22/04/2021
Kære Facebook medlemmer.
Vi har ikke været så aktive i et stykke tid. Men nu kommer vi tilbage med en stærk kronik som to af vores bestyrelsemedlemmer har skrevet: Mette Edith og Sune Haugbolle. Læs gerne Sunes opdatering om kronikken:
''Jeg har skrevet et indlæg sammen med Mette Edith Lundsfryd, der sætter regeringens politik om 'sikre' zoner i Syrien ind i en større sammenhæng. Det var i den trykte udgave af Politiken i går og kan læses her. https://politiken.dk/.../Den-eneste-fred-der-hersker-i...
---
Syrien var længe kendt som mamlakat as-samt, Stilhedens Rige. Truslen om vold fik befolkningen til at tie om uretfærdighed og undertrykkelse, indtil det syriske oprør begyndte for 10 år siden. Alle bosat i landet blev nu potentielt anset for at være regimets fjender. Alle risikerede tilfældige anholdelser, tortur, og henrettelse. Sådan er det stadig i Syrien i dag i de regimekontrollerede områder, hvor stilheden er vendt tilbage.
Det er den 'fred', som regeringen, som det første land i Europa, er klar til at sende syrere i Danmark tilbage til. Mens en protestbevægelse nu rejser sig mod den politik, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye eksekverer, er det vigtigt også at forstå, hvordan ti års dansk udenrigs- og integrationspolitik i forhold til Syrien har ført os til dette punkt, hvor Danmark trodsigt går enegang.
Ideen om en 'sikker' zone omkring Damaskus er problematisk, fordi den definerer sikkerhed udelukkende som fravær af krig og ikke tager hensyn til fraværet af retssikkerhed. Herved adskiller Danmark sig fra en række internationale organisationer som FNs Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der vurderer hele Syrien som usikkert.
Den danske vurdering baserer sig især på en landerapport om forholdene i Syrien, som Udlændingestyrelsen offentliggjorde den 21. Februar 2019. På baggrund af tvivlsomme kilder udpeger rapporten Damaskus og omegn som sikker.
Gradbøjningen mellem sikre og usikre områder er dog ikke opfundet til lejligheden. Den bygger på SRSF-regeringens beslutning fra 2013 om at opdele Syrien i zoner, dels som led i planer om at angribe Syrien via internationale styrker, dels for at begrænse antallet af personer, som fik anerkendt deres asylansøgning i Danmark.
De 'sikre' zoner skulle skabes som del af Responsibility to Protect-doktrinen, der giver det internationale samfund pligt til at handle, hvis en stat ikke lever op til forpligtelsen om at beskytte sine borgere. Tanken var, at de 'sikre' zoner skulle forsvares ved hjælp af en flyveforbudszone. Flygtninge fra de områder skulle derved kunne blive i Syrien og modtage international hjælp som interne flygtninge.
Obama lagde op til ideen, men gennemførte den aldrig, end ikke da hans famøse røde linje blev overtrådt ved Assad-regimets kemiske angreb på civilbefolkningen i august 2013.
Imidlertid gav ideen de omkringliggende lande et påskud for at lukke deres grænser for bestemte befolkningsgrupper fra Syrien. Særligt mange palæstinensere fra Syrien blev presset ulovligt tilbage i den krigszone, som de flygtede fra, både af myndigheder i Jordan, Libanon og Tyrkiet. Det var i klar strid med det såkaldte non-refoulement-princip i international flygtningeret, der forbyder et land, der modtager asylansøgere, at returnere dem til områder, hvor deres liv er i fare. Det princip er Danmark nu også på kant med.
Forestillingen om sikre og usikre områder er blevet det arbitrære omdrejningspunkt i den bureaukratiske karrusel, som syriske flygtninge svinges rundt i af Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen. Mange af de familier, der kom til Danmark fra 2013 og frem, havde oplevet at blive skilt fra hinanden internt i Syrien ved militære checkpoints på vej fra 'usikre' til 'sikre' områder, og da de ankom til Danmark, skulle de dokumentere, om de kom fra sikre eller ikke-sikre zoner.
Hvis de fik afslag på asyl efter Flygtningelovens paragraf 7.1, som giver konventionsstatus og er den stærkeste beskyttelsesform (men kan inddrages ved at en varig og stabil forbedring i landet de flygtede fra), eller 7.2 som er individuel midlertidig beskyttelsesstatus, fik de at vide, at de måtte finde nye oplysninger, der kunne dokumentere, at de var individuelt forfulgt.
Men hvordan kan man finde nye oplysninger, når ens hjem er sønderbombet? Og hvordan skal de danske myndigheder i det hele taget verificere oplysninger fra Syrien, når den danske repræsentation er lukket? Hvis man var fra en såkaldt sikker zone, skulle man forvente afslag på sin anmodning.
Mange flygtede midlertidigt fra sønderbombede 'sikre' zoner til regeringskontrollerede områder, inden de blev tvunget til at flygte helt ud af landet. Hvis deres hjem er forsvundet, og de har været internet fordrevne, giver det meget lidt mening at insistere på, hvor de er fra. Alligevel bedømte den danske stat deres sag på den baggrund.
Vilkårligheden i systemet viser det absurde i at definere sikkerhed og hjem så rigidt, som den danske stat gør, i en situation, hvor mange er flygtet, fordi de har mistet alt og er dybt traumatiserede.
Når det skærer i hjertet, at høre historierne om dansktalende, velintegrerede unge, der i stedet for studenterhuer modtager hjemsendelsesordrer, er det fordi, de åbenlyst føler sig hjemme her blandt os. Hvorfor er det ikke en god ting?
Nogle syrere glæder sig til at komme tilbage, og ville rejse i dag, hvis de kunne og turde. Andre ser slet ikke en fremtid for sig i Syrien. I vores samtaler med syrere, hører vi tit den samme frase: rahat suria, hvilket betyder: Syrien er tabt.
Syrien var før 2011 deres hjem, men det er det ikke længere. De fleste har enten mistet deres hus i bombardementerne, eller regimet har frataget dem ejendomsretten. Ikke engang deres familiers grave er intakte. En ung kvinde fortalte, hvordan hendes far måtte sælge deres nybyggede hus for at få råd til at flygte hele vejen til Europa. Danmark er deres hjem nu. Hvis vi, og de, ellers tør tro på det.''
Læs de seneste nyheder online fra Danmark og udlandet.
