14/04/2026
Jeg er gået i gang med at læse Voksne børn af følelsesmæssigt umodne forældre af Lindsay C. Gibson (modtaget fra forlaget ).
Og jeg må bare sige – allerede nu føles det som sådan en bog, både jeg som psykolog, men nok også rigtig mange andre uden samme faglige baggrund, men måske med nogle personlige erfaringer, kan få rigtig meget ud af.
Det jeg især tænker her i starten er, hvor meget den hjælper med at sætte ord på noget ret grundlæggende i relationelle mønstre: hvad der sker, når forældre ikke helt har kapaciteten til følelsesmæssig kontakt – og hvordan det former børn langt ind i voksenlivet.
Som psykolog er det interessant fordi den gør noget af det komplekse meget konkret. Ikke som ‘diagnoser’, men som dynamikker. Det gør det faktisk lettere at forstå de lag af sorg, tilpasning, selvkritik og overansvar, som mange klienter kommer med – uden at det bliver for hurtigt eller for forklarende.
Og samtidig bliver jeg mindet om, hvor vigtigt det er at holde fast i nuancerne: at det ikke handler om skyld, men om mønstre og tilgængelighed i relationer. Og hvad det gør ved ens indre arbejdsmåder senere i livet.
Jeg kan også allerede mærke, at det er sådan en bog, hvor mange vil kunne genkende noget i den – også uden at ‘det behøver at være voldsomt’. Bare den der fornemmelse af ikke helt at være blevet mødt følelsesmæssigt, som kan sætte sig ret dybt.
Jeg vender nok tilbage, når jeg er færdig med den – for jeg kan mærke, at der er meget mere at hente her.
Hvis du har læst den (eller lignende), er jeg nysgerrig: hvad var det, der ramte dig mest?
Og hvis du har egne erfaringer med temaerne i bogen, hører jeg også meget gerne fra dig ❤️
•
•