14/05/2024
"Autisme og ADHD er ikke problemet i sig selv. Det er de stress/toxic stress tilstande vi presser børnene ud i hver dag, når vi tvinger dem til at være i sammenhænge, hvor de ikke føler sig trygge eller forstået!
Det er os som voksne, der har det fulde ansvar for at skabe et samfund, hvor alle vore børn (med og uden autisme/ADHD) kan vokse op uden at få belastningsdiagnoser som angst, depression og skolefravær."
Stærke og vigtige ord. I min klinik møder jeg ofte klienter - med og uden diagnoser - som ikke har følt sig trygge, rummede og forståede i deres liv, og som derfor rammes af forskellige kropslige overbelastningsreaktioner. De kommer med dybe spændinger og blokeringer, og det kræver indføling og tålmodighed at løsne op for disse, så der kan komme mere ro i nervesystemet, i et tempo tilpasset den enkelte.
De sidste mange år har jeg som psykolog med speciale i neuropsykiatriske udviklingsforstyrrelser erfaret, at det ikke alene er autisme eller ADHD hos de berørte børn, som skaber problemerne.
Nej - problemet er ikke børnenes “udviklingsforstyrrelse”! Problemet er, at vi har ændret vores samfund, så VI forstyrrer vore børns egen udvikling.
Hvordan kan det ske for et oplyst velfærdssamfund som vores, at vi voksne er i gang med et kollektivt omsorgssvigt af vores sårbare børn og unge!
Ethvert barn, som har svært ved at skabe mening og sammenhæng i sit liv, er mere sårbart overfor hverdagens udfordringer. Robusthed kommer af, at ens nervesystem er modnet de første leveår, som sker i favnen på mennesker, som har tid og nærvær og man føler sig elsket af.
Hvis man ikke er robust og hvis man ikke forstår sin verden, så bliver selv små ændringer i hverdagen til store udfordringer, som øger ens amygdalaaktivitet (man blir mere sansefølsom og mere angst, vred og opgivende). Så øges ens kortisolniveau (stresshormonet), som hvis det ikke nedreguleres ved tryghed og mestring, lejres ind i krop og hjerne, og forstærker ens sårbarhed. Og så har man skabt det “perfekte” sårbarhedskredsløb, som frarøver barnet sit overskud og evne til mestring.
Kortisolen øger amygdalaaktivitet og amygdala reagerer selvforstærkende på sansefølsomhed og negative følelser, og der skal mindre og mindre til, før man føler sig mere presset og det bliver ens erfaring, at verden er farlig, larmende og ingen kan hjælpe mig!
Og hvis det står på for længe, bliver disse stresstilstande til angst, depression og alle de andre tilstande, som psykiatrien i disse år blir nødt til at diagnosticere ud fra symptombilledet, fordi børn bliver dårligere og har brug for hjælp og intervention.
Hvis man så også har autisme og/eller ADHD - så forstærker stress og øget kortisol neurotilstanden negativt! Men autisme og ADHD er ikke et problem i et samfund, som skaber tryghed, forudsigelighed og rummelighed. Så er vi her bare allesammen og bidrager hver især ud fra vores styrker!
Hver dag øger vi børns kortisolniveauer, og de som allerede lider i institutioner og skoler alle vegne har brug for, at der er ansvarlige voksne tilstede, som siger fra og nægter at presse børnene mere.
De børn har brug for at kunne være en del af institutioner og skolers lærings- og sociale fællesskaber, men i en tryg ramme, hvor fokus er på en styrkebaseret undervisning fyldt med livsglæde og sunde relationer. De har brug for at erfare “at der er plads til mig også, og jeg bliver passet ordentlig på her!”
Autisme og ADHD er ikke problemet i sig selv. Det er de stress/toxic stress tilstande vi presser børnene ud i hver dag, når vi tvinger dem til at være i sammenhænge, hvor de ikke føler sig trygge eller forstået!
Det er os som voksne, der har det fulde ansvar for at skabe et samfund, hvor alle vore børn (med og uden autisme/ADHD) kan vokse op uden at få belastningsdiagnoser som angst, depression og skolefravær.
(Opslaget er oprindeligt fra 2018, her i en lidt redigeret version. På LinkedIn er der siden i lørdags kommet knap 1.000 reaktioner og næsten 100 delinger. Emnet er genkendt af mange, og vi efterspørger alle behovet for at stå værn om vore børn og unges livsmod - i al fald de mindst 15% som officielt er psykiatrisk udredte og som har brug for at tryghed går hånd i hånd med læring).
