31/03/2026
Opfølgning – søndag den 29/3 kl. 05.00
Det har været svært at sove i nat.
Oplevelsen fra i går bliver ved med at vende tilbage på min nethinde:
Inge siddende sammenkrøbet i en taxa. Hjælpeløs. Alene. Forladt.
Det står klart for mig, at vagtlægen traf en forkert beslutning.
Som minimum burde der være sendt en sygetransport.
Og i den konkrete situation – med risiko for blodfortyndende behandling eller kortvarig bevidstløshed – burde der være rekvireret en ambulance.
For hvad nu hvis hun var blevet dårlig undervejs i taxaen?
Når det er sagt, så træffer lægen sin beslutning ud fra de oplysninger, der gives fra plejehjemmet.
Og her stopper ansvaret ikke.
For det er stadig tilladt at tænke selv.
Man sætter ikke et menneske som Inge alene i en taxa.
Uanset hvad vagtlægen siger.
Jeg er glad for, at plejehjemmet kontaktede mig, så jeg kunne køre til hospitalet. Men hvad hvis jeg ikke havde været hjemme – og ikke kunne kontaktes? Er det dér, besparelser og effektiviseringer fører os hen – hvor sikkerheden afhænger af tilfældigheder?
Plejehjemmet har ansvaret.
Og hvis hun var blevet dårlig i taxaen, så var det stadig sket på deres vagt.
En taxachauffør er ikke sundhedspersonale.
Der er flere steder i forløbet, hvor det går galt.
Til gengæld vil jeg gerne understrege, at hospitalet efterfølgende har gjort et godt og professionelt arbejde.
Efterfølgende har plejehjemmets ledelse kontaktet mig og undskyldt for hændelsesforløbet.
Jeg har fuld forståelse for de fejl, der er begået, og jeg vil gerne understrege, at jeg generelt er mere end tilfreds med plejehjemmet og dets ledelse.
Men netop derfor er det også vigtigt at sige klart:
En sådan fejl må ikke ske igen.
Hvorfor siger jeg det her højt?
Fordi alt for få har ressourcerne til at stå frem offentligt og sige fra.
De mange tusinde henvendelser, jeg har fået på mit første indlæg, bekræfter én ting:
Der er noget galt.
(Jeg vil opfordre alle, der læser dette, til også at læse kommentarerne til mit tidligere opslag – de giver et stærkt og sørgeligt indblik i, hvor mange der oplever det samme.)
Og der sker ingen forandring, hvis ingen råber op.
Hvor svigter systemet?
Det korte svar er:
Stat og kommune – og manglende ledelse.
På Christiansborg og i kommunerne må jeg gå ud fra, at de ikke ved, hvad der reelt foregår.
For hvis de vidste det, ville de ændre det omgående.
Besparelser og effektiviseringer betyder, at medarbejdere ikke længere har mulighed for at udføre deres arbejde fagligt forsvarligt.
Arbejdsgange og beskrivelser bliver udtænkt af djøf’ere i regneark – langt væk fra virkeligheden.
Ingen SOSU’er, sygeplejersker eller læger bliver reelt hørt.
I hjemmeplejen får medarbejdere stukket et skema i hånden:
18 minutter hos én borger.
40 minutter hos en anden.
1 time og 8 minutter hos en tredje.
Som om mennesker kan sættes på stopur.
Samtidig bruges der mere energi på at kontrollere, om tidsplanen overholdes, end på selve omsorgen.
Det er ikke værdigt.
Det er heller ikke mærkeligt, at medarbejdere siger op.
I min egen kommune er over 40 stoppet – mange med årelang erfaring.
Og det mest utrolige?
De bliver ikke engang spurgt hvorfor.
Politikernes ansvar
I valgkampe taler politikere om, hvor vigtigt et velfungerende sundhedsvæsen er.
Om ældrepleje. Om værdighed.
Der bliver afsat millioner.
Men opfølgningen mangler.
Alt for mange af pengene ender i:
– konsulentrapporter
– redegørelser
– advokatundersøgelser
I stedet for hos dem, der har med mennesker at gøre.
Dem, der står med hænderne i virkeligheden.
Rådgivernes vigtigste opgave synes at være, at budgetterne ikke overskrides – og at effektiviseringer gennemføres.
Og resultatet er, at patienterne kommer i anden række.
Det er en skandale.
Midt i det hele
Der findes heldigvis utrolig mange dygtige og engagerede medarbejdere i sundhedsvæsenet.
Læger. Sygeplejersker. SOSU’er.
Mennesker, der vil gøre det rigtige.
Men systemet spænder ben for dem.
Arbejdsbeskrivelser, effektiviseringer og økonomistyring gør, at de enten siger op –
eller opgiver og tænker: “Sådan er det bare.”
Mine erfaringer fra 5 år med Alzheimer
Hvis systemet var lige så effektivt til at skabe gode arbejdsforhold,
som det er til at kontrollere medarbejdere og spare penge –
så kunne det faktisk fungere.
Selvfølgelig skal der være budgetter.
Men pengene skal bruges rigtigt.
Ikke på papir og systemer – men direkte på mennesker, pleje og nærvær.
Der er udarbejdet flotte brochurer og vejledninger om, hvordan man skal forholde sig, når sygdommen opstår.
Men hvad hjælper det, når de mest basale ting ikke fungerer?
– At mennesker med demens mødes af så få personer som muligt
– At der er tid til omsorg og nærvær
– At aftaler og behandlingstider overholdes
– At udredning ikke tager op til et år
Det er jo netop det, eksperterne anbefaler fra dag ét – tryghed, genkendelighed og nærvær mellem patient og behandler. Alligevel er det præcis det, der tilsidesættes i praksis.
Start dér.
Fremtiden bekymrer mig
Der mangler allerede personale – blandt andet SOSU-assistenter.
Løsningen bliver nu i stigende grad udenlandsk arbejdskraft.
Og lad mig være klar:
Jeg har intet imod udenlandsk arbejdskraft.
Men igen:
Er det patienterne, der skal betale prisen?
Hvilket sprog skal der tales i mødet med et menneske med demens?
Skal den demensramte nu til at tilpasse sig sproget – eller ligefrem på “sprogkursus”?
Igen ser vi, at det mest grundlæggende – relation, forståelse og nærvær – bliver udfordret.
Jeg kunne tie stille
Men det gør jeg ikke.
Jeg har valgt at kæmpe.
For et system, der alt for ofte svigter.
For familier, der står alene.
For en sygdom, der rammer tusindvis – men stadig mangler handling.
Det her handler om værdighed.
Og jeg insisterer på at råbe politikerne op.
