Psykoterapeut & sexolog Susanne Lindahl

30/04/2026

Det var ikke engang godt s*x.
Og alligevel ødelagde hun det hele.

"Jeg forstår det ikke selv."
"Jeg elskede ham. Han gjorde alt for mig."
"Vi har dejlige børn. Et godt liv. Jeg manglede ingenting."
"Og alligevel."

Jeg hører det i terapirummet. Fra kvinder der sidder overfor mig med skam i øjnene, kigger ned og har ingen forklaring.

For der er umiddelbart ingen god forklaring. Ingen ulykkelig ægteskab at pege på. Ingen emotionel sult der giver mening. Ingen der behandlede dem dårligt.
Og det er præcis det der gør det så svært at bære.

For vi har en fortælling om hvorfor folk er utro.
De var ulykkelige. De følte sig svigtet. De manglede noget.

Men hvad gør man med den kvinde der havde alt, og alligevel var utro?

Her er så det ingen taler højt om.

Det perfekte liv kan være det mest ensomme sted at bo.

Ikke fordi noget mangler udefra. Men fordi noget mangler indefra. En følelse af langsomt at være forsvundet ind i det gode liv. Den gode mor. Den gode hustru. Den ansvarlige. Den der holder alt sammen.

Hvornår var hun sidst bare sig selv?
Ikke en funktion i andres liv.
Ikke halvdelen af et vi.
Bare, sig selv.

Det var ikke s*xen der var ekstraordinær.
Det var følelsen af at eksistere udenfor rollerne.

Som Esther Perel siger: "Den utro søger ikke en anden person. De søger en anden version af sig selv."

Og her er det vigtige, det som mange aldrig når frem til at forstå:

Det handlede ikke om ham hun var utro med.

Det handlede om 👉🏼 hende 👈🏼

Om et indre liv der ikke havde fundet plads indenfor det perfekte ydre.
Det er den mest isolerende form for skam.

For hvordan forklarer man det?
"Jeg havde alt, og alligevel."

Der er ingen der forstår det. Heller ikke en selv.

Og så bærer man på det alene. I tavshed. Med en skam der ikke har et sprog.
Men der er et sprog for det, man bare lære det nye sprog at kende.

Og det starter ikke med at forstå hvorfor man gjorde det.

Det starter med at turde spørge hvem man er, når ingen har brug for en.

Det er det arbejde vi laver i terapirummet.

🤍 Jeg tager alle ind i terapirummet 🤍

Også dig der havde alt, og alligevel...

Booking-link i kommentarfeltet 👇🏼

Kh Susanne

26/04/2026

Du har s€x. Men du mærker ham ikke.
Du mærker ikke engang dig selv.

👉🏼 "Jeg mangler noget. Jeg ved bare ikke hvad."

👉🏼 "Det er svært at sige fra, når det er mig der skal sørge for den gode stemning."

👉🏼 "Jeg vil ikke være til besvær."

Jeg hører det igen og igen i terapirummet.
Og jeg kender det selv.

Det starter i de små steder hvor man ikke siger fra. Hvor man tilpasser sig. Hvor man gør sig selv mindre. Ikke beder om det man gerne vil have (fordi det er svært at mærke hvad det er!)

Ikke fordi nogen tvinger én.

Men fordi det er det man har lært.

Og så en dag er man væk. Fra sin krop. Fra sine behov. Fra det man længes efter.

Man keder sig seksuelt. Og man skammer sig over at det er sandt.

Det er ikke tilfældigt at det er sådan.

I over 2000 år blev kvinder med seksuel lyst kaldt hysteriske. Behandlet "medicinsk". Sat på plads.
Diagnosen hysteri forsvandt først fra det diagnostiske system i 1980.

Det er ikke middelalderen. Det er altså vores mødres generation.

Vi har arvet det, alle sammen. Skammen over at ville for meget. Over at fylde for meget. Over at være den slags kvinde.

Og så lærer vi - helt automatisk - ikke engang at tillade os selv at vide hvad vi vil.

Esther Perel siger noget der er meget direkte: "Vi beder kvinder om at være Madonna og h**e på samme tid, og så er vi overraskede over at de fryser til."

Forsker Shelley Taylor kalder det tend and befriend.
Kvinders biologiske tendens til at pleje og tilpasse sig under pres. Det er en styrke. Men i soveværelset bliver det en fælde. Det er biologisk forankret i oxytocin og østrogen.

Den der altid sørger for den gode stemning, altid tilpasser sig, ikke får sagt fra (det er svært at sige fra, når man er den der skal sørge for den gode stemning), den kvinde mister langsomt kontakten til sine egne behov.
Også de seksuelle.

Emily Nagoski beskriver det præcist: kvinder internaliserer seksuel skam på en måde der direkte påvirker evnen til at mærke og udtrykke lyst.

Det du længes efter er ikke mere s*x.

Det er dybere kontakt med din partner, og med dig selv.

Det er to meget forskellige ting, og det er præcis der arbejdet begynder.

Kh Susanne

24/04/2026

Utroskab starter ikke i den andens seng.

Det starter i det øjeblik du holder op med at eksistere i dit eget liv.

Jeg hører det igen og igen i terapirummet:

"Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst følte mig levende, vores forhold var dødt."

"Der var endelig et sted hvor jeg måtte være mig selv, det var mit frirum."

"Jeg var ikke mor når jeg var med ham."

De søger ikke mere s*x.
De søger at mærke sig selv igen.

Det er det ingen taler højt om.

For vi har en kollektiv fortælling om utroskab der handler om begær. Om ikke at kunne styre sig. Om den anden person.

Men affæren handler næsten aldrig om den anden person.

Den livskraft der vækkes, den lethed, den følelse af at eksistere fuldt ud, det var ikke den andens fortjeneste.

Det boede i dig hele tiden.
Det var bare holdt op med at have plads.

Som Esther Perel siger: den utro søger ikke en anden partner. De søger en anden version af sig selv.

Og det vigtige arbejde er ikke at finde en ny partner.

Det er at finde den version af dig selv igen, som du glemte i dit parforhold.

🤍 Jeg tager alle ind i terapirummet 🤍

Uanset hvad du bærer på.

Booking link i kommentarfeltet 👇🏼

Kh Susanne

21/04/2026

Der er en biologisk grund til at utroskab gør så ondt, og så længe.

Og den tror jeg ikke nogen har fortalt dig.

Mange kvinder der har oplevet utroskab beskriver det samme.

Det er ikke bare en tanke der dukker op. Det er en fysisk fornemmelse. En stemme. En duft. Et bestemt tidspunkt på dagen. Og pludselig er du tilbage i det, fuldt og helt, selvom der er gået måneder. Måske år.

Og så dukker spørgsmålet op der gør virkelig ondt:

Hvorfor kan jeg ikke komme videre? 💔❤️‍🩹

Svaret er at din krop gør præcis det den er bygget til at gøre 🙏🏼

Kvinder lagrer traumatiske minder anderledes end mænd.

Forskning viser at kønshormonerne østrogen og progesteron spiller en direkte rolle i hvordan traumatiske minder lagres i kroppen. Ikke bare i sindet, i kroppen, i nervesystemet, i vævet.

Det betyder at kvinder ikke bare husker traumet kognitivt. De lagrer det sensorisk på en anden måde, som lyd, lugt, berøring, stemning. Et bestemt tidspunkt på dagen. En bestemt tone i stemmen. En duft der pludselig bringer det hele tilbage.

Forskning viser at kvinder er mere end dobbelt så tilbøjelige til at udvikle PTSD efter en traumatisk hændelse som mænd, på trods af at mænd er mere eksponerede for traumer generelt.

Det er ikke tilfældigheder det her. Det er fysiologi.

Oveni det biologiske kommer det psykologiske.
Kvinder er generelt mere relationelt orienterede end mænd, som en styrke der i denne sammenhæng bliver en sårbarhed. Identitet, selvforståelse og tilknytning er tæt vævet sammen. Når relationen krakelerer, krakelerer noget af selvforståelsen med.

Det er derfor utroskab ikke bare føles som et svigt fra en partner. Det føles som et svigt fra virkeligheden selv.

Og det arbejde med at adskille "hvad han eller hun gjorde" fra "hvem jeg er", det arbejde tager tid. Meget mere tid end omverdenen forstår.

Det at du stadig mærker det – i kroppen, i nervesystemet, i de uventede øjeblikke hvor det hele kommer tilbage – det er ikke et tegn på at du ikke er kommet langt nok.

Det er et tegn på at du bærer på noget der er for tungt at bære alene.

Bessel van der Kolk siger det: traumer heler ikke ved at tænke sig igennem dem. De heler ved at blive bearbejdet – i kroppen, i relationen, i et trygt rum.

Det rum findes.

🤍 Jeg tager alle ind i terapirummet 🤍

Også dig der både er kvinde, bedraget partner og mor, og som forsøger at holde det hele sammen.

Uanset hvor du er i processen. Uanset hvor lang tid der er gået. Din smerte har ikke en overskredet udløbsdato.

Booking-link i kommentarfeltet 👇🏼

Kh Susanne

19/04/2026

Der er to ofre for utroskab.

Den der blev bedraget. Og den version af dig selv du ikke kan finde tilbage til.

Jeg ved af personlig erfaring, hvordan det føles.

At sidde med en virkelighed der er gået i stykker. At kigge på det liv du troede du havde, og indse at det ikke var det du troede.

Og så kommer sætningerne væltende indover.

"Måske er det bare mig"
"Burde jeg tage mig sammen"
"Overreagerer jeg, når det bliver ved med at gøre ondt?"
"Hvis jeg kan tage så meget fejl her, hvad har jeg så ellers taget fejl omkring?"

Kender du dem?

De er tegn på at du er i chok.

Utroskab er ikke bare et tillidsbrud. Det er et identitetstab.
Du mistede ikke bare din partner. Du mistede din version af virkeligheden. Det liv du havde bygget, de beslutninger du havde truffet, det billede du havde af dig selv, alt det ryster i sin grundvold.

Det er ikke overfølsomhed.
Det er et ontologisk chok.

Og det tager tid at bygge op igen.
Meget længere tid end omverdenen forstår.
Og ofte meget længere tid end du selv synes du har ret til.

Utroskab kan sætte sig som et traume.

I bogstaveligste forstand.

Symptomerne hos den bedragede partner ligner dem vi ser ved PTSD (du kan få PTSD af det)
Du genoplever. Du sover ikke. Du scanner konstant, telefonen, ansigtsudtrykket, tonen i stemmen. Din krop kan ikke slappe af.

Det er ikke dig der er svag. Det er dit nervesystem der har oplevet noget der føles livstruende.
Fordi tilknytning er livstruende for nervesystemet at miste.

Vi er biologisk programmeret til at reagere på tab af vores nærmeste som på fare.

Bessel van der Kolk fortæller om hvordan traumer lever i kroppen. Det er derfor du stadig mærker det, længe efter du burde være "kommet videre".

(Forskning viser desuden at kvinder lagrer traumatiske minder anderledes og dybere end mænd, biologisk set. Det er der en fascinerende forklaring på, som jeg uddyber i næste opslag.)

Og så kommer trumf sætningen.

"Er jeg sådan én man kan behandle så tarveligt?"

Den sætning.

Sid lige med den et øjeblik.

For den vender indad. Mod dig selv. Som om sviget siger noget om din værdi, og ikke om den der svigtede.

Men det gør det ikke.

Sindet søger forklaringer når virkeligheden krakelerer. Og den nærmeste forklaring er altid os selv.
Det er et sårbart menneske der forsøger at genskabe kontrol over en verden der ikke længere giver mening.

Det ser jeg i terapi rummet, som jeg ikke hører nogen tale højt om:

De fleste der har oplevet utroskab skammer sig over at det stadig gør ondt.

Seks måneder efter. Et år efter. To år efter.
Som om der er en udløbsdato på smerten, og de har overskredet den.

Det er der ikke.

Heling tager den tid det tager. Og den kræver at du må se på det der skete. Hvad det gjorde ved dig, hvad du mistede, og hvad du måske aldrig fik lov at sige højt.

Du overreagerer ikke.

Du er ikke ved at blive skør.

Du er et menneske der har oplevet noget der rystede din verden i sin grundvold.

Og du fortjener hjælp til at finde dig selv igen.
Begge dele af dig. Den der blev bedraget. Og den du ikke kan finde tilbage til.

🤍 Jeg tager alle ind i terapirummet 🤍

Uanset hvilken side du står på, uanset hvor du er i processen. Uanset hvor lang tid der er gået.

Booking-link i kommentarfeltet 👇

Kh Susanne

17/04/2026

Jeg var utro fordi jeg ikke elskede min partner.

Det har jeg aldrig hørt nogen sige i terapirummet.

Det jeg hører er noget andet. Fx.

"Jeg kunne ikke mærke mig selv længere."
"Jeg italesatte mine behov, men blev ikke mødt"
"For første gang i flere år følte jeg mig levende."
"Jeg ved ikke hvorfor, jeg bliver draget til det igen og igen".
"Han var slet ikke tilstede i vores forhold"

Og det forstår jeg kan være ubehageligt at høre. For det peger ikke på den anden person. Det peger indad, i sig selv.

Det er det affæren næsten aldrig handler om, den anden.

Biologisk antropolog Helen Fisher har scannet forelskede hjerner. Og det hun fandt finder jeg både fascinerende og lidt skræmmende:

Forelskelse aktiverer de samme dopaminsystemer som kokain ‼️

I bogstaveligste forstand.

Læs lige det igen!

Og hun dokumenterer yderligere noget der er endnu mere interessant:

Lyst, forelskelse og tilknytning er tre separate biologiske systemer der sagtens kan pege i tre forskellige retninger på samme tid.

Man kan være dybt knyttet til sin partner. Elske dem. Ville dem det godt.
Og samtidig være fuldstændig i brand efter en anden.

Ikke fordi man er et dårligt menneske.

Men fordi hjernen er bygget sådan.

Det betyder ikke, at det er en frihedserklæring.
Det er blot en forklaring.

Esther Perel rammer det også ret præcist:

"Den utro søger ikke en anden person. De søger en anden version af sig selv."

Og når man lytter rigtigt efter i terapirummet, hører jeg det tydeligt:

Ikke "jeg forelsker mig i ham."
Men "jeg kan huske hvem jeg var, da jeg var sammen med ham."

Ikke "han er bedre end min mand."
Men "jeg er ikke mor når jeg er med ham. Jeg er bare mig."

Og her kommer så det der kan gør ondt.

Den livskraft der vækkes i affæren - den lethed, den følelse af at eksistere fuldt ud - det var ikke den andens fortjeneste.

Det boede i hende hele tiden.

Det var bare holdt op med at have plads.

Måske fordi hverdagen langsomt tog den.
Måske fordi hun holdt op med at bede om den. Måske fordi de begge, stille og uden at aftale det, holdt op med at møde hinanden som andet end funktioner i hinandens liv.

Og så kom nogen. Et nyt par øjne. Og pludselig var du der igen.

Det tragiske er ikke affæren.

Det tragiske er at den livskraft ikke fandt vej indenfor relationen.

Og det er præcis det arbejde vi laver i terapirummet. Ikke at dømme det der skete.
Men at forstå hvad der kaldte på det.

Og finde ud af om det stadig kan leve på indersiden.

🤍 Jeg tager alle ind i terapirummet 🤍

Uanset hvad du bærer på.

Booking-link i kommentarfeltet 👇

Kh Susanne

14/04/2026

Jeg har aldrig fået så mange beskeder fra fremmede mænd 🌿😅

Det skete efter Go' Aften LIVE og TV2 Nord.

Beskeder fra mænd jeg ikke kender.
Mange af dem kommenterede på mit udseende. Jeg blev også inviteret på date. En skrev at jeg er alt hvad han har drømt om.

Flere af dem er i et forhold...

Jeg sidder med det og tænker, gud hvor er det menneskeligt!

Og så var der de andre der skrev.

En enkelt indledte med et spørgsmål. En reel invitation til dialog, eller sådan så det ud.
Men da jeg ikke ønskede at svare på de mange spørgsmål, skiftede tonen.

Pludselig var jeg for sensitiv (tak, jeg har virkelig øvet mig i mange år på at blive mere sensitiv 😉)
Pludselig skulle jeg stå til regnskab, for en vildt fremmed. Han kontaktede mig både på Messenger og på mail for at sikre sig at beskeden landede.

Og det er egentlig det interessante.
For det startede som en invitation. Men det var det ikke.
Det var et krav forklædt som en invitation.
Der er stor forskel på de to.

Jeg svarede ikke på kravene.

Ikke fordi jeg er for sensitiv.
Men fordi jeg ikke skal stå til ansvar for andres krav og triggere. Jeg er åben for dialog, hvis man oprigtigt inviterer til dialog i nysgerrighed.

Det der har trigget mest er tilsyneladende overskriften "Hvem er mest utro – mænd eller kvinder?"

Størstedelen af dem der reagerer, forholder sig ikke til resten af opslaget. Kun overskriften.

Og det finder jeg egentlig ret interessant..

For det er præcis det vi taler om, når vi taler om utroskab og de reaktioner det vækker i os.

Når noget trigger os så voldsomt at vi ikke kan læse videre, at vi må reagere med det samme, afkræve svar, pege fingre, kalde den anden for sensitiv når de sætter en grænse, så er det sjældent den anden det handler om.

Det er et nervesystem der ikke kan rumme smerten.
Smerten over måske at kende sig selv igennem det der bliver skrevet. Smerten over noget uforløst. Noget der ikke har fundet et sted at lande. Projektioner der bliver skudt afsted.
Og så bliver jeg, eller min overskrift, en container for det.

Det er ikke en dom over de mænd der skrev.
Det er en observation. Alle kan reagere. Men jeg sætter grænser for reaktioner, i mine opslag, og min indbakke 🙏🏼

Kh Susanne

10/04/2026

Min indbakke flyder over med beskeder, og særligt trænger spørgsmålene sig på, hvilket jeg forstår 💬❓

Skriv dit spørgsmål i kommentarfeltet herunder, så deler jeg svaret i et nyt post 📲

P.s jeg modtager ikke spørgsmål i min indbakke, kun i kommentarfeltet herunder.

09/04/2026

Hvem er mest utro, mænd eller kvinder?

Det er et mindre vigtigt spørgsmål...

Når jeg skriver om utroskab, og bruger mænd som reference til den utro part, kommer kommentarerne (især i min indbakke):

"Kvinder er også utro."

"Det er hetz mod mænd."

"Hvorfor taler du kun om det ene køn?"

Og I har ret. Delvist.

Utroskab kender ingen køn. Det har jeg sagt fra begyndelsen. Men lad os løfte debatten til et større perspektiv, for spørgsmålet om hvem der er mest utro er ikke bare unuanceret. Det er et mindre vigtigt spørgsmål.

Projekt SEXUS viser at 23% af mænd og 14% af kvinder har været deres nuværende partner utro.

Men tallene er et øjebliksbillede. Og et unuanceret et, hvis du spørger mig.

Utroskab er i undersøgelsen defineret snævert, som s*x med en anden uden tilladelse.

Men derimod:
👉🏼 Den emotionelle affære.
👉🏼 Den digitale utroskab.
👉🏼 Den kroniske micro-utroskab.
👉🏼 Den der lever i fantasien og aldrig bliver til handling.

Alt det er usynligt i tallene.

Og så er der det metodiske problem: selvrapportering af socialt stigmatiseret adfærd, er notorisk upålideligt.

Forskning viser at mænd historisk har haft tendens til at overrapportere seksuel aktivitet, og kvinder til at underrapportere.

Biologisk antropolog og forsker Helen Fisher dokumenterer desuden at kønsgabet i utroskab er blevet markant mindre over de seneste årtier. I nogle aldersgrupper er det udlignet eller vendt.
Hendes konklusion er tankevækkende:
det historiske kønsgab handlede måske aldrig om biologi. Men om mulighed og magt.

Vi ved simpelthen ikke hvem der er mest utro! Og det er faktisk pointen, for det vigtigere spørgsmål er hvad der bevæger et menneske væk fra sin partner.

Og dét starter længe før nogen fysisk går udenfor relationen.
Det starter fx. i distancen. I det uudtalte. I det der langsomt holder op med at leve indenfor forholdet.

Den bevægelse kender ingen køn.

Og lad mig tilføje noget vigtigt.

Vi kan befinde os et modent sted i vores liv, have selvindsigt, bevidsthed, arbejdet med os selv, og stadig bære på tidlige traumespor der under pres trækker os tilbage til mønstre vi ikke selv valgte.
Mønstre der ikke bor i den bevidste tanke, men i kroppen. I nervesystemet og vævet. I det der blev indlejret i os længe inden vi havde ord for det.

Et menneske kan have stor indsigt og alligevel, i bestemte triggersituationer, handle fra et sted der er år, måske årtier, ældre end deres kronologiske alder.

Det er neurobiologi.

Og det er præcis derfor "en gang utro, altid utro" er en så farlig sætning. Den behandler en handling som en identitet. Og den lukker døren for noget af det der rent faktisk virker, at forstå hvad der lå bag.

Både for den der var utro, og for den der blev svigtet. Og for relationen de begge var med til at skabe.

🤍 Jeg tager alle ind i terapirummet 🤍

Uanset køn. Uanset hvilken side af utroskaben du står på. Uanset hvad der ligger bag.

Booking-link i kommentarfeltet 👇

Kh Susanne

06/04/2026

Hvis utroskab er svaret, hvad var så spørgsmålet? 🌿

Utroskab opstår sjældent som et lyn fra en klar himmel...

Den opstår som et symptom på noget der allerede var der. I det stille, det der langsomt sneg sig ind, uden at nogen af parterne nødvendigvis havde sprog for det eller vidste hvad de skulle stille op med det. Måske opdagede de ikke at det skete.

Det kan være en emotionel distance der voksede sig større, end nogen af parterne turde anerkende det. En lyst der forsvandt uden at nogen spurgte hvorfor. Behov der aldrig blev sagt højt. To mennesker der langsomt holdt op med at møde hinanden, kontakt forsvandt, de og holdt op med at sige det.

Og så kommer utroskaben ind i billedet. Ikke som et bevidst valg taget i kold bevidsthed. Men som et forsøg på at mærke noget, der har været dødt længe.

Som Esther Perel siger: "Den utro søger ikke en anden person. De søger en anden version af sig selv."

Det bringer mig til det der sker, når vi råber "svin" efter den utro part.

Det er en projektion.

Projektion er når vi placerer noget vi ikke kan rumme i os selv, ude i den anden. Det giver øjeblikkelig lettelse. Vi slipper for at se på det ubehagelige. Vi slipper for at stille de svære spørgsmål.

Den utro projekterer når de siger "hun forstod mig aldrig", i stedet for "jeg har aldrig lært at sige hvad jeg har brug for."

Den bedragede partner projekterer når de gør den utro til det absolutte onde, fordi det er uudholdeligt at se sin egen rolle i den distance der langsomt opstod.

Og vi projekterer kollektivt som omverden, når vi råber "svin" og løfter den bedragede op som det rene offer. Det bekræfter at vi aldrig ville gøre det. At vi selv er anderledes.
Det er trygt.
Men det er sjældent hele sandheden...

Når vi reagerer så voldsomt på andres utroskab, er det ikke kun fordi det er et svigt. Det er også fordi det aktiverer noget i os selv. Egen frygt for ikke at være nok. Fortrængt længsel. Grænser vi ikke selv har sat. "Svinet" bliver en container for alt det vi ikke vil se på i os selv.

Perel siger det meget direkte: "Fortæl mig ikke om affæren. Fortæl mig om ægteskabet."
Ikke fordi hun vil frikende den utro.

Men for at finde hele historien. Fordi utroskab ikke kun handler om den der gik udenfor relationen, det handler også om alt det der ikke fik lov at leve indenfor den.

Det jeg ser igen og igen i terapirummet er:

Du kan godt være både offer og medskaber på samme tid.
Det er ikke en dom eller undskyldning for det der skete. Det er en nøgle, fordi det er præcis her helingen begynder, når vi tør være i sameksistens. Det ene udelukker ikke det andet.

At forstå dynamikken er ikke det samme som at acceptere handlingen. At se sin egen rolle er ikke det samme som at have fortjent sviget. INGEN fortjener et svigt!

At have empati for den utro er ikke det samme som at bagatellisere smerten.

Den utro der kun bærer skam uden at forstå hvorfor, gentager mønstret. Den bedragede partner der kun bærer smerte uden at se relationens dynamik, gentager også sit, i næste forhold.

Det er ikke enten eller det her. Det er det hele.

❤️‍🔥 Jeg tager alle ind i terapirummet ❤️‍🔥

Uanset hvilken side du står på.

Uanset hvad du endnu ikke har turdet se på.

Booking link i kommentarfeltet 👇

Kh Susanne

04/04/2026

🌿 Utroskab er ikke sort/hvidt

I torsdags har jeg været med i Go' Aften LIVE og TV2 Nord for at tale om mænd og utroskab.

Og bagefter skete det, jeg godt vidste ville ske, og som skete sidst jeg var i Go' Morgen Danmark.

Jeg fik ca. 15 beskeder fra mænd jeg ikke kender. 14 af dem kommenterede på mit udseende, inviterede mig på date, eller begge dele. Flere af dem er i et forhold...

Jeg skriver det ikke for at udskamme nogen. Jeg skriver det fordi det er præcis det vi talte om i programmet, live, på skærm, uden at nogen af dem tilsyneladende forbandt prikkerne...

Det finder jeg ganske fascinerende, og menneskeligt.

🚫"En gang utro, altid utro."

Den sætning er nem. Den er tryg. Og den placerer utroskab ude hos dem, altså de dårlige mennesker, uden empati, uden samvittighed.

Men det er ikke det jeg møder i terapirummet.

Det jeg møder er mennesker der elsker deres partner. Og alligevel. Mennesker der ikke forstår sig selv. Mennesker der bærer på sår så gamle, at de ikke engang ved de er der. Mennesker, hvor skammen har vokset sig større end dem selv.

Og ja, kvinder er også utro. Projekt SEXUS, verdens største befolkningsundersøgelse, viser, at 23% af danske mænd og 14% af danske kvinder har været deres nuværende partner utro. Utroskab kender hverken køn, alder eller parforholdets længde. Det er et menneskeligt fænomen. Og ja, der er selvfølgelig mørketal, og dem der har været flere partnere utro, så på den lange bane er disse tal nok ikke særligt relevante, da det kun giver et her og nu billede.

Esther Perel - en af verdens mest anerkendte stemmer på utroskab - siger noget der provokerer mange:

Den utro søger ikke nødvendigvis en ny partner. De søger en følelse. En version af sig selv de har mistet. Bevis på at de stadig eksisterer. At de er begærlige, levende, frie.

Det undskylder ikke handlingen. Men det forklarer den.

(Esther Perel er belgisk-amerikansk psykoterapeut, forfatter og podcaster, internationalt anerkendt for sit arbejde med parforhold, begær og utroskab, særligt kendt for bøgerne Mating in Captivity - Unlocking Erotic Intelligence, og The State of Affairs - Rethinking Infidelity )

🧬Tilknytning og nervesystem spiller en afgørende rolle

Vi er alle formet af vores tidligste relationer. Hvis du som barn lærte at kærlighed er utryg, uforudsigelig eller betinget, så bærer du det med dig ind i alle dine voksne relationer.
Et nervesystem der aldrig har lært at hvile i nærhed, vil, naturligt, søge regulering andre steder. Spænding. Hemmeligholdelse. Den kortvarige rus af at blive set af et nyt par øjne.
Det er ikke en undskyldning for utroskabet. Det er en forklaring på de dybe ubevidste indlejringer der kan ligge i os.

🥰Lad os se det i et større perspektiv

Utroskab er komplekst, og smertefuldt. Og næsten altid et symptom på noget der manglede længe inden affæren begyndte, i relationen, i individet, eller begge steder.
Det betyder ikke at det er okay.
Det betyder at det kan forstås, og arbejdes med.
Uanset om du er den der var utro, den der blev svigtet, eller måske begge dele på én gang.

🤍 Jeg tager i øvrigt alle ind i terapirummet.
Uanset køn. Uanset hvilken side af utroskaben du står på. Uanset hvad du har gjort, eller hvad der er blevet gjort mod dig.

Hvis du vil arbejde med det, er du velkommen.

Link til booking i kommentarfeltet.

Kh Susanne

02/04/2026

Jeg har været i Go' morgen Danmark og Go' aften Live 🤗

Se det på TV2 Play ⏯️

Hvorfor boller nogle mænd udenom?

Det har s*xolog og psykoterapeut Susanne Lindahl sat sig for at undersøge.

“Nogle ved ikke, hvorfor de gør det, andre kan ikke lade være, og nogle tror, det skyldes traumer,” forklarer hun.

Sexolog og forfatter Jakob Olrik har været utro i alle sine forhold på nær sit nuværende.

“Selvom jeg gerne ville kærligheden og forholdet, røg jeg ind i noget andet, hvor det ikke føltes som mig, der styrede det.”

Først efter at have været i terapi hviler han i at være i et parforhold og tror på, at han ikke kommer til at være sin partner utro.