23/01/2026
Wow. Nogle historier bliver bare hængende.
Jeg har lige hørt et afsnit af Brinkmanns Briks, der kredser om et spørgsmål, jeg bliver ved med at vende tilbage til - både fagligt og menneskeligt:
Hvordan stopper man med at være den, man har været, og bliver noget andet?
Det, der rammer mig, er ikke det dramatiske i fortællingen, men overgangen. Det sted, hvor et menneske begynder at bevæge sig væk fra en identitet, som engang gav mening - måske endda tryghed - men som ikke længere kan bæres.
Overgange er sjældent tydelige. De er ofte rodede, langsomme og fulde af ambivalens. Man slipper ikke bare noget gammelt; man står længe i et mellemrum, før noget nyt overhovedet føles virkeligt.
Som psykolog er jeg dybt optaget af netop de processer. Ikke fordi forandring er let eller heroisk - men fordi den næsten altid starter i det stille. I en tvivl. I en kropslig uro. I en fornemmelse af, at ‘det her liv passer ikke længere helt’.
Det er her, jeg oplever, at terapi ofte arbejder: i overgangene. Ikke med hurtige svar, men med at kunne holde det åbne rum længe nok til, at noget andet kan tage form.
At kunne være i det uafklarede uden straks at falde tilbage i det velkendte.
Afsnittet mindede mig om, hvor modigt det faktisk er at ændre sig. Ikke kun når man skifter retning drastisk – men hver gang man vælger ikke automatisk at blive ved med at være den, man altid har været.
Og ja… det synes jeg er virkelig spændende. Det var bare det jeg ville sige… hej! ✨
•
•
