
25/07/2025
Den klassisk psykologi - og her taler vi om den psykologi, der var mellem 1950 og 1970 - har ofte fokuseret mest på indsigt hos klienten og det med god grund.
For når vi forstår, hvorfor vi reagerer, tænker, føler eller handler, som vi gør, skaber det en form for mening og sammenhæng i vores liv.
Det vil fx mindske oplevelsen af skam og selvbebrejdelse, fordi vi begynder at se os selv med mere forståelse og et sundere selvbillede.
Indsigt gør det muligt at genkende negative mønstre og stille spørgsmål ved dem – og netop dér opstår muligheden for forandring.
Uden bevidsthed om, hvad der driver os, er vi ofte fanget i automatreaktioner.
Indsigt åbner døren til mere frie og bevidste valg.
Men forskningen gik jo ikke i stå i 1970.
Faktisk tværtimod!!!
For nu ændrer det sig til, at der med den ”klassiske” (kliniske) psykologi bliver mere og mere fokus på, at psykologien skal blive mere praktisk anvendelig.
Kognitiv adfærdsterapi (CBT) opstår her, og Aaron Beck og Albert Ellis begynder at omsætte kognitive teorier til behandling af depression og angst.
Man forsker i tankemønstre, skemaer, bias, selvopfattelse mm...
1990´erne er der gennembrud i neuropsykologien, og kognitiv psykologi bliver tættere knyttet til denne neurovidenskab.
Herefter går det virkelig stærkt.
ACT, mindfulness-baserede interventioner, Metakognitiv terapi (MCT), Compassion-fokuseret terapi (CFT), Positiv psykologi 2.0 - og dermed også coachingpsykologien, som i den grad har øjnene på praksis!
Det vil sige, at med neurovidenskabens gennembrud i start
1990´erne kom der virkelig fokus på læring og praksis, og dermed også varige livsstilsændringer.
Så det med, at skrive at den klassiske psykologi har fejlet, er langt fra korrekt. Der er næppe mange psykologer, som ikke underviser deres klienter, ligesom dygtige coaches både underviser praksis og i teorierne, og hver eneste samtale bliver tilpasset den enkelte klient.