bærer jeg videre til min egen flok.
Han var definitivt et smukt menneske. Måske du også har kendt et smukt menneske, der har givet dig noget med på vejen? Sorgen møder vi forskelligt. Døden vækker noget forskelligt i os. Men tilbage står vi og savner nogle livsvidner og må spørge os selv hvad der skal leve videre med og i os?
@
