20/05/2026
“Jeg har ikke lyst til at gå i terapi” – den naturlige ambivalens
Mark Manson har sagt noget i retning af:
“Fear stands in direct proportion to importance.”
Jo vigtigere noget er for os, desto mere frygt kan det vække.
Det mærker jeg stadig selv – både i egenterapi og supervision.
Og jeg møder det hele tiden hos mine klienter.
Selvom jeg har haft utallige gode oplevelser med terapi…
oplevelser hvor jeg har afsløret noget skamfuldt, sårbart eller frygtfyldt – og bagefter mærket mere frihed, kærlighed og lettelse – så mærker jeg stadig modstanden før den næste session.
Min indre stemme siger ting som:
“Måske har du for travlt lige nu.”
“Du har jo egentlig ingen udfordringer.”
“Det er vigtigt at have overskud til terapi – ellers bliver det ikke konstruktivt.”
“Måske er det bedre bare at aflyse denne gang.”
Nogle af de tanker kan selvfølgelig være sande.
Men ofte handler det mest om,
at en del af mig prøver at undgå noget sårbart.
En del af mig ved godt,
at der ligger mere frihed og kærlighed på den anden side af den sårbarhed.
En anden del vil helst bare undgå ubehaget på kort sigt –
og ignorere konsekvenserne på lang sigt.
Det er helt normalt at opleve den ambivalens.
Og hvis du aldrig har haft en god oplevelse med terapi,
så mærker du måske bare ren modstand.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at terapi ikke er noget for dig.
Tværtimod.
Det kan betyde, at noget vigtigt er på spil.
Og derfor også sårbart.
For terapi handler i sin essens om at skabe nye erfaringer
de steder i os, hvor gamle erfaringer stadig styrer vores liv.
Hvis du kan genkende noget af det, jeg skriver,
så er du velkommen til at række ud.
Kh Anders