https://www.facebook.com/162731771049/

DOING YOGA, Dronningensgade 97, Fredericia (2025)

31/01/2025

Opdateres, når nettet er på igen..
Dag 12: Templer, tunge tansker og tarveligt hotel
Jeg vågner nærmest rutinemæssigt omkring kl. 05 og tillader mig at sove lidt længere. Fornemmer liv i gaden og tager et bad, inden jeg igen undersøger muligheden for at få billet til det UNESCO Toy Train fra Mettupalayam til Ooty. Jeg er stadig på venteliste, men nummeret er nu kun 39, og jeg beslutter, at hvis den også aflyses, må jeg finde en anden måde at komme til Ooty – måske en almindelig bus. Jeg vil opleve toget og teplantagerne!

Derudover har jeg forhørt mig om et ayurvedisk sted i Kovalam, Kerala, som skal afrunde min tur. Efter knap to uger på farten skal det blive dejligt med lidt selvforkælelse, ro og afslapning. Der er lidt skriveri frem og tilbage; først har de et værelse, så har de ikke, så har de et andet, der er dobbelt så dyrt, og så igen det første – til en lidt højere pris. Jeg har haft en del korrespondance frem og tilbage og føler lidt, at der er noget på spil, men jeg har kun hørt godt om stedet, så jeg er nok bare træt.

Jeg tjekker ud og begiver mig ud i byen. Jeg har googlet mig frem til nogle flotte templer, som jeg gerne vil se, men inden da skal jeg have noget morgenmad. Finder et lille lokalt spisested og får masala dosa og chai. Det er SÅ lækkert!

På vej op mod, noget der minder om en vej, ser jeg en smukt udsmykket bygning med stærke farver. En devotee inviterer mig ind, jeg får lov at tage billeder og han fortæller om en særlig gruppe, der de næste fem dage skal vandre 100 km i bare tæer som en del af et spirituelt ritual.

Jeg får derefter et lift til Arulmigu Koniamman Templet. Folk er utroligt venlige og vil gerne hilse, selvom de ikke taler meget engelsk.
Her falder jeg i snak med Sathish, der arbejder for en øjenklinik og har taget sit personale med for at tilbyde gratis synstjek til tempelgæsterne. Det rører mig meget. Han vil gerne informere folk om, at de skal passe på deres helbred, og naturligvis er han stor fortaler for øjensundhed. Jeg synes, det er en fantastisk service at tilbyde – stor respekt herfra!

Det skal lige siges, at jeg har en KÆMPE taske på ryggen. Inklusive alle bøgerne, jeg har købt, vejer den nu 17 kilo. Plus min almindelige rygsæk med computer og personlige sager, som vejer omkring 4 kilo. Jeg kan ikke komme i tanke om et sted, hvor bagagen kan opbevares sikkert, og jeg kan ikke slæbe det hele rundt i byen – jeg fylder simpelthen for meget. Det er tungt, varmt og besværligt.

Så jeg beslutter, at resten af dagen må blive i rickshaw. Jeg vælger en chauffør og må bare følge min intuition og stole på, at han passer på mine ting, mens jeg besøger templerne. Vi aftaler en pris, der er alt for høj – men i det mindste slipper jeg for at slæbe på de mange kilo.

Næste stop: Sri Perur Pateeswarer Templet. Et Shiva-tempel kendt for sine gamle arkitektoniske graveringer og en hal af guld, som i øjeblikket er under renovering. Jeg bliver enormt betaget af stedet – og nogle kvinder bliver lige så betaget af mig. De spørger pænt om selfies og optager videoer af mig.

Det er en sær fornemmelse at være dén, der er anderledes. At andre kigger, fordi jeg ser anderledes ud. For to år siden i Pune, da Shreeraj og jeg var ude på motorcyklen, spurgte jeg ham, hvorfor folk kiggede? Er det mit tøj? Er det fordi vi ligner et blandet par? Han grinede bare og sagde; det er fordi du er hvid! Naturligvis bliver det mere ekstremt, når jeg besøger de steder, hvor der næsten aldrig kommer blege turister.
Det tænker jeg er meget sundt at opleve. Uanset hvad, kan jeg kun sige, at langt de fleste møder mig med positiv nysgerrighed og venlighed.

Efter tempelbesøget beder jeg Mukta om at stoppe ved et gadekøkken i vejkanten; jeg er sulten, ikke sart og har, 7-9-13, ikke haft mave bøvl i udlandet. Jeg spiser ikke kød hernede, måske er det en af grundene?

Videre til Adiyogi, verdens største buste af Lord Shiva. En hyldest til verdens første yogi og yogaens oprindelse.
Statuen står i et enormt åbent område med udsigt til bjergene, så selvom der er mange mennesker, føles det ikke overfyldt. Man kan enten gå derud eller betale sig fra en tur i vogn. På den anden side ligger Isha Yoga Center, hvor tasker og elektroniske gadgets ikke er tilladt. Begge steder er vigtige pilgrimsdestinationer og tiltrækker hinduer fra hele Indien.

Fra by busstation til betagende bjergveje
Sidste stop er busstationen. Min tog-venteliste-billet er endnu en gang aflyst, så jeg satser på at komme til Ooty med almindelig bus og undersøge mulighederne for den spektakulære togrute, når jeg kommer derhen.

Dette er min første gang i en "helt almindelig" indisk bus, og jeg kan nu se frem til fire timer (cirka fire timer, siger de...) i en bus, som klart ville være kasseret i Danmark. Det bliver spændende.

Folk går bare ind og sætter sig. Jeg klemmer min store taske ned foran, så vi fylder mindst muligt. Jeg spekulerer over, hvad turen mon koster, og hvordan jeg skal betale. Processen minder om de gode gamle dage hjemme; konduktøren kommer rundt og opkræver kontant betaling baseret på, hvor langt man skal.
Min pris? En femmer!

En kvinde sætter sig ved siden af mig og er nysgerrig efter at høre, hvorfor jeg rejser alene. "Hvad siger dine forældre til det?" spørger hun. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare, at de er ret vant til det.
Faktisk er det mest mine børn, hvis ord vægter for mig. Hun forstår det bedre, da jeg fortæller, at den ældste er flyttet hjemmefra, og at de to teenagere mest af alt synes, det er fedt at have lejligheden og bilen for sig selv, mens jeg er væk.

Efter en times flad og hullet vej begynder bussen opstigningen mod Ooty. Undervejs skifter mine sidekammerater, klimaet ændrer sig – men chaufførens kørsel den forbliver hasarderet.

Det går stærkt, overvejende i første gear, og lige til kanten i hårnålesvingene. Og lad mig her slå fast: der er en klar forskel på clipsesving og hårnålesving. I hårnålesvingene er der kun lige plads til én bus. Det giver pludselig mening, hvorfor der dyttes så meget – her er det en form for sikkerhed, når bilister gør opmærksom på sig selv.

Husk også, at selvom dette er en vej for lastbiler, busser, biler, scootere osv., fungerer den også som fortov.

Jeg får snakket lidt med en nysgerrig 6-årig, der med lidt hjælp fra mor, kan lidt engelsk, imens underholder hendes lillesøster med et blæselegetøj.

Hotelkaos 2.0
Ved ankomst til Ooty er det mørkt og koldt – "kun" 10 grader – så dunjakken må frem.

Jeg har ikke booket et sted, da togplanerne var usikre, og lader mig overtale af en lokal rickshaw-driver til at køre mig til et sted, han kender. Jeg får lov at se værelset, takker pænt nej, da der står et askebæger på natbordet. Jeg er ikke fanatisk efter jeg, for 19 år siden, holdt op med at ryge, med jeg bryder mig bestemt ikke om at sove i lugten af røg.

Vi prøver et andet sted, men der er for meget larm. Jeg beder ham finde et sted, der er billigt, lidt stille og har wifi. Lettere sagt end gjort; nogle har ikke internet, og flere steder er booket fordi byboere er aget hertil for at holde weekend .

Efter lidt søgen vælger jeg et hotel fra Booking.com, der har god anmeldelser. Stedet viser sig at være korrupt – ejeren vil have mig til at betale direkte for at undgå skatter, så jeg insisterer på en lavere pris. Han ser mega creepy ud, klædt i camouflage tøj og ret brysk. Vi forhandler os til en okay pris for to nætter.

Det bliver en meget kold nat. Et tæppe, som jeg ikke er den eneste, der har sovet i, ingen varmekilde, vinduer, der ikke kan lukkes ordentligt, og konstant larm fra en vej bagved.
Konklusion: Jeg skal væk derfra i morgen!

30/01/2025

Dag 11: Bellur - Coimbatore.
Fra reb og tvist til bus og hotelkaos.
Tidligt op for at få styr på alle mine ting inden afgang efter undervisning.
Morgenmaden er som sædvanlig frisk papaya og te.

Sidste session med Prashant, som indleder med OM - AUM. "Har I genbesøgt OM?" spørger han drillende. "I er kommet for yoga, ikke OM. Så kan vi sidde og tænke lidt over det!"
Vi laver forskellige øvelser, mange af dem lange og udfordrende twists, mens vi holder fokus på åndedrættet.
Prashant fortæller, at 'rope sirsasana' faktisk var hans opfindelse; rebene blev oprindeligt brugt til bagoverbøjninger, og han så en mulighed i dem.

Der er ingen tvivl om, at Yog – ALT hvad det indebærer – har en enorm betydning for Prashant. Han ønsker inderligt at videregive HELE pakken, i det omfang vi – ikke-hinduer – er klar til at modtage den. Jeg føler med ham, når han mellem linjerne udtrykker sin frustration over, at yoga er blevet reduceret til fysiske stillinger og flotte billeder på Instagram. Jeg håber, han lykkes med sin mission, men ved også at der er lang vej; Yoga er komplekst og et enormt område at studere - det tager mange år.

Jeg s**tter, så snart undervisningen er færdig; jeg skal skifte tøj og vil gerne nå at få lidt mad, inden busturen på otte timer.

Udenfor møder jeg Shreeraj fra Mumbai, som er kommet for at deltage i undervisning med en anden lærer. Han var i tvivl, om han kunne nå at komme til centret, inden jeg rejste, og det er fedt at gense min motorcykel-guide fra 2022.

Shreeraj og jeg kørte rundt i Punes gade, var på toppen af det nærmeste bjerg og så solopgangen, besøgte tempelruiner, fredshaven og meget mere. Det var både hans og mit første besøg i Pune dengang, og vi fik oplevet en del – i høj fart på den motorcykel!

Jeg skynder mig ned for at skifte, for jeg vil gerne nå lidt frokost, inden chaufføren kommer kl. 12:30 – noget Madu så venligt har sørget for.

Det bliver et kort, men hjerteligt farvel til de sidste fire dages medstuderende, inden turen går videre i bil mod Bangalore til et busstopsted nær trafikpolitistationen.

Ved busstoppet, som blot et tilfældigt sted på et fortov, falder jeg i snak med to unge fyre, der studerer jura i Bangalore, men bor i Coimbatore, hvor jeg også skal hen. Til daglig bor de hos venner eller i et lejet værelse, men nogle weekender tager de bussen syv timer hjem.

Bussen ankommer – og den er toplækker! Enkelt- og dobbelt-sovekabiner i to etager. Ved indgangen får vi udleveret en snack-pack bestående af knap en halv liter vand, en rulle kiks og en pose peanuts.

Det går dog hurtigt op for mig, at der ikke er toilet på bussen, og jeg frygter, at det potentielt kan blive en lang tur. Jeg får slappet lidt af, men det er nærmest umuligt at skrive rejsedagbog med alle de huller i vejen og sporadisk internet. På et tidspunkt ryster det så meget, at det føles som en tur i Tivoli.

Efter cirka fire timer holder vi pause – endelig tid til mad og et toilet! Mine nye jurastuderende insisterer på, at jeg sidder med dem, og den ene betaler endda for min mad.

Turen fortsætter, og det lykkes at få lidt søvn.
Jeg ankommer til Coimbatore en halv time tidligere end forventet. Klokken er knap 22, og planen var egentlig at tage en bil videre til Mettupalayam, men da jeg ikke har fået bekræftet togbilletten til Toy Train – og jeg faktisk er ret træt – vælger jeg at blive her... og ser frem til et bad.

Jeg får booket et hotel i nærheden. Jeg skal bare lige krydse et crazy trafikeret lyskryds først. Nede ad gaden dukker et lettere skummelt hotel op. Det første, jeg lægger mærke til i forhallen, er en boghylde med Koranen i fire eksemplarer. Og mænd, der kigger mærkeligt på mig.

Da det bliver min tur, forklarer receptionisten, at der er et problem: hotellet er kun for indere! Jeg må ikke være der. Udfordringer med c-form. Det kunne nu have været fedt, hvis det var oplyst inden booking og betaling.

Lidt ringen rundt og en lovning om, at pengene kommer retur, beslutter jeg at gå videre og finde et andet hotel. Efter 10 minutters gang finder jeg en lidt roligere gade og et nyt hotel, der ser billigt ud.

De lader mig komme ind, men er vist også lidt udfordret på c-form – jeg skal i al fald have taget billeder. Til gengæld koster det kun 88 kroner for en overnatning, så det går; det er jo bare for én nat.

Døren kan låses, der er næsten varmt vand i bruseren og rent sengetøj. Efter et bad hopper jeg i seng.

25/01/2025

Dag 10: Indiske systemer – et studie i tålmodighed og kompleksitet.
Nogle er tidligt oppe – allerede klokken 04:30. Det er ikke mig! Vedkommende efterlader lyset tændt, mens hun lister ud på badeværelset. Måske en form for mørkeræderi...? Jeg nævner det for en af pigerne fra USA, som nikker genkendende til fænomenet å hendes værelse. Det er åbenbart en ting.
Dagen starter med en kort praksis i salen, efterfulgt af papaya og te.

Prashant åbner med et klassisk filosofisk udsagn: "Always be curious about what you think you know."
Han dykker ned i, hvad yoga er – og måske vigtigere – og måske vigtigere, alt det folk fejlagtigt tror, det er.
Yoga er ikke en videnskab, siger han, fordi det ikke handler om eksakte værdier og resultater. Det er en proces, en bevægelse, der hele tiden ændrer sig.
Han gentager hvad han talte om i weekenden i Pune til 50 års fejringen "Purpose – Process – Consequence" og hvordan konteksten altid former praksis. Yogaens filosofi handler ikke om quick fixes eller fem-trins-guider til succes, men om konstant refleksion.

Så skifter han til astronomi og astrologi. Hvordan de ingredienser kan give en sød eller bitter kop the, afhængigt af blandingsforholdet. Det er den slags eksempler, der gør Prashants undervisning til noget særligt – altid fyldt med metaforer og rigtig meget tale.

Han nævner, at hans far, Guruji, var nødt til at undgå filosofi, når han underviste i udlande. Ofte blev han direkte forbudt at nævne noget, der kunne minde om spiritualitet og religiøsitet. Derfor blev det fysiske stillinger fejlagtigt tolket som dét yoga er.
Men tiderne er anderledes nu, og Prashant ser det som sin opgave at videregive "klassisk yoga".

Campus-tur
Efter frokosten går vi en tur rundt på stedet, først forbi grundskolen, hvor eleverne læser til eksamen. Videre til hospitalet, der er bygget til byens borgere, og som tilbyder gratis behandling for dem, der kommer hertil. Dernæst frugttræerne og vandreservoiret, og vi ender ved High School, hvor eleverne sidder og studerer i solen. Det føles særligt meningsfuldt at se, hvordan Iyengar-familien har gjort en forskel her. Kæmpe forskel for mange unge, der får en start på livet, som ikke havde været muligt ellers.

Derefter er der mulighed for at plante et træ, jeg springer over, for jeg har noget vasketøj, der skal ordnes. For to år siden var jeg med til at plante træer her, og jeg har været forbi og se hvor store og frodige de er blevet. Jeg aner dog ikke, hvilket et af dem, der er mit.

Aftensession med Prashant er overvejende fokuseret på pranayama; forskellige åndedrætsøvelser i forskellige stillinger. Vi hænger eksempelvis i rope sirsasana i et kvarters tid med fokus på åndedræt i forskellige retninger.

Over aftensmaden taler Maya og jeg om morgendagens rejse. Hun vil virkelig gerne med, men hun er bekymret for både papirer, kufferter og togbilletter. Jeg forstår hendes bekymring, men jeg prøver at holde roen. Jeg forsikrer hende om, at vi nok skal finde en løsning.

Alt er muligt og umuligt på samme tid
At skaffe togbilletter viser sig at være en udfordring af de større. Det kræver oprettelse på en særlig indisk toghjemmeside, en proces der gør DSBs systemer til en drøm. Efter megen møje og en del tålmodighed lykkes det os at købe to billetter. Men det er ventelistebilletter. Vi får nummer 78 og 79 – ikke just lovende.

Nu mangler vi bare en bus, der kan tage os til Mettupalayam eller Coimbatore.
RedBus ser lovende ud, men nettet på campus rækker ikke til at fuldføre betalingen. Maya er tydeligt presset, men jeg forsikrer hende om, at vi finder en løsning med de togbilletter, selv hvis det betyder at tage en bus eller overnatte et andet sted.

Klokken 21:30 kommer Madu for at minde os om, at lyset slukkes i hallen – Prashant skal sove.
Maya er i tvivl på grund af al usikkerheden, og det faktum, at hun skal aflevere nogle papirer til sin søn i Pune inden d. 26 januar. Desuden har hun to kufferter med, hvor hun skal have afsat den ene, før at være komfortable med at rejse. Jeg forstår udmærket hendes dilemma og hvorfor hun tøver med at købe busbilletten.
Vi aftaler at hun sover på det; jeg tager jo afsted uanset hvad. Ærligt så synes jeg, at hun er mega sej og at det er modig af hende, at ville springe ud i det -uanset om hun tager med eller ej.

23/01/2025

Dag 9: Papaya og Patanjali
Værelsesgæsterne er vågne fra kl. 05, og selvom jeg prøver at ignorere det og sove videre, er der allerede meget leben udenfor. Der er mulighed for at praktisere i yogasalen fra kl. 06, hvilket nogle af os benytter os af. Morgenmaden serveres fra kl. 07 og består af kaffe eller te og frisk papaya. Det er ret magisk at stå i den åbne hall og se solen stå op bag disen, mens bjergene gradvist toner frem i horisonten.

Dagens program byder på to sessioner og en tempeltur til landsbyen, hvor B.K.S. Iyengar blev født.

Prashants undervisning
Prashant tager os igennem en session, hvor sprog, lyd og betydning er i fokus. Han taler om, hvordan vi bruger sprog og lyde – hvordan trykket lægges på bestemte ord, og hvordan lyd skaber vibrationer. Lyden af OM og dens betydning.

Han taler om Guruji som en løve – en mand med en særlig karisma, der kunne brøle og være tilstede på en måde, ingen andre kan eller bør forsøge at efterligne. Det vækker latter i salen, men også en stille eftertanke om Gurujis unikke væsen.

Midt i sin talestrøm sender Prashant os alle i adho mukha vrksasana (håndstand), mens han fortsætter med at tale. Det er meget typisk for hans undervisning – en cocktail af filosofi, forskellige videnskaber, udtrykt og blandet med metaforer. Alt imens vi lytter, til tider længe i forskellige stillinger,

Han nævner stjernetegn som en måde at forstå ens egen natur på og finde frem til ens trumfkort – det, der gør én unik. Til de interessede; B.K.S. Iyengar var Vædder.

Efter tre intense timer og lækker frokost er der lidt fri tid, og folk bruger den forskelligt: Nogle tager et hvil, nogle læser, andre sidder lidt i solen, og nogle vasker tøj eller tager bad. Jeg nyder at betragte rytmen her – et helt andet tempo end i Pune.

Aftenundervisningen bringer en anden stemning. Mens dagen har været lun og lys, bliver aftenen kølig. En varmere bluse er nødvendig, når temperaturen falder, og skyggerne lægger sig over landskabet. Som solen går ned, går nogle af de ansatte rundt udenfor yogasalen med noget, der minder om stærkt osende brænde – for at holde myg og insekter væk.

Tempelturen
Efter undervisningen tager vi på tur til Hanuman og Patanjali-templet, der ligger i landsbyen, hvor B.K.S. Iyengar blev født. Landsbyen er beskeden, for ikke at sige fattig, og det er tydeligt, at mange her har svært ved at få enderne til at mødes. Det gør det endnu mere betydningsfuldt, at Iyengar-familien har opført et tempel, og at skolen og hospitalet på centret, er gratis for landsbyens beboere.

Templet er smukt og enkelt. Indgangen prydes af traditionelle rangoli-mønstre lavet af farvet pulver, og udenfor står skoene i lange rækker – et kendt syn ved alle templer. Statuerne af Hanuman og Patanjali og andre guddomme er omhyggeligt pyntet med blomster og kranse, og duften af røgelse fylder rummet.

Præsterne udfører puja, vi får det lille orangerøde mærke i panden og nogle sidder i stilhed foran statuerne.

Børn fra landsbyen løber rundt og kigger nysgerrigt på os – de hvide yogier, der er kommet for at se det sted, hvor Guruji blev født. Det føles som en dybt meningsfuld oplevelse at være her, velvidende at landsbyen har fået så meget gavn af de projekter, Iyengar-familien har finansieret.

Karate-Maya kommer hen til mig og siger, at hendes mand har givet hende lov til at rejse med mig. Jeg ved ikke helt, om hun er seriøs, men vi aftaler at snakke om det i morgen – hvem ved, måske får jeg en ny rejsepartner.

Sen aftensmad følger, og jeg spiser, som om jeg ikke har fået noget hele dagen. Uttapa dosa med kokosnøddetilbehør er også en af mine favoritter.

Jeg troede egentlig, at jeg ville gå tidligt i seng, men pludselig er klokken 23, der er faldet ro over gangene. Jeg har i en times tid forgæves forsøgt at få internettet til at virke. Måske i morgen..

20/01/2025

Dag 8: Fra hektisk storby til rolig landsby
Uret ringer kl. 03, jeg år lige at strække mig og ærgre mig over at gå for sent i seng går, da der tikker en besked ind fra chaufføren: Jeg er her nu. What? En halv time før tid! Den havde jeg ikke set komme. Jeg troede, jeg skulle vente på en forsinket chauffør. Afsted med mig. Det første han spørger om, er, om det er den nye eller gamle lufthavn... Blå? Hvordan skulle jeg vide det?

Han kører hurtigt, men ved kryds sænker han alligevel farten og forklarer, at signalerne slukker mellem midnat og kl. 05 for at spare strøm, så der må de være ekstra opmærksomme. People drive fast and crazy". Ja, det gør han sådan set også selv.

Der er en kæmpe kø til check-in, som heldigvis går ret hurtigt, men lige min taske skal åbenbart i en plasticbakke. Så vi venter på, at en servicefyr henter én. Security er hektisk, men kvinder har deres egen kø – ret smart, så man ikke skal vente ved kropsvisitationen, som jeg igen skal en tur igennem. Alt går som smurt, og jeg er i forbavsende god tid.

Mens jeg venter, kommer jeg i tanke om en af medarbejderne i boghandlen i går, der erklærede sin store begejstring for Thomas Vinterberg. Han studerer film og synes, at danske dogmefilm er fantastiske. Jeg havde på ingen måde regnet med at nogle her ville kende til danske dogmefilm! Ping, Anne, det havde jeg helt glemt at nævne i går aftes.

Sara fra US har arrangeret samkørsel for Carolyn også fra US og mig fra Bangalore til Bellur. Selvom Uber appen viser tur og pris, er det på ingen måde sikkert, at der er nogle chauffører, der vil tage turen ud til til Bellur. Der er klart flere sikre ture i gigantiske Bangalore med godt 12 millioner indbyggere. Den kaldes også Indiens Silicon Valley. Over en tredjedel af landets software eksporteres herfra.

Vi beder chaufføren til at stoppe på vejen, så vi kan få morgenmad, Masala dosa til mig – har jeg for øvrigt nævnt, at jeg er vild med indisk mad?

Videre mod Bellur. Her er enorme huller i vejen, og de andre bliver lidt usikre på, om vi er på den rigtige vej. Chaufføren har kørt ruten i 12 år, så han mener at være ret sikker på, at det er den rigtige vej.
Hans bil er pyntet med “target”-klistermærker, som han griner lidt af, da jeg spørger til dem. Jeg kan ikke helt afgøre, om det er for sjov eller for at provokere.

Bellur er et forholdsvis fattigt område. Centret, vi skal til, indeholder foruden yogashala blandt andet også soverum, madsal, hospital, high school og college – alt bygget af Iyengar-familien til landsbyens børn og voksne.

Ved ankomst tjekker vagterne navne, før vi får lov at køre ind. Gæt, hvis navn ikke er på listen? Lotti from Denmark. Vi kommer alligevel ind – bare en forbytning. Alt er godt og indisk.

Bellur Iyengar Yoga Center
Her er smukt, roligt, grønt og med frisk luft – en markant forskel fra den larmende og forurenede travlhed i Pune. Folk ankommer i løbet af formiddagen, og vi ender med at være omkring 75. Denne gang er halvdelen indere, resten internationale.
Det er muligt at praktisere i salen, så jeg tager en times tid, inden frokost bliver serveret. Udelukkende vegetarisk – og virkelig lækkert!

Aftenens session med Prashant handler om yogaens historie og det holistiske grundlag for praksis. Hvorfor det er vigtig at kunne og kende historien/grundlaget for Yoga og hele pakken af den holistiske, spirituelle, fysiske, mentale praksis som Yoga indeholder.
Han taler om Sankalpa, Bhoga, Sukha og Dukha og fremhæver, hvor vigtigt det er at kende sig selv, sit territorium, før man giver noget videre. “Learn how to understand first,” siger han.

Prashant slutter sessionen med lidt af en surprice ending, … og alligevel, det måtte komme; jeg synes han og Abhijata har bygget op til det henover weekenden.
Han håber, at folk på et tidspunkt glemmer Iyengar-navnet og i stedet fokuserer på yoga som helhed.

“Practice what you preach. Preach what you practice,” siger han. “Gør det ærligt fra ilden i dit hjerte.”
Gør du det?

Jeg skal love for, at det får gang i diskussionen blandt de internationale lærere og elever. (Altså det med at glemme Iyengar navnet i forbindelse med yoga)

Under aftensmaden snakker jeg med to briter og en inder om lidt af hvert. Maya fortæller, at hun har sort bælte i karate – en sjældenhed for indiske kvinder. Mega sejt. Hvis jeg skulle rejse gennem Indien med nogen, skulle det helt klart være hende!
Godnat fra firesengsstuen.

19/01/2025

Dag 7: Fællesskabets mange ansigter.
Morgenen starter med en rolig praksis, den søde morgenkaffe og ris. Det er sidste dag for fejringen og jeg tager tidligt til instituttet for at få en god plads i salen. Der er igen proppet med mennesker – glade og festklædte. Folk finder pladser på gulvet foran scenen.

Dagens program:
- Echoes of the Mat: Elever, både gamle og nye, deler refleksioner om deres tilknytning til RIMYI.
- Moot Court: En kreativ retssag om Iyengar-yogas berettigelse.
- Frokost for gæsterne.

Abhijata tænder lyset foran Patanjali-statuen, og vi chanter invocation i fællesskab. Derefter følger en årsberetning fra instituttet, hvorefter 10 lærere – både fra den første tid og nyere tid – deler deres oplevelser og møder med Guruji og instituttet.

Rajvi Mehta faciliterer seancen.
- Bobby Clennel fortæller, hvordan Guruji om aftenen lavede 30 minutters sirsasana, så det gjorde hun også – for det var jo nok bare det, man gjorde. Hun deler også minder om at klippe og pynte salen til festlige lejligheder.
- Joan White fortæller om et interview hun skulle lave med Guruji om hans evne til at se og hjælpe elevrene, hvor han sagde: “I don’t know how, I just do it.” Hun improviserede den del af artiklen, griner hun.
- Chris Saudauk beskriver en episode, hvor Guruji sagde til hende foran hendes elever: “You are teaching from the head, not the heart.” Hun blev berørt, men eleverne forstod det ikke.
- Gabriella deler, hvordan hun gemte sig bag søjlerne i salen, fordi hun var nervøs for ikke at gøre det godt nok.
- Laurie Blakney mindes kærligheden, retfærdigheden og de mange samtaler med Guruji om alt fra politik til videnskab og filosofi.
- Sheila Haswell fortæller om sin mors oplevelser på instituttet og hvordan det var at opleve det selv.
- James Murphy deler, hvordan Guruji var flink ved deres første møde – men senere viste, hvor streng han også kunne være.
- George Dovas deler historie om at være med til at starte Iyengar-foreningen i Kina.

Pause

Dernæst følger Moot Court, hvor Abhijata forsvarer Iyengar-yoga og instituttets metode. Raya agerer anklager, og Prashant er dommer. Det er en levende scene, hvor Abhijata bruger metaforer, som hendes bedstefar, Guruji, plejede at gøre:

- Flyet som metafor: Checklister er nødvendige for at kunne flyve, men når du først flyver, bliver de mindre vigtige. Sådan er det også med yoga – de strikse regler og strukturer er nødvendige for at nå de dybere stadier.
- “Open the chest”: Hun forklarer, hvordan sproget i Iyengar-yoga er blevet udviklet for at nå folk. Selvom kirurger måske ville undre sig over udtrykket, lærer de praktiserende hen ad vejen ikke blot at forstå det, men også at føle det.

Herefter følger en kæmpe tak og stort bifald til alle de frivillige, der har hjulpet gennem årets mange aktiviteter, fra intensive undervisningsuger til kulminationen denne weekend.

Vi flasker os ud og over i pavillonen på den anden side, hvor der er linet op med alskens indiske retter til de omkring 300 gæster. Det er imponerende, hvordan inderne, nogle gange, får tingene til at glide som smurt.

Der er en trykket, men også hjertelig stemning, da det er tiden til afskedskram. Mange lærere rejser hjem, mens nogle bliver i Pune måneden ud, og nogle rejser videre. Det er et unikt fællesskab blandt de internationale Iyengar yoga lærere; selvom jeg både rejser alene og er den eneste repræsentant fra Danmark, føler jeg mig på ingen måde alene. Jeg har en kæmpe familie omkring mig, og er lige så rørt af det, som de andre.

På vej hjem ser jeg min inderven fra i går holde med sin scooter – han venter klart på mig. Han hilser og spørger, om jeg har nydt frokosten, og om han må give mig et lift til FC Road. Jeg svarer, at jeg egentlig leder efter en boghandel, men takker ja til et lift.

Over en kop kaffe får vi en snak om Indiens udvikling. Han er ikke begejstret for, hvordan unge ændrer deres livsstil og madvaner og bliver mere som Vesten (amerikanerne mener han). De glemmer deres historie og filosofi. Jeg kan kun give ham ret. Indien har en unik holistisk måde at anskue verden på, og det er virkelig ærgerligt, hvis den er på vej til at drukne i Pizza Hut, KFC og swipekultur.

Han sætter mig af ved FC Road, og jeg går ned i en bogkælder. Jugal, den hjælpsomme boghandler, ved præcis, hvor alt er – fra yoga- og filosofi-bøger til Feynman og Darwin. Jeg kunne bruge en hel dag her, og bøger er langt billigere her end hjemme. Jeg må begrænse mit indkøb på grund af vægten i bagagen.

Tilbage på hotellet får jeg receptionistfyren til at printe mit boardingkort; jeg har tjekket ind og håber virkelig det kommer til at gå nemt i lufthavnen i nat/morgen.

Jeg har bestilt en Uber til kl. 03:30. I nat rejser jeg videre til Bellur for fire dages intensiv undervisning med Prashant S. Iyengar: Yog.

18/01/2025

Dag 6: Goodluck og Guruji
Morgenen starter med en rolig praksis, og den søde kaffe. Jeg valgte risen fra og tog et s**t forbi den populære iranske Cafe Goodluckfra 1935, der er kendt for deres “bun maska” – en blød bolle med dobbelt op på tandsmør – og iransk te. Ida fra Sverige og jeg besøgte den for to år siden om aftenen og der er heldigvis ikke lige så travlt om dagen. Jeg får en snak med et par lokale herrer, hvor den ene fortæller at de har haft en dansk studerende boende i forbindelse med udveksling på hans datters skole. Lille verden, hvad?

Jeg skal videre -ud at se efter nye sandaler, da jeg fornemmer at der er vabler på vej!
Undervejs bliver jeg fanget i en bogbutik (jeg har en stor svaghed for bøger, mest faglitteratur og naturligvis gerne yoga og filosofi).

Snupper en stærk fast food ting ved madboden tæt på hotellet. Derefter bad og skifte til pænt tøj, inden jeg tager afsted til den første fejring af 50-års jubilæet for Ramamani Iyengar Memorial Yoga Institute.

Fejringen er så stor, at ikke alle gæster kan være på selve instituttet. En kæmpe overdækket pavillon på den anden side af gaden er blevet sat op med storskærm og plads til over 100 siddende – og den er fyldt til bristepunktet.

Salen på instituttet er smukt pyntet med blomsterkranser og farvestrålende papir på podiet. Børn fra Mumbai optræder med historier – og yogaopvisninger og myter i historien – og senere holder Prashant tale. Han minder os om altid at huske barnet i os og får salen til at grine med joken fra i går om Iyengar-yoga som “I younger yoga.”

Herefter fortæller han historien om instituttet og sin opvækst med sin far, B.K.S. Iyengar, som han altid kalder Guruji. Historien er en fascinerende rejse:

Fra 1942 til 1974 boede familien i et lejet hus til blot 16 rupee om måneden. I 1966, efter Yogabpgen, der fik stor succes, købte Guruji et hus i Bangalore, som han senere solgte for at kunne købe grunden i Pune. Pengene fra hussalget blev brugt til at bygge et hjem med en yogasal ovenpå til 10-15 mennesker – købt for blot 6 rupee per squarefoot. Du kan selv omregne, det er ik meget!

Guruji mente ikke der ville komme så mange, men eleverne ønskede et større sted, og således blev instituttet bygget og indviet i december 1975 – kun tre dage før åbningen. Da elevtallet voksede blev balkonen naturligvis brugt som prop. Her blev lavet bagoverbøjninger, og Prashant fortæller at forbipasserende nok har undret sig over at andre hænger tøj til tørre på balkonen, men her hænger de mennesker til tørre.... Sådan var det siger han; vi brugte vores kroppe og hvad der var tilgængeligt til props for eleverne.

Prashant fortsætter med at dele historier fra tiden, hvor klasserne var små og medical classes havde tre elever og lærerne til tider var flere end eleverne.

Efter talen samles alle udenfor instituttet. Det er en stor Iyengar-samling med elever og lærere fra hele verden – blandt de måske mere kendte Patricia Walden, Lois Steinberg, Joan White, Kevin Gardiner og mange, mange, mange flere fra Hong Kong til Finland. Stemningen er festlig og farverig, og selvfølgelig bliver der taget billeder til mindedagbogen.
Der mangler intet og Instituttet har sørget for snacks til ALLE; samosaer og en lille lækker kagedelight.

Jeg beslutter at gå hjem, da lørdagstrafikken er tung. På vejen stopper en scooter ved siden af mig. Lige som jeg er ved at finde “skrappe Lotte” frem, tager føreren hjelmen af og spørger, om jeg er fra Iyengar-instituttet. Roligt går det op for mig, at han genkender mig, og husker at have set ham, men jeg aner ikke hvem han er.
Han tilbyder venligt et lift tilbage til FC Road, hvor en gruppe studerende står og, som jeg forstår det, øver en sang... Klokken er 22:00 en lørdag aften... det virker da som en fornuftig ungdomsaktivitet.
På en af sidegaderne er en arbejder ved at lukke 'forsvarligt' af på en byggeplads. Den var sgu ikke godkendt i DK!

DOING YOGA

31/01/2025

30/01/2025

25/01/2025

23/01/2025

20/01/2025

19/01/2025

18/01/2025

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type