13/04/2026
KLATREKIRKEN 💪🏾
For 10 år siden sad jeg i samtale med præsten i Frederiksholm Kirke.
Lyset faldt som noget, der næsten havde en mening i sig selv. Ikke dramatisk. Bare levende.
Hun kiggede på mig og spurgte:
“Hvordan kommer vi tættere på Gud?”
Jeg kiggede op.
Og uden at tænke ret meget sagde jeg:
“Vi klatrer derop.”
Der blev stille.
Så kom hendes grin. Det der grin, der ikke lukker idéer ned – men åbner dem.
Hun gentog det langsomt:
“Vi… klatrer derop?”
Jeg nikkede kækt.
“Ja. Hvis vi vil tættere på det guddommelige, så må vi bevæge for at opdage at det er en del af os selv.”
Og sådan begyndte noget, der senere skulle vise sig at være større end os begge.
Et år senere ringede telefonen.
“Er du klar til at bygge den væg?”
I dag står den der.
En 15 meter høj klatrevæg, bygget direkte på kirketårnet. Udendørs. Mod himlen. Næsten en del af himlen.
Ikke som udsmykning.
Men som retning.
En væg, der ikke skjuler kirken – men åbner den.
Og måske er det netop pointen:
Livet er altid i bevægelse.
Og bevægelse er liv.
Og livet sker i nuet, for når du bevæger dig er du bevidst tilstede i livet
Væggen blev verdens første åbne, aktive kirke-klatrevæg – ikke som en idé på papiret, men som en fysisk fortælling, man kan tage fat i med hænderne.
Her klatrer man ikke bare op.
Man klatrer ind i historier.
Ruterne er ikke bare ruter. De er fortællinger som man klatrer.
Påske. Pinse. Tro, håb og kærlighed.
Først hører man dem.
Så mærker man dem.
Så klatrer man dem.
Grebene er symboler.
Korset. Hjertet. Ankeret.
Små steder at holde fast, præcis dér hvor livet nogle gange slipper.
Og indimellem er der et spring.
Et øjeblik hvor kroppen ved noget, hovedet ikke har nået at forstå endnu.
Et lille skridt ud i det ukendte.
Et “leap of faith” – ikke som idé, men som bevægelse.
Her lærer vi noget enkelt:
Leg livet.
Disciplin for at holde fast og gøre det dagligt.
Og tro for at støtte.
Men troen behøver ikke kun være rettet mod én form.
Den kan være på noget større.
På kærligheden.
På samhørigheden.
På det, der binder os sammen.
Ikke nødvendigvis Gud som begreb.
Men det guddommelige.
Og måske… er det netop det, der er pointen:
At det guddommelige ikke kun er noget over os – men noget i os alle. Rundt om os.
At vi er en del af noget større og det større er en del af os.
Her kommer børn. Unge. Mennesker med alt det liv, de nu har med sig.
Nogle har et godt greb på livet.
Andre, lærer det undervejs.
Andre er bange og bekymrede.
Nogle er store og nogle er små.
Og der er altid nogen, der står klar og siger:
“Jeg har dig.”
Frivillige bliver uddannet. Fællesskab vokser. Tid gives videre.
Og nogle dage er kirken ikke bare et sted for stilhed.
Men for latter. Sved. Bevægelse.
For søndage, hvor tro ikke kun bliver talt om – men gjort.
For måske kommer vi ikke tættere på det guddommelige ved at gå op i stilhed alene.
Men ved at række ud.
Sætte foden.
Miste balancen lidt.
Og opdage, at noget – eller nogen – bærer os alligevel.
Og måske er det i virkeligheden sådan her:
Vi klatrer ikke op for at nå Gud.
Vi klatrer op for at huske, at vi aldrig var adskilt fra det, vi søger.
Træk vejret.
Lige nu.
Tro på det du er – og det du gør.�Ikke som noget, du skal opfinde.�Men som noget, der allerede er der.
Vær venlig. Smil.
Det koster ingenting, men ændrer alt.
Leg livet.
Og pas på med at tage det for seriøst.
Husk, at livet en dag slutter.
Og netop derfor er gaven ikke at forstå det hele på forhånd…
Men at leve det nu.
Jeg er Taknemmelig for at være en del af dette smukke projekt.
