Daniel Bonde - kropsterapeut

12/12/2022

DERFOR HAR DU IKKE BRUG FOR ENDNU ET VÆRKTØJ.....men brug for at opdage dit mønster...
​
----------------
​
Hvis du er bare lidt ligesom mig, så har du måske nogle gange tænkt…
​
”Hvis bare nogen kunne sige hvad jeg skal gøre…
Hvis bare jeg kunne få et værktøj, så jeg ved præcis hvordan jeg skal håndtere den her situation.”
​
Det er forståeligt. Og naturligt nok.
​
Men jeg må også sige, at jeg sjældent ser det fungere. I hvert fald når ”det nye værktøj” står alene.
​
Hvordan kan det være?
​
​
**Grund nr. 1**
​
Du er ikke en maskine, men et menneske...
…Et menneske, der engang var et lille bitte barn med en udsøgt, sensitiv og sårbar organisme. Du orienterede dig efter den måde at være på, som gav dig mest mulig sikkerhed, kærlighed og behovsopfyldelse.
Det sikrede din overlevelse.
​
Og... det lærte dig, at der er nogle sider af dig, der er mere okay end andre. Du lærte måske, at der var mest sikkerhed, hvis du:
​..trak dig eller forlod din krops sansninger
​..holdt fast i kontakten, føjede dig og sørgede for ikke at blive forladt
​..tog kampen op og satte din frygt i baggrunden
​..holdt ud indtil det ubehagelige holdt op
​..var dygtig og korrekt og gjorde dig fortjent til kærligheden
​
​
Du lærte måske at håndtere utryghed med kontrol, hårdhed eller ved at være den voksne.
Vi taler her om overlevelse fra et lille barns perspektiv.
Vi taler om overlevelsesmekanismer, der ligger så dybt, at de bliver en måde at være i verden på – også som voksen.
Det kræver noget andet end det en ny skruetrækker kan tilføre.
​
​
**Grund nr. 2**
​
Barndommens overlevelsesmekanismer bliver den voksnes ubevidste (forsvars-)mønster. Det, der startede som en måde at overleve på, bliver med årene et fastlåst og fastfrossent mønster.
​
Barnet, der forlod sin krop, vokser op og bruger som voksen samme beskyttelse mod det svære, det ubehagelige, det truende.
​
Så længe der er tale om en ubevidst automatreaktion, ryger du i fælden gang på gang. Også på trods af de bedste intentioner om at gøre det anderledes og bruge det nye værktøj.
​
Det er tit ud af frustrationen over at lande i de samme svære situationer igen og igen at ønsket om "et nyt værktøj kommer".
​
Men årsagen til gentagelsen skal findes i mønstret!
​
​
**Grund nr. 3**
​
Et mønster er en unuanceret tilgang til verden – præcis ligesom et værktøj. Én af de karakteristiske ting ved dit mønster – ved alle mønstre – er, at verden bliver delt op i sort og hvid, rigtigt og forkert, enten/eller.
​
Når du går i dit mønster, dvs når du bliver presset og søger den samme gamle måde at søge sikkerhed på, som du lærte som barn, så søger du en unuanceret løsning. En firkantet måde at håndtere verden på.
​
At få en ny skruetrækker kan muligvis fungere lidt bedre end den gamle rustne, men det er stadig en endimensionel, firkantet og unuanceret løsning i en flerdimensionel og yderst nuanceret verden.
​
På den måde kan endnu et nyt værktøj blot være en slags forlængelse af dit indgroede "mønster-syn".
​
​
**Nu har "værktøjerne" fået en ordentlig røffel... ☺ **
​
Essensen er det her:
​
Hvis du lander i de samme situationer/følelser/relationer igen og igen - og du har prøvet at gøre det anderledes...og lyttet til råd...og læst bøger osv. osv... Så er det måske tid til at flytte dit fokus... fra de ydre værktøjer...
​..til dine egne indre svar... 🌱

08/12/2022

Når du giver slip…
Når du sænker paraderne…
Når du opgiver at styre og manipulere verden omkring dig…
​
Så bevæger du dig ind i det ukendte...
​
Det betyder 2 ting:
​
1) ​ ​ Du mister noget af den ”sikkerhed”, du har holdt fast i for at beskytte dig.
2) ​ ​ Du opdager, at livet er langt mere LIVFULDT på den måde!
​
​
1) AT GÅ IND I DET UKENDTE – MED MINDRE BESKYTTELSE
Det gør dig måske usikker og bange. Benene ryster under dig, og du kommer på glatis.
​
Sådan vil det sikkert være. Men slet ikke så meget som du frygter.
​
Den del af dig, der vil holde fast, har en masse katastrofefantasier. Og dem bliver der delt gavmildt ud af i dine tanker:
"Det her kan gå galt.. Hvis du gør sådan, så sker ramler lortet...! Hold hellere fast. Bliv på sikker grund – også selvom du bliver lidt mindre levende. I det mindste overlever du!"
​
At stå i det ukendte er også at stå i ​ din sårbarhed.
​
Med mindre panser.
​
Med færre forsvar.
​
Med mindre kontrol.
​
​
​
2) AT GÅ IND I DET UKENDTE - MED MERE LIVSKRAFT
​
Lige netop alt det du pludselig står UDEN… panser, forsvar og kontrol…
​
Det er lige netop fraværet af det, der skaber rum for noget helt andet.
​
Nemlig MERE LIV!
​
Der sker nemlig det, som altid sker, når du bevæger dig ind i det ukendte..
Du kommer på eventyr. På rejse i dit eget liv.
​
Du kommer i kontakt med din livslyst, din livsenergi og din nysgerrighed.
​
Efter den første frygt og usikkerhed opdager du, at det faktisk skide er spændende!
​
At DU er mere spændende. At ANDRE er mere spændende.
At LIVET – inklusiv dine relationer til andre – bliver mere fyldigt.
​
Som om der ligesom er mere nærig til stede.
​
Mere mening, mere fylde...
​
Eller som om det der før var i sort/hvid pludselig får farver.
​
​
At mærke din sårbarhed og usikkerhed – og stå ved den! – UDEN at pakke den væk i en fart bag pansringer, forsvar og gode historier…
​
DET er at mærke livet strømme.
​
Du opdager, at der er rigtig meget LIV i din egen sårbarhed.
​
Især når du står ved den!
Og ikke nok med det...
​
Du opdager, at den sårbarhed, du står ved, virker dragende og tiltalende på andre.
​
Sådan er det næsten altid!
​
Også selvom dine katastrofefantasier siger det modsatte... at hvis du viser dig, som du virkelig er... så bliver du sendt ud i kulden...
​
Kom ind i varmen... træd ind i det ukendte!

07/12/2022

Der er en stor del af dig, der gerne vil give slip.
Men det lykkes ikke.
Hvorfor?
​
Alle gode intentioner er til stede. Ja, måske endda også en stor længsel...
En længsel efter at give slip. Efter at hengive sig. ..Efter at slippe ud af trædemøllen af gamle følelser, der er blevet for tunge, for drænende, for begrænsende.
​
Hvis det ikke lykkes at give slip på trods af mange forsøg, så er her en anden måde at se det på:
Når slippet ikke sker, så er det fordi, der er en del af dig, der IKKE VIL give slip.
​
Eller ikke tør – og derfor ikke vil.
​
Har du lyttet til den del af dig?
​
Eller har du prøvet at lokke og overbevise for at få den del af dig til at holde op med at være så besværlig?
​
Har du skældt ud på den del af dig selv, der ikke vil eller kan?
Så er det sandsynligvis derfor, det ikke lykkes at give slip.
​
At give slip er en hengivelse.
​
Og det betyder, at du i slippet stiller dig sårbart frem. Med mindre panser.
​
Det kræver en kombination af tryghed og mod.
​
Det er to ting, der IKKE er til stede, når du overbeviser, lokker eller skælder ud på en side af dig selv, der måske er pisse bange.
​
Det, der er brug for, er ikke gode råd, pisk eller pres.
Det, der er brug for, er åbenhed.
Lytten.
​
For hvad har den del af dig at sige?
​
Det i dig, der ikke vil give slip, ikke tør, ikke er parat, er bange, frygter konsekvenserne, helst vil holde fast…
​
Hvad har den del at sige?
​
Hvad har du ikke villet høre?
​
​
Måske siger den....
​
​
JEG ER BANGE...
​
HVIS JEG GIVER SLIP, FALDER DET HELE SAMMEN...
​
JEG HAR FANDME RET TIL IKKE AT GIVE SLIP... DU SKAL IKKE BELÆRE MIG!
​
DET ER KUN RETFÆRDIGT, AT JEG BLIVER VED MED AT VÆRE VRED...
​
HVEM GRIBER MIG, HVIS JEG SLIPPER NU?
Den del af dig, der ikke vil give slip, er en del, der har brug for tryghed. Brug for at blive hørt.
Brug for at have lov til at være uden at blive gjort forkert.
​
Når det sker, er det til gengæld meget sandsynligt, at der sker en bevægelse. En slags ændring. En lyst til alligevel at prøve. En åbenhed overfor forandring.
Men det sker først, når du lader den side, der ikke vil, komme til orde. Uden at forsøge at overbevise eller ændre!
​
Så længe du presser på, lokker og skælder ud – lige så længe skaber du en modstand i dig selv.
​
En modstand som kommer til at stå i vejen for det, du længes efter.

06/12/2022

03/11/2022

Jeg læser det. Jeg hører det. Overalt.
​
Slip din vrede. Slip dine bekymringer. Slip din kontrol. Slip dine spændinger.
​
Slip, slip, slip, slip, slip…!
​
​
Hos mine klienter og elever ser jeg dog også gang på gang, hvordan de har forsøgt - og er mislykkedes med det. Nogle gange over mange år. Og ofte fulgt på vej af ordene:
​
”Jeg skal også bare slippe min… (vrede, bekymring, fortid, frygt, sorg, kontrol osv osv.…)”
Mange mennesker har prøvet at give slip i årevis. Uden at kunne.
​
​
OG HER ER HVORFOR:
​
***At give slip kan hverken forceres eller gennemtvinges – for så er det i sagens natur ikke længere et slip.***
​
Ligeså snart du prøver bare lidt for meget… Lige så snart du prøver at få et slip til at ske, så har du allerede lavet i sammentrækning i din organisme.
​
Og det, der kunne være et slip, bliver lynhurtigt til en slags moraliseren:
​
”Nu må jeg tage mig sammen! Jeg skal også bare stole på, at det går godt. Jeg skal også bare have mere tillid.”
​
​
Tillid, handlekraft, at turde stole på… Det er alle sammen gode ting….
​
Men kan du høre det underliggende pres?
​
Kan du høre forventningen om, at du BURDE KUNNE give slip? Og kan du mærke, at så længe det pres er til stede, så er der også en oplevelse af, at du er forkert, fordi du ikke kan give slip?
Gode intentioner kan meget hurtigt blive til en løftet pegefinger!
​
​
Ligeså snart du prøver at presse dig selv...Og gøre dig umage for...Og være dygtig til... AT GIVE SLIP…..lige så hurtigt fjerner du dig fra det slip, du længes efter.
​
​
***For selvfølgelig gør du det. Længes...***
​
Det er en længsel i os alle sammen at give slip og mærke livet strømme i os med fornyet kraft. I slippet er der en meget direkte kontakt til noget essentielt i livet.
Men når du ER KLAR til at give slip - dvs når din organisme er klar til at give slip - så er det fjer-let og dybt.
​
​
Der er måske tårer, en berørthed. Du skælver måske en gang i frygt for hvem du er, uden dét du holder fast i. Men det er helt anderledes end det, du hidtil har oplevet, når du har forsøgt at give slip.
​
Der er ingen forcering, ingen moralisering, ingen selvkritik, intet forventningspres.
​
​
***At give slip er måske anderledes end du tror***
​
Det kommer ikke, når du prøver at få det til at ske.
Det kommer, når du er hvor du er, og har det (helt) som du har det. Uden at prøve at være anderledes end du er lige nu.
​
​
Da opstår slippet som en mulighed, som en hengivelse.

🌱

31/10/2022

SENSITIVITET ER EN LIVSKRAFT!

At være følsom er ikke en hindring – det er et grundvilkår. Det er en evne du deler med alle levende væsener. Det er en livskraft!

Bjørnens næse er sensitiv ud over alle menneskelige grænser.
Men ville nogen sige, at den er for sensitiv? Kalde den svag?

Vis mig en løvinde, der ikke er stærkt indfølende overfor sine unger.

Vis mig en ørn, der ikke er sensitiv overfor selv det mindste skift i vinden.

Overlevelsen afhænger af det! Der er helt enkelt ingen overlevelse uden sensitivitet.

*Der er hverken indlevelse eller udlevelse uden sensitivitet.*

Hvad er kærlighed og kærtegn uden evnen til at sanse? Uden sensitiviteten overfor hvad min berøring gør ved dig og din berøring gør ved mig?

*Der en ingen nærhed uden sensitivitet.*

Og der er ingen udlevelse af din indre kraft uden sensitiviteten overfor, hvad der strømmer i dit indre.

*Der er ingen over-, ind-, ud- eller oplevelse uden sensitiviteten.*

Hvem kan dog opleve uden sine sanser?

Hvem kan mærke solopgangens berusende effekt uden at lade sensitiviteten råde?

Hvem kan se tilbage på et livs oplevelser, hvis ikke netop disse oplevelser havde sat deres aftryk gennem vores sanser?

Livet består af sensitivitet!

Af øjeblikke af over-, ind-, ud- og oplevelse.

Op-LEVELSE. LEVELSE!

Det er LIV, der er tale om!

*Sensitivitet er en livskraft.*

Grib den, lad den strømme.
Elsk den.

Lev din livskraft!

28/10/2022

Som sensitivt væsen er det let at tage ind. Dine sanser står åbne.

De er fintfølende og altid mærkende.
Det er en gave. OG det er nogle gange skide svært.
For der er meget af det, du mærker, der kommer til at hænge fast derinde. I kroppen. I tankerne.

Du har en indbygget åbenhed for at tage ind. Men måske er du ikke så øvet i at sende tilbage, udtrykke og afgrænse dig.

Som fint-sansende væsener – som åbne sanseapparater – er vi ofte også meget modtagelige overfor hvad andre synes, mener og fremsætter som sandheden.

Vi er bygget til at tage det ind.

Men hvad sker der, når de andres sandhed og din sandhed ikke harmonerer?

Jeg vil gerne præsentere dig for projektionens søster: Introjektionen.

Projektionen kender mange allerede.

Den snakker vi tit om, når person A tillægger person B et motiv, som mere er en afspejling af Person A’s indre end af person B.

Projektion er, når du tager noget indeni dig selv og tillægger verden det.

Introjektion går den modsatte vej.

Introjektion betyder nemlig at tage ind. Og det er noget vi følesomme væsener er mestre i.

Det er en introjektion, når du f.eks. tager andres ord som sandheden, uden at mærke efter om det sandhed klinger rigtigt i dig.

Det gør vi som voksne, og vi gjorde det som børn.

Det er en introjektion, når du går rundt med nogle idealer om, hvordan du bør være, opføre dig og gøre – OGSÅ selvom det ikke harmonerer med dit væsen og dine værdier.

Jeg havde fx introjiceret nogle meninger om, hvordan man er en rigtig mand. Du ved, sådan en der har store muskler og går i krig og præsterer og vinder og lægger damerne ned på stribe.

Sådan burde jeg også være – troede jeg.

Men det var først da jeg opdagede, at jeg overhovedet havde de her ideer om mig selv – opdagede mine introjektioner – at jeg opdagede, at de jo slet ikke harmonerer med hvordan jeg er.

At opdage dine introjektioner – dvs. andres ideer om hvordan du bør være, som du har slugt råt som en sandhed – åbenbarer hvilken umulig kamp du kæmper.

Nemlig kampen mellem hvordan du "burde" være og hvordan du er i dit inderste væsen.

Sikke en enorm befrielse at slippe kampen for at blive anderledes end ens egen natur tilsiger én at være!

Og heldigvis holder din egen natur aldrig op med at tale til dig, når du prøver at leve op til dine introjektioner: Når du prøver at være, som du tror, at du bør være.

Din egen natur kalder.

Men den gør det ikke på dansk. Den gør det på kroppens sprog.

Den gør det som symptomer – i mit tilfælde som galopperende præstationsangst.

For dig er det måske anderledes: Indre uro, en tomhed, lavt selvværd, følelsen af at du ikke gør det godt nok.

Så hvilke introjektioner bærer du på? Hvilken historie fortæller du dig selv, om hvordan du bør (og ikke bør) være?

Læg mærke til din indre monolog. Læg mærke til sætninger som:

"Jeg skal også bare..."
"Nu må jeg også holde op med...!"
Og i det hele taget følelsen af, at du ikke er okay som du er..

Der ligger en gammel introjektion og lurer...

26/10/2022

Hvordan bærer du dig ad?

Hvordan bærer du dig ad med at gentage nogle mønstre i dit liv, som gør, at du gang på gang ender i de samme svære situationer med nogle svære følelser indeni?

Det her handler ikke om skyld. Det handler ikke om at du burde tage dig sammen.

Det handler i stedet om at gå på opdagelse!

Om at opdage at du i mange situationer - især når det handler om de indgroede, fastlåste mønstre - faktisk HAR indflydelse på det, der sker i dit liv.

Ikke kontrol. Vi kan ikke styre præcis, hvordan tingene arter sig.
Men vi kan opdage, at det vi GØR, faktisk ikke virker særlig godt.

Ja faktisk er det som om, at vi ofte - på mystisk vis - når iscenesat netop det vi prøver at undgå.

Så mit spørgsmål til dig er:

Hvordan bærer du dig ad med det?

Du behøver ikke kunne svare på det nu. Det vigtige er nysgerrigheden!

For når du bliver nysgerrig, så løsriver du dig også fra de fastlåste overbevisninger om at “sådan er det bare”.

Bare ved at stille dig selv spørgsmålet tager du ejerskab og ansvar. Og det er rigtig gode forudsætninger for at opdage, hvordan du ubevidst kommer til at skabe noget, der ikke er helt så nærende som det kunne være.

Og når du opdager det, så kan du også tage skridt mod at gøre noget andet: bryde de gamle mønstre og skabe MERE af det, du længes efter 🌱

20/10/2022

Hvad er du sulten efter - hvad længes du efter?

Og hvad har du fået nok af?

Udgangspunkt for at bevæge sig i en bestemt retning, er at finde sig selv, hvor man er;

i skæringspunktet mellem det du har fået nok af og det, du længes efter mere af 🌱

27/09/2022

At være en Tudemarie eller en Tøsedreng…

Om de måder vi kan komme til at tale nedladende til de sider af os selv, der lader os berøre, mærke, sanse og føle.

🌱

23/09/2022

Om at være Herligt Sensitiv - dvs. at lade sin sensitivitet og følsomhed komme frem som en gave..

At være et sensitivt væsen behøver ikke være at bære på en skrækkelig byrde... selvom jeg ved at det godt kan føles sådan.

Men tænk... hvordan ville det være, hvis følsomhed ikke var sådan noget man skulle undskylde for og trække sig ved med... men i stedet noget man tilbød verden som en gave! Hvordan ville det mon være?

Og hvordan ville det mon være at stå stærkt i sit sensitive væsen og komme frem med det, der mærkes - i stedet for at trække sig tilbag

07/09/2022

“Du skal bare være dig selv!”

🤔 Sådan lyder rådet… MEN det er selvfølgelig ikke “bare”.. for så havde vi allerede gjort det - været os selv, som vi er.

Men selvom det velmenende råd ofte ikke er så let at følge, så peger det på en sandhed:

At være som man er - og at være det sammen med andre - er en fantastisk følelse af samhørighed og frihed på samme tid 🌱💫

Og mange af problemer skyldes, at vi prøver at være anderledes end vi er. Dvs prøver at passe ind ved at give afkald på nogle af vores egne sjælebidder.

Men “bare” at være sig selv er ikke bare! For der er en grund til, at vi er bange for at være os selv. Og dét handler om kærlighed og frygten kærlighedstab.

🌱💫

04/09/2022

AT VÆRE I OVERENSSTEMMELSE MED SIG SELV.

Det er sådan en smuk sætning, synes jeg.

Det betyder ikke nødvendigvis, at alt er lykke og høj sol. Men det betyder, at man i det mindste er til stede med det, der er – som det er – og som man er.

Det betyder, at man er holdt op – i det øjeblik – med at flygte.

Flygte fra sine følelser, sine sansninger og fra sig selv.

Bare det giver ofte en mærkbar forskel. For lige dér har man allerede skåret en betydelig del af sine problemer væk.

--------------------

Læs hele indlægget her :)

Hvad er nærvær egentlig? For mig er det at være med det, der er - som det er - og som man er. Det har nemlig med autenticitet at gøre!

26/08/2022

Mærk dig
ej
mine ord

Gør dem tomme

Sans mig
ej
i din favn

Mærk dig
ej
mine ord

Lad dem fare

Jeg følte dem selv
knap et sekund

—————————

Om at u-mærke. Dvs at bruge ikke-sansning som beskyttelse.

Det er at afskære sig fra sin krops fornemmelser for at passe på sig selv. I længden bliver det til en ensom mangeltilstand, hvor man ikke længere mærker sig selv og sin egen livskraft. Og hvor andre heller ikke mærker én.

Det er - og jeg taler af personlig erfaring - et svært sted at være!

10/08/2022

Til dig, der føler, at du ikke er så meget værd.

Til dig, der ser de andres kvaliteter, evner og værdifuldheder, men ikke dine egne.

Til dig, der tvivler på om du mon har noget at byde ind med, om du har en plads i verden.

Til dig, der kæmper for at vise dit værd.
Til dig, der arbejder hårdt for at vinde accept.
Til dig, der er ved at knække nakken i forsøget.

Til dig, der græder fordi det er blevet for hårdt.

Til dig, der er spændt som en flitsbue.

Til dig, der bærer det tyngende åg, den knugende smerte, ikke at vide om du er god nok, som du er.

Du er den sidste til at se hvilken gave, du kommer med. Du er den sidste, der ser hvad du giver, når du end ikke prøver.

03/08/2022

Det værste du gør
Er at holde mig fast
Er at gribe for hårdt om mit hjerte
Er at hage dig fast med dit barndomssår
Er at holde min frihed i lænker

Det værste jeg gør
Er at holde min mund
Er at straffe med tavshed og kulde
Er at holde dig væk med mit barndomssår
Er at flygte fra dig, som jeg elsker

Det bedste vi kan
Er at tage det hjem
Er at tale med ømhed og hjerte
Er at hele os selv, vores barndomssår
Er at støtte hinanden på rejsen

------------

OM BARNDOMMENS SÅR OG KÆRLIGHEDSRELATIONER

Barndommens sår finder altid vej ind i vores (kærligheds)relationer.

For ingen steder kan det føles mere vigtigt - og smertefuldt - at værne om sit hjerte, når man har oplevet svigt, kærlighedstab og afvisning som barn. I hvert fald så længe de gamle sår står uhelede og blafrer i vinden.

Så er det let hændt, at kærlighedspartneren lige netop rammer plet med sin måde at være på – med sine egne sår.

Det er forunderligt, hvordan netop partnerens hang til at gå sine egne veje lige præcis aktiverer ens eget sår, der bunder i en følelse af forladthed.

Det kan se ud på mange måder. Og der er trods alt mange sår, vi kan bære med.

Et andet eksempel kunne være partnerens lyst til at være tæt og meget sammen, hvilket lige netop aktiverer ens eget sår, der bunder i, at man som barn ikke fik nok plads til at være sig selv og følte sig kvalt.

Uanset hvordan sårene ser ud, finder de vej ind i kærlighedsrelationen.

Og på magisk vis har to elskendes sår det med at passe perfekt ind i hinanden, som hakkene i to tandhjul. Dit sår aktiverer mit, og mit sår aktiverer dit.

Forfærdeligt! Ulyksaligt! Tragisk!

Eller... Man kunne også se det som en unik mulighed for heling!

Helingen af de gamle, dybe sår bliver mulig, når vi hver især tager vores ramthed hjem. Tager ansvar for at det var os, der blev ramt.

At tage ansvar og at tage det hjem er det samme som at træde ud af den gamle snæversynede fortælling om, hvordan verden hænger sammen:

At alle forlader mig. At jeg ikke er noget værd. At andre bare udnytter mig. At den anden prøver at begrænse min frihed.

At jeg skal kæmpe for at blive elsket. At andre prøver at invadere mit space. At andre er ligeglade med mig.

I stedet er det måske interessant at stille sig selv spørgsmålene:

- Hvordan ramte det den anden sagde/gjorde ned i min gamle fortælling - hvordan ramte det mine sår – og hvad er mine sår?

- Hvordan var jeg selv med til at iscenesætte, at det her skete – igen?

En anden måde at stille samme spørgsmål er:

- Hvordan medvirkede jeg selv til at virkeliggøre min egen sårbaserede fortælling ved at caste min partner i rollen som skurken(den der forlader mig, udnytter mig, invaderer mig, glemmer mig, omklamrer mig etc etc.)?

- Og hvad gør jeg selv, som rammer ind i min partners sår?

Det kan umiddelbart være rædsomt at kigge på sin egen rolle på den måde. Og rædsomt at tænke på, hvordan man selv medvirker til situationen.

For det kræver, at man opgiver rollefordelingen, der jo f.eks. kunne være offer-skurk.

Det kræver, at man opgiver sit eget idealiserede selvbillede, som den retfærdige, gode partner med retten og moralen på sin side.

Det er aldrig rart, men altid godt.

Det er aldrig rart, og derfor skal vi støtte os til hinanden, mens vi taler med ømhed og hjerte(ikke at forveksle med undskyldende eller indsmigrende stemmeføring!)

Det er altid godt at slippe sit oppustede, idealiserede, uskyldsrene selvbillede! Også selvom det måske ikke føles rart lige idet man indser om sig selv, at man kan finde på at bruge sin tavshed som en måde at straffe sin elskede på!

Men det bringer os nærmere virkeligheden!

Den virkelighed, hvor vi kan se hinanden klarere, og hvor vi kan forholde os til hvad der er mit, og hvad der er dit på en kærlig måde.

Det bedste vi kan
Er at tage det hjem
Er at tale med ømhed og hjerte
Er at hele os selv, vores barndomssår
Er at støtte hinanden på rejsen