29/08/2021
KÆRE klienter – nuværende, tidligere og kommende, kære samarbejdspartnere, eksterne konsulenter og øvrige netværk: Pr. 1. september 2021 går jeg på orlov på ubestemt tid. Denne orlov betyder samtidig et farvel og tak til Psykologhuset Ydre Østerbro, som har eksisteret i mere end 11 år.
Det er tid for mig til en længere pause. Jeg har i løbet af de sidste seks år mistet begge mine forældre, senest min far i marts 2021. Og jeg kan godt afsløre, at det ikke er let at være privatpraktiserende psykolog, når man sørger. Eller rettere sagt: Det er ikke let at sørge, når man går op i at være en dygtig fagperson. For i min profession er kvalitet blandt andet defineret ved et intenst nærvær i samtalen. Man bruger med andre ord meget psykisk energi. Det betyder, at det kan blive svært at finde plads, tid og overskud til sig selv og det, man oplever i sit privatliv, særligt når store og skelsættende begivenheder indtræffer. Og det må man sige det er at blive forældreløs. Det er det i hvert fald for mig.
Samtidig krydsede jeg i 2020 et skarpt hjørne, idet jeg fyldte 50 år. Begge dele i kombination har betydet, at min mand og jeg har haft mange samtaler om livet, døden og fremtiden. Hvad vil vi – hver især og sammen? Hvad har vi af ønsker, mål, drømme, etc.? Ud af alle de samtaler opstod en fælles beslutning om at sælge vores hus på Østerbro og bryde op. Hvor vi skal bo fremover, ved vi endnu ikke, men huset er solgt, og om fem måneder skal vi flytte, og så vil der ikke længere være noget, der hedder Psykologhuset Ydre Østerbro.
Så nu skal jeg tage den med ro, finde et nyt sted at bo og finde ud af, hvad jeg vil rent fagligt. Alt er åbent, alt er muligt (på papiret i hvert fald). Vi ved bare, at vi vil ud af byen, og gerne hen et sted, hvor vi kan få jord under neglene. Jeg vender tilbage engang i 2022 med en up-date.
Indtil da vil jeg gerne sige en stor TAK til alle de mennesker, der indtil videre har krydset min vej. Tak til alle mine klienter – børn, unge og voksne – for alt det, I har lært mig om livet. Jeg har virkelig haft nogle fantastiske klienter. Tak også til diverse super dygtige eksterne konsulenter og eksterne samarbejdspartnere. Tak til mit faglige netværk, som altid har noget at bidrage med, når jeg beder om det. Og endelig tak til min mand Gorm, som har været en uvurderlig støtte i alle årene på Valdemar Holmers Gade.
Pas på jer selv alle sammen. Vi ses måske igen…
Kærlig hilsen Lene