16/04/2025
Når jeg ruller ned i min Facebook feedback, og kigger opslag, så ser jeg kommentarfeltet mættet med negativ energi.
Sure kommentarer. Debatter der bliver afsporet fra debat til personlig hetz.
Oplæg hvor oplægsholdern bliver skammet som selvfed og popsamart.
Det er som om flere og flere har en mening. Og den mening kommer fra det dybeste mørke af ens egne mangler, livsmod og manglende selvtilfredshed.
Sandheden er nemlig, at når man er mættet og glad. Har succes i sit liv og vægter Sunde værdier. Så hænger man ikke i at ville kritisere, dømme, hænge ud sparke eller shame.
Man kommer fra et andet sted, der spreder fred .
Når nogen bliver dømmende er det som regel fordi, at man bliver ramt i et opslag. Man føler sig på en eller anden måde forsmået , dømt og uretfærdigt behandlet. Også selvom det intet har med en selv at gøre. Og det ikke direkte er målrettet dig.
Jeg får tit lyst til at sætte en irettesættende kommentar, når jeg læser en kommentar der lige er negativ nok. Lige åbenlys nok, omkring kommentatorens egen mangler. Lige en tand for uopdragen.
Men jeg tier.
For alt det ved jeg, er en process.
At åbenbare når man tager fejl.
At se sine egne fejl
At se sine mangler
At se hvor forkert man opfører sig.
At indse hvor det egentligt gør ondt.
Får når vi føler os ramt på noget, så taler følelsen til os. Den der følelse der minder dig om din blinde vinkel. Den du ikke vil se.
Og derfor langer man ud. Som en ramt løve.
Men i virkeligheden langer man ud fordi, man lige dér, mødte sit eget ømme punkt.
Kan du ressonere ?
