08/07/2025
At turde være i det – også når det ikke “giver slip”
(case fra behandlingsrummet)
En mand i begyndelsen af 50’erne kommer til behandling.
Han er diagnosticeret med ADHD og kompleks PTSD, og han får medicin for begge dele.
Han fortæller om en opvækst, hvor han aldrig rigtig har fået lov til at slappe af.
Om en barndom med fraværende forældre, brødre der ikke ville ham det godt, og at blive grænseoveskredet.
Han bærer det hele i sig stadig.
Og det kan mærkes i kroppen – som smerter i vævet, sener og en knude i brystet og solar plexus.
Han har arbejdet meget med sig selv, og han er bevidst.
Han kender sin historie.
Men han ved ikke, hvordan han skal møde sin krop.
Han vil gerne “fikse” sig selv – men mærke og være i det, der er? Det er svært.
Vi taler om det, inden han lægger sig på briksen.
Om at slippe ikke altid betyder, at noget forsvinder.
At slippe kan også være at tillade det, der er, at få plads – lidt ad gangen.
Jeg lægger en blid hånd over hans solar plexus.
Og hans system begynder straks at reagere.
Han mærker utålmodighed, uro, modstand.
Men han bliver i det. Han fortæller, hvad han mærker.
Og langsomt opstår der en ny kontakt. En ny ærlighed – både med sig selv og med mig.
Vi arbejder roligt rundt om nakke og hals, kun med meget blide tryk.
Ikke for at få noget til at ske – men for at gøre det muligt at blive i oplevelsen uden at lukke ned.
Efter behandlingen siger han, at han aldrig havde forestillet sig, at en behandling kunne gøre noget som det her.
Og jeg minder ham om, at det er en stor ting i sig selv at blive stående dér.
At turde mærke – også ubehaget – uden at flygte.
Vi tager det i små doser.
For det er sådan noget begynder at integrere sig.
Og det var en meget fin behandling, fyldt med ærlighed og tillid.