12/02/2022
Børn der ikke trives, skal have den rigtige hjælp og familier skal have den støtte de har brug for. En diagnose kan ikke stå alene, men den kan blive det fundamentet, der kan skabe forståelse for et barns manglende trivsel. En diagnose skal ses som adgangen til en kærkommen redskabskasse, der kan få barnet og dermed hele familier funktionsdygtige og i trivsel igen.
Det er min egen families historie et levende eksempel på. Jeg ville fra det inderste i mit hjerte have ønsket, at min egen datter havde fået sin diagnose langt tidligere end hun gjorde.
I mit arbejde rådgiver og støtter jeg mange forældre, der er hårdt ramte af at kæmpe for at finde den rette hjælp og støtte til deres barn, ofte har barnet været i mistrivsel igennem flere (læs mange) år.
Både børn og forældre slides op i et meget langsommeligt system, hvor det kan tage år, før nogen peger direkte på udredning i psykiatrien. År, hvor barnet når at udvikle både, angst, depression og skolevægring, og hvor forældrene må sætte eget liv på pause.
Men måske er det ikke kun systemet, der er langsomt, som Nina Tejs Jørring (Næstformand i Børne-Ungdomspsykiatrisk Selskab) nævner i artiklen her:
"Langsommeligheden kan hænge sammen med en forkert fortælling om, at det er synd for børnene at få en diagnose. - Som om det er diagnosen, der får dem til at mistrives. Men de mistrives jo inden. Det er ikke synd, at de kommer hos børnepsykiatrien."
Jeg er enig med Nina Tejs og vil tilføje, at man fjerner umådeligt mange kg fortvivlelse og skyldfølelse hos forældre, når de endelig bliver mødt med den rette forståelse og forklaring på, at deres barns mistrivsel har en medfødt årsag.
Børn udvikler angst, depression og skolevægring, før de bliver undersøgt, viser forskning.
