07/03/2024
Whew, jeg synes vinteren har været lang. November slog mig virkelig denne gang. Kender I det? Jeg havde en flyvende oktober med træning, juicer med selvplukkede havtornbær og projekter i lejligheden. Og lige omkring 1. november blev jeg så taget af en bølge der hev mig helt ned på havets bund. Det kunne sikkert godt være blevet til en grundig vinterdepression, men der var et eller andet jeg skulle mærke dernede. Noget væren og ikke-gøren, noget feminin lækkerhed der hvilede i sig selv, og en absolut modpol til et samfund der bare buldrer derudaf på det tidspunkt af året. Måske i virkeligheden naturens cyklus, der trak mig indad og sagde 'hey, kom lige herind i hulen, kammerat'.
Så jeg har prøvet at gå med den energi her henover vinteren. Og det har faktisk føltes rigtig godt. For en gang skyld synes jeg den der 'burde-stemme' har holdt ret meget kæft. Jeg har kørt et par kurser, holdt nogle foredrag og haft nogle klienter, men ud over det har jeg ikke taget nogle initiativer i min virksomhed. Til gengæld har jeg slappet rigtig meget af, gjort en del ved lejligheden herhjemme, spist lækker mad, sovet længe mange dage, plejet min krop med gode kosttilskud og træning, læst bøger, vinterbadet og gået i sauna. Givet plads til... væren. Eftertænksomhed. Synken indad.
Og jeg kan virkelig mærke at der er et sted derinde i sjælen, som vi er så lidt i kontakt med i det daglige i vores kultur. Et sted af væren. Et sted af fulfilment uden at vi behøver at gøre noget som helst. Et sted der er fuldstændig ligeglad med samfundsøkonomien og russerne og geopolitik og AI og alt det der er ved at gå så frygtelig galt i verden. Et sted hvor jeg har det som blommen i et æg inde i min egen lille skal. Hvor jeg har al den næring og væren jeg nogensinde får brug for, lige dér.
Jeg tænker det er dét sted der er målet for enhver meditations-praksis. Jeg har i hvert fald ikke brug for andet når først jeg når derind. Og vinteren her i det kolde, mørke Nordeuropa er faktisk en gave til os, en måde at komme derind. Hvis vi tillader os at gå med den bølge når den rammer os dér engang i slutningen af efteråret. Du behøver ikke tage på fancy meditations-retreats, selvom det også kan være godt. Du kan faktisk bare slukke telefonen og lade efterårets bølge tage dig ind i dig selv. Det kan være skræmmende først, for du føler sig måske ikke særlig meget 'værd' derinde. De fleste af os er vant til at blive bedømt på alt det vi gør og ikke på vores væren. Men det er en følelse af at komme hjem. Til og i dig selv.
En anden ting jeg finder ud af derinde er, at verden klarer sig fint uden mig. Jeg er ikke så vigtig. Det er både selvudslettende og befriende at finde ud af. Der er masser af gode og fine ting jeg kan gøre for andre og for verden. Men de skal også nok klare sig uden mig. Selv mine nærmeste skal nok klare sig uden mig. Jeg er sikker på de ville savne mig hvis jeg ikke var der, men de skal nok klare sig. Det kan måske virke banalt, men det føles også som en vigtig erkendelse.
Så hvor efterlader det mig? I en tilstand af frihed. Frihed til endnu engang at skabe mit eget liv, som jeg ønsker det. Eller... med lidt mere ydmyghed: Frihed til at mærke ind i, hvad det er der gerne vil skabes igennem mig.... som det næste.
