30/04/2024
"DU SKAL HJÆLPE MIG MED AT BLIVE SKILT"
De er elskede, frygtede og beundrede. De har magt, indflydelse og kontrol – og som oftest en kæmpe kapacitet. Men inde bag kulisserne, ser virkeligheden nogle gange meget anderledes ud for topledere, der står i spidsen for landets største virksomheder.
Udadtil kan det se ud til, at topledere i store virksomheder kan håndtere og klare alt. De står i spidsen for multinationale virksomheder. De fungerer som samfundsmæssige spydspidser og har stærke stemmer i både erhvervslivet, politik og i medierne. Men dette er ikke altid hele virkeligheden.
I min praksis møder jeg mange topledere, der diskret henvender sig med ønske om rådgivning og hjælp. Nogle er udfordrede 360 grader rundt; i virksomhedens ledelse, i familielivet, i verserende retssager eller deres helbred.
Andre har brug for hjælp til den psykologiske del af et virksomhedssalg eller et generationsskifte.
Men de fleste topledere, som henvender sig, har en fælles akilleshæl. En akilleshæl, som kan få selv den mest magtfulde topleder til at snuble og bryde sammen. En akilleshæl, hvor det ikke hjælper at være stærk og i kontrol.
Denne akilleshæl er deres ægteskab.
Akilleshælen
Jeg hjælper mange stærke og succesfulde topledere med dybe personlige kriser, som opstår i kølvandet på problemer i ægteskabet. For ingen er stærkere end deres svageste led. Og når ægteskabet bryder sammen, og familielivet falder fra hinanden, skaber det et jordskælv i bevidstheden, hvor forsvarsmekanismerne sprænges, og hvor der skabes adgang til fortrængte erfaringer og emotionelle sår, som stammer tilbage fra tidligere oplevelser i livet – ofte helt tilbage fra den tidlige barndom.
Og i det, der bliver adgang til disse indre sår og gamle fortrængninger, skabes der mulighed for heling og forløsning – i takt med at vi også arbejder på de ydre livsbegivenheder såsom et ægteskab, der skal afvikles eller udvikles.
Du skal hjælpe mig med at blive skilt
”Du skal hjælpe mig med at blive skilt”. Sådan sagde en CEO engang til mig, da han satte sig i stolen hos mig til sin første session. Han havde været gift i 25 år, han havde fire børn og et ægteskab, som fungerede ved, at han altid arbejdede og var meget væk fra hjemmet, og hvor hans hustru, som var hjemmegående, tog sig af hjemmefronten.
Min klient følte sig fremmedgjort fra sit liv derhjemme. Han følte sig som gæst i sit eget hjem, og sat på klingen mærkede han en indre modstand mod overhovedet at opholde sig i sit hjem. Han havde ingen nævneværdig rolle i forholdet til hans børn – og han havde heller ikke speciel lyst hertil. Hans forhold til hans hustru var ligeledes hverken inderligt eller intimt – men snarere praktisk og arrangeret.
Adspurgt til, om de talte om deres forhold og deres ægteskab, var svaret nej. Det gjorde de ikke og havde aldrig gjort det.
I takt med at hans stigende professionelle succes, rejste han oftere til udlandet og var dermed endnu længere væk fra hustruen og børnene. Og en dag sker der det, som ofte sker i den slags situationer; han møder en anden kvinde.
I årene, der kommer, indleder han et forhold til denne kvinde. Han er sammen med hende og hendes børn, når han ikke er hjemme hos sin egen familie, og han deler sit liv op i to dele, hvilket medfører, at han føler sig mere og mere splittet. Skyldfølelsen nager i ham samtidig med frygten for at blive opdaget.
Men så lige til er det ikke. For da vi går i gang med (Executive Coaching-) forløbet, viser det sig, at han føler en meget stor ansvarsfølelse overfor sin hustru. Langt større end overfor sine børn. Han kan ikke få sig selv til at gennemføre det. Han blokerer, når han forsøger at tage hul på snakken og bede sin hustru om skilsmisse. Han anser sin hustru for at være meget sårbar som menneske, og han føler, at det er hans ansvar og livsopgave at støtte hende og være der for hende.
En dag modtager hustruen et brev, som kommer til at ændre alt. Den anden kvinde har skrevet et udførligt brev og sendt det til hende, hvori hun beskriver deres forhold, samt hvor længe og hvordan det har stået på i årevis. Hun har vedlagt billeddokumentation.
Og så bryder verdenen sammen.
Konfronteret med brevet indrømmer han, at det er sandt, at han et andet forhold, og lægger alle kortene på bordet. Dette skaber et jordskælv i familiens psykologiske strukturer, og i den forbindelse starter både han og hustruen i et forløb hos mig, hvorefter jeg arbejder med dem hver især. Aldrig sammen, da jeg ikke er par- eller familieterapeut.
Det er en lang og omstændig proces. Han har voldsom skyldfølelse og afbryder forholdet til den anden kvinde, men holder fast i at han vil skilles. Hustruen vil blive i ægteskabet for børnenes skyld.
Og sådan er det frem og tilbage, mens jeg arbejder med dem begge to – hver for sig – med det formål, at de hver især skal tage ansvar for deres eget – og ikke for modpartens, og at de skal få talt ud om alt det, de aldrig har talt om, samt finde en vej frem som en familie med skilte forældre.
Kairos-momentet
I en session med ham, beder jeg ham med lukkede øjne om at mærke den følelse, som blokerer han, og som binder ham til sin hustru. Det føles som en ansvarsfølelse. Som at han har påtaget sig ansvaret for hende som en livsopgave. Men da jeg beder ham om virkelig at lade følelsen komme frem – den sidder som en smerte i hans hjerte – overvældes han af en voldsom panik… og af bundløs skyldfølelse.
Jeg beder ham gå dybere ind i følelsen, og giver ham så en instruks, hvor jeg beder ham, om at lade være med at tænke, men bare spare spontant på mine spørgsmål:
”Hvornår har du oplevet denne bundløse smerte i dit hjerte – denne følelse af panik og skyld – første gang i dette liv? Hvornår er allerførste gang, du mærker denne følelse? Hvor gammel er du?”
”5 år” svarer han. ”Fortæl mig hvor du befinder dig?” siger jeg til ham. Vi har begge lukkede øjne.
Han fortæller, at han befinder sig på sit værelse, i hans barndomshjem. Det er morgen, og han har pyjamas på. Jeg anvender her forskellige teknikker til at grounde ham i fortidens ’nu’ – som jo er et ’nu’, der har fundet sted for 40 år siden. Det har til formål, at han genkalder sig hele situationen, som om den foregår i ham nu og her. Jeg stiller også spørgsmålene i nutid.
Jeg spørger ham, hvordan han har det? Han er meget ked af det, siger han. Hans stemme og energi ændrer sig – han lyder nu som en lille dreng.
Han siger, at hans hjerte dunker alt for hurtigt, og at han holder vejret, og jeg konstaterer, at han er i en tilstand af chok.
Jeg beder ham mærke, hvad der sker inde i ham? Han er rædselsslagen. Og spørger ham så, hvad det er, som sker – her på børneværelset? Om hvem der er tilstede? Jeg taler blidt til ham – med høj lys stemme – som man ville tale til en femårig dreng.
Hans mor er der, fortæller han. På hans værelse. Hun ligger livløs på gulvet. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Han forsøger at få liv i hende. ”Mor, mor vågn op!” råber han og forsøger at ruske i hende. Men hun ligger fortsat livløs på gulvet.
I det øjeblik hører han for sit indre øre sin fars ord; ”Det er dig, der skal passe på mor”.
Faren er ikke til stede i situationen i børneværelset. Han er forinden flyttet fra deres hjem, og forældrene skal skilles. Men den dag, faren pakkede sine ting og flyttede ud, sagde han til drengen: ”Nu er det dig, der skal passe på mor”. Og så gik han.
Tilbage på børneværelset: Drengen er i panik og kan ikke få liv i sin mor.
Nu ved jeg jo i sessionen, at hans mor lever den dag i dag – og dermed ved jeg også, at hun ikke dør i den pågældende situation.
Jeg spørger drengen, hvad han er så bange for? Han græder og siger, at hans mor er død. Han er så forfærdeligt bange for, at hans mor død! Og her bryder han sammen. ”For det var jo mig, der skulle passe på hende”, siger han.
Det var jo mig, der skulle passe hende
Her vi fremme ved en nøgle-oplevelse; En oplevelse, der ligger dybt indgroet i den voksne mands bevidsthed om, at han jo skulle passe på sin mor, og at han har fejlet. At han ikke er den vigtige opgave værdig, som hans far jo havde pålagt ham, da han gik fra ægteskabet.
Og i det øjeblik – hvor drengen ser sin livløse mor på gulvet og antager, at det er hans ansvar – og hans skyld – sker der en ’slutning’ i hans barnesind; en slags be-slutning – eller kort-slutning i de neurale spor i hans bevidsthed, hvor han påtager sig skylden for hans mors død.
Og det er denne kortslutning – denne kodning i hans sind – som vi nu får mulighed for at forvandle, opløse og hele.
Jeg taler her til den voksne del af ham, som sidder i stolen i min praksis. Siger til ham, at den voksne del af ham jo ved, at moren kommer til at overleve. At hun ikke er død. At hun kommer til at leve et langt liv. Og at de får mange gode stunder sammen igennem livet. For dette ved den voksne 45-årige mand med sikkerhed, da han jo i vores nutid har gennemlevet det hele.
Jeg spørger ham, hvad han ville sige til drengen for at hjælpe ham, hvis han kunne? Han siger, at han ville trøste ham og passe på ham, og forklare ham, at moren slet ikke er død.
Det gør vi så; Fortæller hans 5-årige jeg, at det er ok at være bange, men at det nok skal blive godt igen. At moren kun er besvimet, og at hun kommer til at overleve. Og at de får et langt godt liv sammen.
Her beder jeg den voksne del af ham vise drengen billeder fra deres liv sammen i årene, der kommer. Drengens fremtid – mandens fortid. Og det gør han – viser ham billeder som på en film fra han er 10 år, 14 år, 18 år, 25 år. Alle de mange gode stunder, de kommer til at få sammen.
Og i takt hermed begynder drengen at blive roligere og give slip på panikken. Den voksne del af ham får pludselig øje på, det enorme ansvar, hans far har pålagt ham som lille dreng. Hvilken umulig opgave, han som kun 5 år gammel ubevidst har påtaget sig. Ansvaret for hans mors liv! Og at det jo slet ikke er sådan, det skal være. At det er de voksne, der skal passe på børnene.
Og her fortæller han med min vejledning drengen, at han bare er en lille dreng, og det altså er mor og far, der passer på ham. At det slet ikke er ham, der skal passe på mor – og at mor sagtens kan passe på sig selv.
Roen spreder sig som ringe i vandet omkring os i rummet, der som en sprække i tidens stof står åbent, så vi kan åbne og frigøre denne gamle karmiske knude og lade livsenergien flyde igen i drengens hjerte – lige dér hvor han lige siden ubevidst har holdt vejret.
Et dybt suk går igennem ham – et suk, der vibrerer igennem tid og rum. Der er er noget, der endegyldigt slipper i både hans bevidsthed og i hans fysiske krop.
Vi sidder længe sammen i roen. En ro, der føles som den stilhed, der kan opstå, når en irriterende lyd pludseligt ophører – men som man først bemærker, idet den ophører. Den lyd, der først kan høres, i fraværet af den.
Sådan sidder vi længe i stilheden. Drengen, manden og jeg. Som en hellig tre-enighed, hvor faderen og sønnen frigiver hinanden i helligåndens navn.
Der bliver mere og mere stille. Fredfyldt. Drengen og manden begynder helt lydløst at trække vejret sammen. Deres åndedrag synkroniseres, deres hjerteslag mødes i ét fælles hjertes slag. Til sidst smelter manden og barnet sammen til én, og der bliver fred på alle planer i ham og omkring ham.
Vi har fundet nøglen til hans ubalance og sat ham fri i hans hjerte – dér hvor han før holdt vejret – fastlåst i en bundløs følelse af skyld.
Hvis du vil læse, hvilken enorm betydning dette bevidsthedsskift fik for hans ægteskab og parforhold, kan du læse resten af casen her: https://www.matzau.dk/psykologi/du-skal-hjaelpe-mig-med-at-blive-skilt/
---------------------------------------------------------------
MASTERMODUL1: STRESSTERAPEUT
Bevidstheden er og bliver mageløs, og d. 19. - 20. september underviser jeg igen på vores Mastermodul 1: Stressterapeut i denne forståelse og teknik: At vi kan rejse tilbage i bevidsthedens tidslommer og her forløse kardinale episoder med den indsigt og højere bevidsthed, vi i dag har vi i vores liv - mange år efter de de selvsamme begivenheder har fundet sted.
Hvad: MASTER 1: STRESSTERAPEUT D. 19. - 20. september 2024
Hvor: Vesterbrogade 60A, Købehavn
Hvem: Alle, der har en grundlæggende uddannelse i stress, coaching og / eller terapi.
Hvordan: Tilmeld her:https://www.matzau.dk/mastermodul-1-stressterapeut/
