Bodyminded v. Rina Hare

02/02/2026

BodyMinded.dk

29/01/2026

bodyminded.dk

23/01/2026

21/01/2026

Mit arbejde er samtalebaseret, relationelt
og med respekt for nervesystemet🌸

19/01/2026

Smukt og præcist formuleret🙏🌸

AT BLIVE FANGET I OVERLEVELSENS FÆNGSEL

Overlevelsesstrategier er ikke noget vi har.
De er noget, der har os.

Før sproget.
Før identitet.
Før valg.

Nervesystemet lærer først.

Det lærer, hvad der gør forbindelse mulig.
Det lærer, hvad der holder fare på afstand.
Det lærer, hvad der må bæres alene, og hvad der aldrig må efterspørges.

Og når disse strategier først er lært, føles de ikke som strategier. De føles som virkelighed.

“Jeg er den, der holder.”
“Jeg er den, der tilpasser mig.”
“Jeg er den, der er opmærksom.”
“Jeg er den, der ikke behøver så meget.”

Ikke som overbevisninger.
Men som kropsholdning. Som åndedræt. Som muskeltonus. Som fordøjelse. Som opmærksomhed.

Derfor er overlevelsesstrategier så svære at se.
Man kan ikke betragte dem udefra, når man lever indefra dem.

NERVESYSTEMET KOMMER FØRST!

Vi taler ofte, som om indsigt burde gå forrest.
Som om forståelse i sig selv burde frisætte os.

Men nervesystemet bevæger sig ikke, fordi det er overbevist.
Det bevæger sig, når det er trygt.

Længe før vi kan reflektere, har kroppen allerede besluttet:

– hvad nærhed koster
– hvad distance beskytter
– hvordan stabilitet føles
– hvad kærlighed kræver

Derfor er “bare gå”, “bare sæt grænser”, “bare vælg anderledes” ikke små råd.
De er enorme krav.

De beder nervesystemet om at opgive netop den strategi, der engang gjorde overlevelse mulig.

Det er ikke et lille skridt.
Det er et eksistentielt.

HVORFOR TRAUMEBÅND ER VANSKELIGE AT “LØSNE”

Et traumebånd handler ikke primært om tilknytning. Det handler om regulering.

Det er en relation, hvor to nervesystemer har lært at stabilisere hinanden gennem velkendt smerte snarere end ukendt tryghed.

Båndet består ikke, fordi det føles godt.
Det består, fordi det føles kendt.

Og her er det, vi sjældent siger højt:

At løsne et traumebånd er ikke kun at sørge over den anden.
Det er at stå på kanten af et liv uden sin primære reguleringsstrategi.

For mange føles den kant afgrundsdyb.

Hvem er jeg, hvis jeg ikke er den, der holder?
Hvem er jeg, hvis jeg stopper med at tilpasse mig?
Hvem er jeg, hvis jeg ikke længere stabiliserer andre for at føle mig virkelig?

Det er den sidste grænse, mange aldrig krydser.

Ikke fordi de er svage.
Men fordi det ukendte kan føles farligere end såret.

RELATIONER ÅBNER DET OPRINDELIGE SÅR IGEN OG IGEN

Heling forestilles ofte som noget ensomt.
Men relationer er dér, hvor overlevelsesstrategier aktiveres mest brutalt og mest klart.

Fordi relationer gør det, intet andet gør:

De placerer et andet nervesystem direkte op ad dit.
De blotlægger afhængighed.
De forstyrrer regulering.
De spejler gamle skader i realtid.

Det oprindelige sår viser sig ikke én gang.
Det viser sig dagligt.

I små øjeblikke:
– når behov udtrykkes
– når opmærksomhed flytter sig
– når stabilitet opstår
– når nærhed uddybes

Og hver gang reagerer kroppen før tanken:
Spænd.
Hold.
Tilpas.
Træk dig.
Overfungér.
Kollaps.

Det er ikke fiasko.
Det er betingning, der møder intimitet.

HVORFOR DET ER SÅ SVÆRT AT “SE SIT EGET”

På et tidspunkt holder smerten op med at handle om den andens adfærd.

Den begynder at handle om noget langt mere skræmmende:

At se, hvor meget af ens liv der har været organiseret omkring overlevelse frem for valg.

Dette øjeblik kommer ofte med sorg, raseri, kvalme, lettelse, klarhed, udmattelse.
Nogle gange på én gang.

For at se sin egen strategi er også at erkende:
– hvor tidligt den opstod
– hvor nødvendig den engang var
– hvor dyr den er blevet

Og det betyder at give slip på fantasien om, at nogen andre en dag vil gøre den overflødig.

Det øjeblik er ikke oplysning.
Det er sorg.

HVAD DET FAKTISK KRÆVER AT VIKLE SIG UD

Ikke heltemod.
Ikke perfekte grænser.
Ikke moralsk klarhed.

Det kræver noget langt mere stille – og langt mere skræmmende:

At blive nærværende, mens nervesystemet ikke længere ved, hvad det skal gøre.
At lade den gamle strategi løsne sig uden straks at erstatte den.
At kunne være i det rum, hvor identitet opløses, før en ny tager form.

Derfor føles “det at vikle sig ud” som død- og genfødselssprog. For på kropsligt niveau er det netop det.

Noget, der engang holdt dig i live, får ikke længere lov at styre.

OG ALLIGEVEL

Når det sker.
Når grebet løsner sig bare en anelse.
Når kroppen ånder ud uden at kollapse.
Når perceptionen klarer.
Når lys vender tilbage uden krav.

Opstår der ofte en stille viden:

Det handlede aldrig om at være i stykker.
Det handlede om at være formet af nødvendighed.

Og nødvendighed har et endepunkt.

Ikke i teorien.
I kroppen.

Det er dér, frihed begynder.
Det er der fred lander - og der sund tilknytning kan genopstå.

09/01/2026

Så vigtige ord!

Vi kommer hurtigt til at sygeliggøre nervesystemets naturlige og sunde reaktion på omstændigheder, som har været alt for belastende alt for længe.

Lad os flytte fokus i behandling fra “hvad er der galt med dig?” til
“hvad er der sket med dig?”🌸

HUN ER IKKE SYG – men hendes liv tælles som var hun det!

Hun vågner, før vækkeuret ringer. Kroppen er allerede i gang. Hjertet lidt for hurtigt. Maven stram. En diffus fornemmelse af, at dagen er farlig, før den overhovedet er i gang.

Hun har været her før. Mange gange.

I journalen står der stress. Angst. Belastningsreaktion.
Ord, der lyder som noget midlertidigt, noget der kan fikses.
I virkeligheden er det hendes liv, der langsomt er skrumpet.

Hun har en uddannelse. Evner. Idéer. Hun vil gerne bidrage. Men hun kan ikke holde til tempoet, kravene, uforudsigeligheden, støjen, møderne, systemerne, forventningen om at være “robust”.

Når hun forsøger, bryder kroppen sammen.
Når hun trækker sig, får hun dårlig samvittighed.

Systemet vil hjælpe
Men det forstår hende ikke

Hun bliver sendt videre. Fra læge til psykolog. Fra psykolog til jobcenter. Fra jobcenter til tilbud. Samtaler, skemaer, vurderinger. Alle vil noget med hende. Ingen ser hende.

Hun bliver spurgt:
Om hun har negative tanker
Om hun har prøvet at strukturere sin dag
Om hun har overvejet, om hun kunne arbejde lidt mere, lidt hurtigere, lidt smartere

Ingen spørger, hvordan hendes krop har haft det i årevis.
Ingen spørger, hvornår hun sidst følte sig tryg.

Systemet leder efter symptomer, der kan måles.
Hun lever med noget, der mærkes.

Et liv i alarm
Hun er ikke i fare.
Men hendes krop tror det.
Den er konstant på vagt. Overfølsom for lyde, stemninger, krav. Hun sover let. Restituerer langsomt. Bliver hurtigt overvældet. Det mindste pres kan vælte det hele.

Hun skammer sig.
For hun ser jo “normal” ud.

Hun er ikke doven. Ikke svag. Ikke uambitiøs.
Hun er udmattet på et dybere plan.
Men i statistikkerne tæller hun som endnu en med “psykisk lidelse”.

Der er dage, hvor hun mærker det tydeligt:

Alt det, hun kunne have været.
Arbejdet, hun kunne have bidraget med.
Relationerne, hun kunne have haft overskud til.
Den kreativitet, den intelligens, den sans for mennesker, der aldrig rigtig får plads.
Ikke fordi hun mangler vilje.
Men fordi hendes system aldrig får lov at falde til ro.

Hun lever i pauser. I ventetilstand. I overlevelse.
Og systemet spørger stadig: “Hvornår er du klar igen?”

Men hvad nu hvis hun ikke er syg?
Hvad nu hvis det, hun lever med, er et nervesystem i kronisk alarm, formet af år med pres, tilpasning, utryghed og manglende reel støtte?

Hvad nu hvis hendes “symptomer” er signaler – ikke tegn på personlige fejl?

Og hvad nu hvis det i virkeligheden er vores systemer, vores tempo, vores paradigme, der ikke kan rumme menneskelig regulering?

Når forståelsen skifter, skifter livet
Forestil dig et system, der spørger først:

Hvad skal der til, for at dit nervesystem kan falde til ro?
Hvilke rammer gør dig funktionsdygtig – ikke bare “klar”?
Hvordan kan dit bidrag se ud, når regulering kommer før krav?

I sådan et menneskesyn er hun ikke et problem, der skal fixes. Hun er et menneske, der skal støttes rigtigt.

Når hendes nervesystem stabiliseres, sker noget andet:

Hun kan arbejde – men anderledes
Hun kan bidrage – på en bæredygtig måde
Hun kan være produktiv uden at blive syg af det
Ikke på trods af sin sensitivitet.
Men på grund af den.

Så hvem er egentlig syg?
Er det hende, der bryder sammen i et system,
hun ikke er bygget til?
Eller er det et paradigme, der bliver ved med at kalde menneskelige nervesystemreaktioner for sygdom – og derefter undrer sig over, at tallene bliver ved med at stige?

Måske er det ikke flere diagnoser, vi mangler.
Måske mangler vi modet til at skifte optik og forstå mennesket først.

!

Photo by VENUS MAJOR on Unsplash

08/01/2026

Jeg er i gang med overbygningen på psykoterapeutuddannelsen og søger i den forbindelse træningsklienter.

Jeg er uddannet i NARM (NeuroAffective Relational Model) og som kropsterapeut, og jeg arbejder relationelt og kropsorienteret med fokus på det, der viser sig i kontakten – her og nu.

✨ Træningsforløb tilbydes til reduceret pris.
📩 Skriv gerne til mig for mere information eller en uforpligtende samtale.
🌸bodymindedrinahare@gmail.com

22/10/2025

Vi kan miste kontakten eller følelsen af forbundethed til os selv og andre af mange forskellige årsager. Vi ryger hele tiden ind og ud af kontakt - det er helt normalt. Men når det bliver for svært at mærke kontakten/forbundetheden eller vende tilbage til den, kan vi have brug for hjælp. Det er der, vi kan føle os ensomme eller deprimerede, mærke lavt selvværd, føle os udenfor og måske forkerte. Nogle har det sådan ind imellem, nogle føler, at det altid har været sådan. Uanset hvordan du har det, er det muligt at finde tilbage i kontakt. Vi har brug for at føle os i kontakt og forbundet med os selv og andre🌸

Skriv til bodymindedrinahare@gmail.com

NARM Danmark
Akademiet Indre By

30/09/2025

Kroppen lagrer alle oplevelser og dens signaler afslører når noget rammer os - på godt og ondt. Selv når vi ikke mentalt er bevidste om det. Derfor er en kropslig opmærksomhed vigtig i terapien såvel som i hverdagen. Når kroppen taler eller tilmed larmer, er der noget vi skal lytte til og være nysgerrige på.

24/09/2025

Smid mig en pb eller en mail på bodymindedrinahare@gmail.com hvis det har interesse🌸
Og del gerne🙏