16/02/2026
Jeg vil gerne dele hvordan jeg healede mit eget trauma, som der har fulgt mig op igennem hele mit voksne liv.
Jeg så filmen "Dødens gab" da jeg var 10 år gammel ca. Og efter det, så jeg har altid svømmet tæt på bredden eller i vand der ikke var for dybt.
Samtidig så brød jeg blandt andet ikke om at være passager i en bil, jeg vil hellere køre bilen selv. Også i andre sammenhænge, så vil jeg være i kontrol, fordi uden kontrol, så kunne jeg risikere at blive "angrebet" af en haj, når jeg mindst venter det.
2 år siden, fik jeg en bypass operation og der var nogle komplikationer som gjorde at efterfølgende har jeg flere gange været der. Det vil sige, jeg måtte slippe min kontrol. For nyelig sad jeg som passager med en, som jeg førhen ikke kunne lide at være passager med. Denne gang gik jeg ikke i panik, da han eksempelvis kørte for stærkt, eller bremsede hårdt op. Jeg havde sluppet kontrollen og der var ingen "haj" der angreb.
Når vi arbejder med traumaer, så er en af teknikkerne, at vi skal forestille os ( I mit tilfælde) at hajen angriber, spiser os, og vi skal mærke smerten. Vi skal forestille os hele scenariet og derfra kunne reformulere det til hvad det er. Vi skal konfrontere det usagte for at det kan blive tydeliggjort og slippe os fri, og den tilbageholdte energi vi har haft, kan vi lettere lade flyde.
I mit tilfælde, så skulle jeg "dø" gentagne gange og hvergang lade andre tage over min livssituation.
Det jeg prøver at sige er, at vores liv har mange traumaer som kan være opstået af eksempelvis en scene i en film, eller vores forældres skænderi, men det kan heales. For ellers så lever vi med noget som ikke er reelt.