10/03/2026
Det korte svar er: Ofte den, som har sværest ved at mærke og udtrykke følelser.
Det mere nuancerede svar er: Arbejdsbyrden er ikke altid lige fordelt – men ansvaret er altid fælles.
Nogle gange giver det også mening, at den ene arbejder individuelt i terapi ved siden af parterapien. Ikke fordi den person er “problemet” i forholdet, men fordi nogle mønstre eller sår har brug for et rum, hvor der er plads til at arbejde mere i dybden.
Lad mig uddybe.
Nogle par kommer, hvor den ene har lettere ved at sætte ord på følelser, behov og længsler. Ofte er det også den partner, der har mest erfaring med terapi – og måske også den, der har taget initiativ til parterapien.
Den anden kan have sværere ved at mærke eller udtrykke det, der foregår indeni. I de situationer kan det godt komme til at se ud som om, den ene skal “arbejde mere”.
Men i EFT-parterapi handler arbejdet i virkeligheden ikke om at fordele indsatsen ligeligt. Det handler om at forstå den dynamik, der opstår mellem jer.
I gentagende konflikter opstår der næsten altid et mønster:Når den ene reagerer på en bestemt måde, påvirker det den anden – som reagerer tilbage.
Et typisk mønster er, at den ene trækker sig, når konflikter opstår, mens den anden presser på for kontakt eller respons. Begge reaktioner giver mening.Og begge er med til at holde mønsteret i gang.
Derfor arbejder vi i parterapi ikke med at finde ud af, hvem der er problemet – men med at forstå hvordan I sammen kommer til at sidde fast i et mønster.
Nogle gange betyder det, at den mere lukkede part får ekstra støtte til at komme tættere på sine følelser og blive tydeligere.
Andre gange betyder det, at den mere udtryksfulde part arbejder med at vise sin sårbarhed på nye måder – uden kritik eller anklage.
Pointen er ikke, at arbejdet er lige.
Pointen er, at I begge bidrager til mønstret – og derfor også begge kan være med til at ændre det. ♾️
