22/08/2023
🌈JEG NÆRES - AF JORDENS GAVMILDHED OG SANSELIGE GAVER - OG SÅLEDES LEVER JEG - I OVERFLOD. 🦅
Jeg er her fortsat. Her ved og under tipiens teltdug, uden sædvanlig komfort. Det er 18 måneder siden mit indbo blev sat på depot, og jeg rykkede ud i naturen, og ny form for friheds følelse begyndte at finde plads i mig. Den rækker nu langt ud over alt. Her er ikke noget at forsvare, bibeholde eller vedligeholde , og dette spejler sig også indvendigt - i “frihedsfølelsen fra mig selv”. Jeg slipper mere og mere fri - af mig selv - eller af sindet - tanker og følelser knyttet til tankerne - efterhånden som jeg overgiver mig dybere til naturen - dens rytme og puls. Sansningen af naturen griber mig, og giver en klar oplevelse af at dette slip - som fra et plan kunne opleves som afkald eller formodet afsavn - opleves som at alt gives. Naturen giver overflod - ud over det tænkelige.
Jeg sidder i skrivende stund og kigger ud over marken op mod egeskoven. Aftenen svøber sig omkring mig med det særlige lys det giver, når solen er i retning mod nedadgående. I det fjerne buldrer det svagt - sorte skyer bevæger sig over egeskoven, og her hvor jeg sidder, skifter himlen mellem små byger og en blå himmel hvor solen kommer igennem, og skaber i glimt en regnbue på himlen. 🌈Jeg sidder i min hjemmebyggede ude sofa - nu med en tarp hen over, da regnen denne midtsommer har givet daglig besøg. Og således er jeg nu i læ for regnen. Sofaen har jeg døbt “Børge Mogensen-sofaen”, og håber jeg tilgives dette misbrug af et “brand”. 😁 Men det signalerer her er tale om dansk design af bedste hjemmebyg 😁og minder mig om at luksus har mange former for udtryk. Denne sofa har efterhånden lige så stor (indre) værdi, som de designmøbler der er opmagasineret på mit depot, og som ikke har set lyset de sidste 18 måneder. Den tid jeg har levet det luksuriøse liv i og med naturen. Herunder med min selvbestaltede “Børge Mogensen sofa”, der i et vist omfang tåler udelivet, og kan give mig og tilkomne gæster et sæde, med udsyn over marken op mod egeskoven. Sofaen består af paller, uld tæpper og et armlæn i form af en egetræs gren der snor sig, og bærer skønhed fra mange års liv , som del af egeskoven. Fundet på en af mine mange vandringer i skoven. Jeg har en særlig kærlighed for træ, og armlænet her giver mig en ihukommelse af naturens visdom og organiske liv og skaberkraft .
Måske jeg med tiden, når jeg ser mig nødsaget til at rykke inden for igen, vil lade Wegner og Jakobsen vige for denne intermistiske “Børge Mogensen sofa”, bygget af tilkommet materiale, men som jo netop minder mig om naturens kraft og skønhed. Dens evne til at skabe - design af sanseskøn kvalitet 😁 For ikke at tale om de mange gode nydelses stunder med udsigt jeg har tilbragt i den - alene eller med gode venner. Således at Wegner og Jakobsen må finde andet hjem. Hvem ved 😁Men det tages ikke stilling til nu, da fremtid ikke kan eksistere i nuet, og da rådyret netop langsomt bevæger sig gennem byggen foran mig. Det ser ud til den er kommet alene ud af skoven bag mig. Den får øje på mig , og springer gennem byggen med en særlig brummende lyd - ikke nemt at gengive med det skrevne ord 😁Den mener det sikkert nødvendigt at advare andre om fare på færde, og reagerer således instinktivt. Bestemmer sig alligevel om, da den igen vælger at lande og bevæge sig langsomt gennem byggen - nu igen uden lyd.
Udelivet her ved - og under tipiens teltdug - nærer alle mine sanser.
Naturen har længe bugnet med sine smagsfulde gaver. Den sidste tid har budt på lidt flere kager end det nok er godt - set fra sidebenenes perspektiv 😁 Men tærter bagt med skovens blåbær eller skovhindbærrene bag tipien, efterlader nu engang ganen i en særlig sanserus - der ikke skal gåes uden om. Særlige for ganen - og kroppens ernæring - er disse skovhindbær og skovblåbær, da de i smag - og næring- overgår amerikanske store blåbær, og traditionelle hindbær. Både farve og smag er mere intense, og efterlader fingre og tænder med nye farvenuancer 😁 De selvsamme farver, der sikkert bærer den helt særlige næring - godt for hjerne og hjerte. Også kirsebærtræet bag tipien har med sine bær givet daglig fornøjelse, både for mig og dådyrene, men er nu færdige for denne seson . Dådyrene gik efter bærrene på de nedhængende grene, og jeg har således taget dem der er lidt højere oppe - og hvor de øverste forblev alene til fugle og insekter. Der var mere end nok til os alle, og resten er nu ved at kompostere på jorden, hvor hvepsene også har haft en fest. Bærtiden er dog snart passeret. Dog er brombærrene og aronia bær ved at være leverings dygtige, så det tyder på der igen bliver brug for tærteformen. Jeg har i år en gasgrill ved tipien, og som gør det væsentlig nemmere at bage, uden for mange sorte skorper på kanten 😁 Så civilisationen vinder alligevel langsom indpas, selv om jeg holder godt imod. Hyldebærrene er vel dem der sætter et punktum for bær sæssonen. Men de lader vente på sig lidt endnu. Et bær der ubearbejdet er lettere giftig, men som ved smagsforsøg nu heller ikke giver anledning til at fortsætte indtagelse af disse rå bær. Her kan blive en fantastisk hyldebærsuppe. En meget enkelt ret, og som jeg elskede som barn. Serveret med tvebakker 😋 Dengang som barn en herreret når efteråret begyndte at sætte ind - og mættet med de vitaminer, som gjorde kroppen mere modstandsdygtig i det skiftende efterårs vejr.
Jeg er nu nået så langt hen på aftenen, så tiden går i stå. Der er stille ud over marken - lærken og svalerne er gået til ro. Skoven bagved er rolig - ikke en vind rør sig. Jeg kan høre biler i det fjerne. De har en tendens til at trænge igennem.
Jeg får tanker at jeg ville ønske jeg kunne sætte noget af den udvikling i stå der ses som fremdrift og fremskridt. Den tjener ikke sanserne - og naturen. Og ikke meget af det vi kalder udvikling og tilvækst tjener vores leve vis - og da slet ikke lykken. Tvært om. Sanserne - at være et sansende menneske - tjener lykke følelsen. Og jeg ved at naturen tjener mig, da netop den tjener mine sanser - efterlader en ovenud følelse af tilfredshed og overflod. Ud over den selvfølgelig bidrager min krop alt det den har brug for, for at opretholde eksistens. Vildt at vi så behandler den så lemfældigt, denne smukke jord. Ville gerne kunne vise naturen den respekt den fortjener - ikke at fortrænge den eller ødelægge den. Men samordne med den. Måske vi kan lære denne fine og nødvendige samordning. Men det kræver vi bliver mere opmærksomme. Og forstår at vi er lige - jorden og jeg - og at jeg ikke har mere ret end den. Det ligger ikke dybt i vores forståelse, vi bringer ikke dette ind i hvert et nu - i hvert et valg - og vi bringer det ikke til fulde ind i læringen til vore børn, eller i tiltag for at “rede jorden”. Kun som en fragmenteret viden om bæredygtighed, og hvad bæredygtighed mon er. Men Ikke som en erkendelse af helheden. Så vi søger at lappe ‘et sted på vore fadæser, og skader et andet sted i vores “uintelligente” forsøg. Naturens intelligens og hårfine kredsløb er svær at forstå. Der er tale om intelligent skabelse der overgår langt vore hjerner og viden. Koblet med vi bærer diverse holdninger der gør vi ikke ser i helheder, og ikke mindst en frygt for afsavn der følger med vores øgede evne til at akkumulere - som individ og samfund. Men også fravær af rette respekt eller evne til at hædre den jord vi betræder.
Og dog - måske ved vi det fra gamle tider - en hukommelse eller indsigt der er lagret i vores DNA - og nedarvet gennem generationer. En gammel viden - ikke læst i bøger - men erkendelser opnået gennem overgivelsen til naturens egen rytme og puls. En viden ud fra erkendelser i vores bagudrettede samordning med den natur vi indgik i. En lagret “viden” som vi ikke hører - ikke gen erkender på grund af støj i mange former. Måske det ligger der inde - gemt og klar til at gen erkende - og som sammen med fremtidens teknologi, kan skabe et kredsløb i balance. Et tiltrængt møde mellem gammel indsigt og nye opfindelser.
Jeg kender flere og flere der lader sig inspirere af indianernes levevis og leve-syn og som et ritual altid drypper vand fra vandflasken på jorden ude, eller blomsterne indendøre, inden de drikker. Også selv om vandflasken er ved at være tømt. Et smukt ritual, der jo fra fornuftens perspektiv i sig selv ikke gør en forskel for jorden. Men det bibringe den evige ihukommelse, at give tilbage til den jord der nærer os. Vise den respekt - at den og vi udgør et kredsløb som vi samskaber med. Vi gives, næres , og vi giver tilbage - og dette bør ikke være affald og plast - men taknemmelighed og ydmyghed -
🌈Jeg takker således for de farvestrålende bær med stor næring og smag. For rådyret på marken, egetræets gren for enden af min “Børge Mogensen sofa”. For regnbuen på himlen og for alt det andet der strømmer forbi mine sanser, skiftende med naturens rytme og puls.
Og jeg sætter intentionen, at jeg og vi må vågne op, og lære at give jorden men også himlen den respekt og velbehandling der fortjenes - og vi dermed også tjener os selv - vores vedvarende overflod i et evigt kredsløb. 🦅
