12/11/2025
https://www.facebook.com/share/p/1BudxH6vRZ/?mibextid=wwXIfr
🧡 NÅR JEG FORSVINDER FOR AT BLIVE
I dag sagde jeg ja, selvom alt i mig hviskede nej.
Jeg smilede, nikkede, lyttede –
mens noget i maven trak sig sammen.
Det skete, før jeg nåede at tænke.
Kroppen foldede sig ind,
som om den huskede noget, jeg havde glemt:
at tryghed altid har kostet lidt af mig.
Jeg mærkede, hvordan stemmen blev mildere end jeg følte, hvordan skuldrene sænkede sig i et forsøg på at blive elskelige. Jeg gled ind i rollen – den, der gør det lettere for andre, og sværere for sig selv.
Det føles som empati, men det er overlevelse.
En ældgammel strategi fra nervesystemet,
der engang lærte:
Hvis jeg bliver vred, så bliver de måske ikke.
Hvis jeg glatter, så holder forbindelsen.
Hvis jeg tilpasser mig, så mister jeg ikke dem.
Jeg har lært, at fred ofte findes i tilpasning.
At kærlighed kan mistes, hvis man larmer.
At man må glatte, forstå, forsikre –
selv når man selv er usikker.
Det var intelligent dengang.
Da jeg var lille.
Da magten ikke var min.
Da nervesystemet søgte regulering gennem tilpasning - ikke kun for at overleve, men for at bevare bånd, høre til, være en del af.
Tilpasning var ikke bare frygt.
Det var håb om forbindelse.
Om at blive i relationen,
selv når det betød at forlade mig selv.
Men det der engang sikrede tryghed,
kan langsomt spise det, der gør mig levende:
impulsen til at sætte grænser,
evnen til at mærke mit eget nej,
muligheden for at være her – helt – uden at forsvinde.
Men kroppen husker stadig.
Og så folder den sig – automatisk, præcist, trænet –
ind mod væggen, væk fra centrum, bort fra sig selv.
Efter sådan en dag føles kroppen træt på en særlig måde. Ikke fysisk, men eksistentielt.
Som om jeg har båret andres følelser,
uden at have hænder nok til mine egne.
Jeg mærker det som et ekko i brystet, en sitren bag hjertet, en tunghed i kæben, hvor ordene blev inde.
Den slags fred larmer stille.
Den spiser langsomt vitaliteten.
Den gør verden glat,
men også tom.
Den gør mig rar,
men også væk.
Så jeg øver mig i at blive mærkbar igen.
At lade nej stå i munden,
uden straks at forvandle det til undskyld.
At give kroppen lov til at fylde lidt mere,
og hjertet lov til at tage plads i midten.
Jeg øver mig i at tro på,
at kærlighed kan overleve ærlighed.
At tilstedeværelse er mere værdifuldt end harmoni.
At jeg kan være her – helt – uden at gøre mig lille.
Det er ikke let.
Det føles risikabelt.
Kroppen protesterer nogle gange, for den ved hvad der plejer at ske.
Men der sker også noget andet:
Når jeg holder op med at please,
begynder jeg at deltage.
Når jeg holder op med at være perfekt,
begynder jeg at være levende.
Og der, hvor jeg ikke længere forsvinder for at blive i relationen, begynder jeg endelig at blive – til stede, mærkbar, hel.
💫
Nervesystemet FØRST!
Fordi tryghed ikke er det samme som harmoni.
Fordi tilpasning ikke er det samme som kærlighed.
Fordi du ikke skal forsvinde for at være værd at møde.
Illustration: AI
