26/01/2023
Hvad stiller vi op med et barn der afviser, stikker af, laver en nedsmeltning, lukker sig inde eller flejner fuldstændig ud? Skal vi lade barnet være i fred, give det en time out, sætte det ind på værelset?
Eller lader vi i virkeligheden barnet i stikken, hvis vi efterlader det alene i følelsernes vold?
Overtræder vi barnets grænser ved at insistere på kontakt, eller er det i virkeligheden omsorgssvigt at lade det være alene?
Jeg har lige haft en ung pige, der var rasende på sin mor og far over, at de havde ladet hende siddet alene på værelset, når hun var rasende. "Jamen", siger mor, "du løb selv derind og råbte at vi skulle lade dig være i fred." "Ja, men jeg ville jo have at i skulle komme efter mig og hjælpe mig med, hvorfor jeg var så vred. Ikke trøste, men ikke efterlade mig alene. Være sammen med mig, så jeg kunne mærke at du kan tåle min vrede."
Kender du ikke det selv, du har lyst til at skubbe den anden væk, men føler dig dybt forladt hvis den anden går? Børn har dybest set brug for at den voksne kan tåle barnets vrede og hjælpe det ud af følelsernes vold. Fra en kærlig intention om kontakt. Og forældre har brug for hjælp til ikke at tage barnets afvisning personligt, men tage barnet råb om hjælp alvorligt. Se mere på
TILKNYTNINGS-TERAPI I FAVN Familieterapi der styrkertilknytningen og kærlighedenmellem forældre og børn TILKNYTNINGS- TERAPI I FAVN Familieterapi der styrkertilknytningen og kærlighedenmellem forældre og børn EN NY TERAPEUTISK EFTERUDDANNELSE Al viden peger på, at tryg tilknytning er den vigt...