14/01/2026
I dag tog jeg på kirkegården. Jeg havde ikke tænkt jeg skulle det, men noget blev ved med at ‘fortælle’ mig, at jeg skulle tage derhen.
Da jeg havde stået lidt ved min mors gravsted og ikke helt kunne finde ud af hvorfor det var jeg skulle på kirkegården, andet end at blive mindet om den tid, som har været svær og smertefuld de sidste år inden hun gik bort.
Eftertænksom kiggede jeg op og så rundt på kirkegården. Det var koldt i dag og flere steder lå små snevinter tilbage.
Lidt længere henne på kirkegården kunne jeg se en dame i vintertøj.
Hun var i bevægelse.
Jeg tænkte kort; gad vide at hun skulle på kirkegården. Havde hun nogen hun skulle besøge eller var hun blot på vej?
Jeg går hen mod bilen og på stien er damen kommet tættere på mig.
Der er noget ved hendes skridt jeg kender.
Jeg stopper op - kigger lidt, jo jeg tror der er noget jeg kender ved hende.
Hun kigger op.
Jeg ser et ansigt jeg kender, en gammel kollega.
Jeg siger: “hej Joan.”
Joans ansigt lyser op, vi står stille et par sekunder og kigger på hinanden og smiler.
Vi omfavner hinanden med et stort “HEJ”
Vi snakker. Og vi følges lidt ad.
Joan skal forbi et kramme træ. Altså et træ på kirkegården, som hun nogle gange stopper op ved.
Når hun stopper op ved træet rører hun ved det med begge hænder mærker forbindelsen til naturen og måske sender taknemmelighed ud i universet.
Joan og jeg stopper op ved det træ i dag.
Vi lægger begge vores hænder på træet - det stort og det er smukt.
Det står der nøgent uden blade, med dens mange forgreninger, som en kæmpe skulptur.
Noget i mig, bliver helt roligt og jeg mærker forbundetheden, energien og taknemmeligheden.
Joan og jeg snakker, vi griner, vi glædes over at mødes, over at høre kort om hinandens færden.
Der på fortovet foran min bil, omfavner vi igen hinanden i et stort kram og et “på gensyn.”
Jeg satte mig i bilen med et kæmpe smil i mit ansigt og en varme af taknemmelighed.
Mødet med Joan i dag gjorde mig opmærksom på, hvad det betyder at have vidner til livet, at stoppe op og mindes.
Med Joan mindes jeg; mange snakke, udvikling af faglighed, filosofiske overvejelser, etiske dilemmaer, nysgerrighed og kreativitet.
Jeg mærkede et menneske der i dette øjeblik, så mig og anerkendte min udvikling, mit ståsted og min glæde for de valg jeg har truffet.
Det øjeblik med Joan i dag, har sat spor. Det minder mig om at glædes og dyrke de positive, udviklende og nærværende stunder der ligger bagud og bruge dem som kærlige varme omslag, på dage der er triste og kolde.
Joan har sat spor tidligere i mit liv og gjorde det igen i dag, i et kærligt øjeblik.
Tak til Joan.
