08/03/2026
Jeg startede i terapi første gang, da jeg var 18 år.
Det var nogle måneder efter min far døde. Jeg gik i 3.g, og jeg var flyttet hjemmefra et halvt år før. Jeg vidste med det samme, at jeg havde brug for nogen at tale med.
Ikke fordi jeg mærkede det som et konkret behov – nærmere en stærk bevidsthed om, at jeg ikke skulle gå alene med den sorg og rodløshed, jeg mærkede.
Jeg fik tid hos en mandlig psykolog i Odense. En lidt ældre mand med tennisstrømper i sandalerne (helt alvorligt:))), store brune krøller og briller.
Jeg husker ikke præcis, hvad vi talte om – men jeg kan huske følelsen. Der var ingen fordømmelse. Ingen analyse af mig. Der var bare forståelse, nysgerrige spørgsmål og ro.
Jeg husker, at vi talte om, at jeg snart skulle blive 19. Jeg frygtede at vågne op på min fødselsdag for første gang uden min far – og alene.
Han sagde, at han ville ønske, vi havde en tid den dag. Så ville han bage en kage til mig.
Tænk, det glemmer jeg aldrig, at han sagde.
Få år efter blev jeg frivillig i Børn, Unge & Sorg. Her mødte jeg andre unge, som havde mistet en forælder – og psykoterapeuter og psykologer, som arbejdede der.
Jeg husker, hvordan jeg var lige dele skræmt og inspireret af den åbenhed, omsorg og villighed til at lytte og være nysgerrig på hinanden. Det var både uvant og samtidig så rart og frigørende.
Det var første gang, jeg virkelig forstod, hvilken frihed der ligger i at sætte ord på sine følelser og sin historie. Friheden i at dele det med et menneske, som vil lytte og forsøge at forstå.
Der var en vægt af skam – som jeg ikke engang vidste, jeg bar rundt på – der langsomt blev løftet fra min krop. Jeg lærte vigtigheden og værdien i at få talt om det der er - i stedet for at lukke øjnene for det eller feje det under gulvtæppet.
For hvor er vi mange – generationer tilbage – der er vokset op med tabuer. Som ikke har lært værdien i at tale om det svære eller blive spurgt ind til, hvordan man egentlig har det.
For mig handler terapi ikke om uendelig selvoptimering eller psykoanalyse.
Det handler om at sidde over for et menneske, som kan hjælpe med at sætte ord og bevægelse på sine følelser, så man føler sig set og fri. 🤍
