27/08/2022
ABORT I DET TERAPEUTISKE RUM - om senfølger og eksistentielle dilemmaer
Jeg vil skrive om mine erfaringer med temaet abort i det terapeutiske rum. I de 10 år, hvor jeg har lavet familieopstilling - og senere psykoterapi/kropsterapi har jeg stødt på emnet overraskende mange gange. En af grundene kan være, at vi i familieopstilling giver aborter en betydning - både de spontane og provokerede. Derfor spørger vi ofte ind til aborter fx når vi laver stamtræet/genogrammet.
Traditionelt set er dette et kontroversielt emne, da retten til abort er forbundet med kvindefrigørelsen og kvinders ret til at være herre over egen krop. Kritikken mod abort kommer traditionelt set fra abortmodstandere fra konservative og kristne grupperinger, hvor man dømmer aborten som moralsk forkert.
Men for mig at se, er det ikke min opgave at vurdere om abort er rigtig eller forkert - hverken i konkrete tilfælde eller overordnet. Der kan der være gode grunde til at få en abort - men i de samme tilfælde også gode grunde til at beholde barnet. Dette er et såkaldt eksististentielt dilemma.
Når mennesker kommer til min klinik, er det oftest af andre grunde end aborter. Det kan handle om at livet er udfordrende fx at man har det svært med sig selv og har dårligt selvværd . Det kan også være temaer knyttet til fx depressioner, parforhold eller relationer.
Derfor kommer det nogen gange bag på mennesket, at jeg spørger ind til aborter hos mennesket selv eller dets forældre. Har det en betydning, kan de spørge?
Nogen gange kan mennesker været tynget af skam (altså føle sig forkert) ved at have foretaget en eller flere aborter. De har foretaget en abort, selvom det føltes forkert, mens andre har fortrudt det. Måske har kvinden været ung og ikke har kunnet overskue at skulle være mor. Måske har hun fået at vide, at det er et privilegium at kunne være herre over egen krop og have mulighed for at få foretaget aborten.
En del har derfor gået med en ensomhed og skyldfølelse omkring det - eller også har fortrængt følelserne - ofte i mange år. Nogen har endda hverken fortalt om aborten til familie, venner eller senere kærester. Nogen har følt sig presset til at få aborten af sin kæreste eller familie.
På hospitalet har nogle af menneskerne oplevet mødet med lægerne som følelsesmæssig fraværende eller kolde og kun støttet kvinden i faktuel viden. De har haft en følelse af manglende følelsesmæssig støtte til at håndtere tvivl, angst og de eksistentielle overvejelser, de har siddet i. Nogen har oplevet denne del som et overgreb.
En kvinde fortalte om, hvordan livet i hendes krop gjorde tydelig modstand mod indgrebet og på en måde 'skreg' om hjælp. Et skrig, som har sat sig i hendes nervesystem, som et chok.
En anden kvinde blev indlagt på psykiatrisk afdeling uden at der blev sat en forbindelse til et voldsomt ubehageligt forløb med aborten.
Jeg har set en del kvinder have depressive tendenser i livet, som er startet omkring tidspunktet, hvor de fik foretaget aborten eller 9 måneder senere, hvor de skulle have født barnet. Tilstande som efterfølgende jævnlig har været på besøg i kvinden. Andre har haft fysisk smerte, som er startet i denne periode. Nogen har gået rundt og set på børn, som har haft den alder, som det foster, som blev aborteret ville have haft, hvis det havde fået lov til at leve. En enkelt har haft en tvangstanke at stjæle et nyfødt barn i en barnevogn.
Som sagt har jeg ingen ret til at vurdere om aborten er moralsk rigtig eller forkert. Mit ærinde er kun at tale højt om, at aborter i nogle tilfælde kan have risici og konsekvenser for det menneske, som har fået foretaget aborten. Jeg mener, at vi skal tale højt om de konsekvenser en abort kan kan have: hvordan den kan traumatisere kvinden både på krop og sjæl, påvirke hendes evne til at forbinde sig til senere børn - evnen til at skabe en familie - og i yderste konsekvens evnen til at leve. Jeg mener, vi skal tale om konsekvenserne lige så åbent, som vi taler om fordelene ved aborterne.
Senfølgerne er ikke kun hos kvinden. Jeg har også mødt mænd, som har mistet sit barn, fordi kvinden valgte at abortere barnet - og har haft det svært siden. Jeg har mødt senere søskende til det aborterede foster, som hele livet fx har gået med en mangeltilstand og ikke har kunne forstå hvor den kom fra. En mand havde en fantasisøskende, som han snakkede og legede med - og så mange år senere fik at vide, at moren havde fået foretaget en abort.
Som familieopstiller og psykoterapeut kan jeg hjælpe mennesket med mit nærvær og tilbyde et fordomsfrit rum, hvor mennesket kan fortælle om sin oplevelse, komme ud af sin ensomhed og bearbejde forløbet. Jeg stiller et rum til rådighed, hvor der er plads til følelserne, vreden, sorgen - og til skyldfølelsen. Jeg tilbyder et rum, hvor man kan bearbejde aborten og komme videre i de dele af livet, som gik i stå ved aborten.
Har du oplevet svære ting i forbindelse med en abort?
