OK-Fonden er en non-profit omsorgsorganisation, som arbejder for, at mennesker kan forfølge deres drømme og leve livet – hele livet.
Ønsket om den enkeltes selvbestemmelse og tryghed er omdrejningspunktet, uanset livssituation, alder og helbred.
Vi møder mennesker med tillid. Vi ønsker at være velkomne – og at man føler sig velkommen hos os.
Høj faglighed
Vores indsats og resultater afspejler, at kvalitet er målet. Vi modtager kritik konstruktivt, fordi vi ønsker at udvikle og lære.
Plads til forskellighed
Vi kan lide, at der er højt til loftet. Vi tror på, at viljen til at lytte til hinanden og friheden til at se tingene fra forskellige vinkler giver de bedste resultater. Vi går sammen, men ikke i takt.
Familien er værdifuld
Vi værdsætter samarbejdet med familie og pårørende. Sammen gør vi, hvad der er muligt for, at det enkelte menneske kan fortsætte sine vaner og traditioner.
Æstetiske omgivelser
Vi gør os umage for at skabe omgivelser, som hver dag glæder både sanserne og sindet.
OK-FONDENs værdighedspolitik
OK-Fonden driver et hospice, fire psykiatriske bo- og behandlingssteder og 15 plejecentre landet over – med flere på vej. Derudover administrerer OK-Fonden 1.300 boliger, som vi selv har opført, blandt andet 480 boliger fordelt på 30 seniorbofællesskaber. OK-Fonden beskæftiger 2000 medarbejdere.
OK-Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond, som arbejder på almindelige markedsvilkår. Vores overskud investeres direkte i udvikling af velfærdsløsninger. På den måde skaber vi værdi for de mennesker, vi har omsorg for i det daglige, og for samfundet som helhed.
OK-Fonden blev oprindelig stiftet af Arne Ginge med det formål at støtte oprettelsen og videreførelsen af OK-Klubber i Danmark. Skønt OK-Klubberne i dag drives uafhængigt af OK-Fonden, er der dog stadigvæk et nært bånd og samarbejde via Landsorganisationen af OK-Klubber i Danmark.
Gennem de år OK-Fonden har eksisteret, er Fondens aktiviteter blevet betydeligt udvidet inden for områderne: omsorg og pleje af ældre og handicappede; nybygning, ombygning og administration af almene plejeboliger, almene ældreboliger, almene ældrevenlige andelsboliger, ustøttede ældrevenlige boliger og almene seniorbofællesskaber.
Senest er OK-Fonden begyndt at drive et hospice og yde hjemmeservice.
Ledetråden i OK-Fondens virke er kvalitet og ikke profit. Vi lægger vægt på, at vores arbejde sker i gensidig respekt og tillid, og vi ønsker at fremstå som en seriøs og ordholden samarbejdspartner. I OK-Fonden arbejder vi hele tiden på at forny og tilpasse vore aktiviteter, så de følger behovene inden for vore virkefelter.
Fondens daglige ledelse varetages af Paul Erik Weidemann, som er direktør for både OK-Fonden og OK-Fondens datterselskaber.
Vi er ikke bundet af politiske eller religiøse særinteresser, og har ikke til formål at skabe formue.
Protektor for OK-Fonden og dennes selskaber er Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte.
Læs mere om OK-Fonden på www.ok-fonden.dk