20/02/2025
Et vigtigt budskab.
Lyt til eksperterne - Dem som virkelig ved hvad de snakker om. Dem som på egen krop og sind har mærket hvad der er på spil.
I min klinik møder jeg mange klienter som Mathilde der har mødt systemet, som med et væld af velmenende tilbud har forsøgt at hjælpe ud fra en præmis om at de vidste bedst hvad vedkomne havde brug for.
En af mine største inspirationskilder er Søren Kierkegaard som sagde:
”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.
Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke."
Jeg ved og annerkender at jeg ikke til fulde forstår mine klienter - Jeg ved at det er dem, som er eksperten på deres liv.
Men jeg ved også at jeg er god til at møde mine klienter der hvor de er, og hjælpe dem til at se på sig selv og deres situation fra nye vinkler, der hjælper dem til at opdage nye muligheder og veje at gå.
Jeg har ikke svarene som mine klienter søger, men jeg har spørgsmålene som kan hjælpe dem til at finde deres egne svar i sig selv - de svar de har brug for, for at finde balancen.
»Kære Mette
Måske hører du nu min stemme og mærker mig i ordene. Eller måske læser du aldrig dette brev.
Jeg kunne sige mange ting til dig. Jeg kunne bede dig om forandring, fortælle dig min historie igen og igen – en historie om psykisk sygdom, om aldrig at færdiggøre folkeskolen og om ikke at kunne finde min kasse – men noget siger mig, at det er bedst at begynde brevet her, hvor jeg sidder og skriver det:
Ved spisebordet på en lille gård i Jylland.
Det er en smuk ejendom omkranset af skov, eng og marker. Her er køer, høns, katte og hund og en radio ude i laden, som jeg kan høre herinde. Gården er mine bedsteforældres. I over 70 år har det været min morfars hjem. I dag er det snak, kærlighed og latter, du finder her, men da han var ung, var det et landbrug med 100 malkekøer og 60 hektar jord. Min morfar gik ud af skolen i 7. klasse og lærte alt, han havde brug for at lære, på gården blandt dyrene og med fingrene i jorden. Han havde ingen lang landbrugsuddannelse som flere af sine kammerater, men han havde evnerne, lysten til at lære og gåpåmodet til at prøve.
Jeg er min morfars barnebarn. Jeg lever og ånder for duften af nyslået hø, jord på hænderne og græssende kvæg. Mit største ønske er at blive tredje generation på gården og leve et liv med lige så meget kærlighed, livslyst og glæde, som dette sted har givet mig i min barndom. Men jeg har en psykisk sygdom.
Hele mit liv har jeg kendt til udviklingsskemaer, møder og daglige kampe, og mens mine jævnaldrende færdiggjorde folkeskolen, begyndte på gymnasiet, fik hue på og job ved siden af, rejste, købte bil, sparede op og formede deres drøm til virkelighed, sad jeg derhjemme og så på. Jeg vil ønske, at det var mig, Mette.
Desværre har jeg det, som om systemet mest af alt ønsker, at jeg skal have det godt for dets egen skyld. For at jeg kan få en uddannelse og et arbejde. For at bidrage. For at leve for at arbejde, ikke arbejde for at leve.
Når jeg er i bedring, skal jeg altid hastes afsted til de nyeste ”tilbud” for ”unge som mig”, og ofte brænder jeg sammen i dem, jeg famler i mørket for at finde lyset. Jeg har aldrig givet op, men hvor længe skal jeg blive ved med at kæmpe? Ikke kun mig, men de 43.000 andre unge mennesker uden job og uddannelse, som jeg tror, kun ønsker sig én ting: at bidrage til samfundet. At være en del af det.
Folk har indimellem kaldt os restgruppen, men vi er ikke en rest. Vi er stærke, intelligente unge mennesker. Vi er så mange drømme, så mange håb, så mange fantastiske sjæle, som vil give alt, vi har, i det omfang, vi kan. Jeg ved, at jeg vil være en del af noget, og jeg har aldrig mødt et menneske, der ikke vil det. Men måske kan vi ikke arbejde fra 8 til 16? Eller tage en uddannelse? Og hvad så? Min morfar klarede sig uden.
Hvad hvis vi i stedet for at leve på systemets præmisser måtte give det, vi havde, og vise, hvad vi kunne, på vores måde? Jeg tror, at jeg ville få et bedre liv af det. At jeg ikke ville bruge al den tid i psykiatrien.
Jeg kunne bede dig om mange forandringer, men ærligt talt ved heller ikke jeg præcis, hvad der skal til. Jeg ved, at noget skal ske i psykiatrien, den bløder, og jeg ved, at jeg har et håb.
Et håb om, at der bliver lyttet mere til os, det handler om. Om at du og de andre politikere vil tage os unge med ind i overvejelserne og beslutningerne i stedet for at træffe dem hen over hovedet på os.
For to år siden sagde du, at vi var regeringens vigtigste opgave.
Men hvornår sker der noget, Mette? Betyder vi egentlig noget?
Mange hilsner
Mathilde Høj«
