View of the Heart

Hjem
Danmark
København K
View of the Heart

Hjælp til familier ved kritisk sygdom og død. Jeg har været der selv, så jeg ved, hvad du taler om! Genkendelse giver ro!

Jeg har hjertet med i min faglighed og kan derfor yde den bedste rådgivning til dig, der står med udfordringer relateret til krise, tab og sorg. Mine refleksioner, mit menneskesyn og anskuelser kan støtte og styrke dig på din vej gennem sorgens landskab. Jeg kan hjælpe med at finde frem til mere hensigtsmæssige måder, der hvor reaktionsmønstre kan være dysfunktionelle. Jeg kan sammen med dig og di

ne gå ind i det mest smertefulde… Derind hvor forandringen sker. Det gør altid godt, at mærke man ikke er alene og forladt i den fortvivlelse, der synes at true med at æde én op indefra.

16/07/2025

I over et år har jeg optaget, redigeret og delt smukke og ærlige samtaler med fantastiske mennesker om sorgen, sorgens veje og spor i min podcastserie ”EFTER LADT”.
Det hele er udsprunget af et dybtfølt ønske om at oplyse, om at forsøge at komme berøringsangsten til livs, om at skabe genkendelse for den giver ro dybt inde, og ikke mindst om at forstå eller måske nærmere begribe sorgens forskellighed hos alle dem, der har mistet. Deriblandt mig selv.

Der er afsnittet med en modig kvinde, der har gået caminoen med sin afdøde mand i hjertet.
Der er afsnittet om at elske både ham, der er død og ham den nye, der pludselig dukker op.
Der er afsnittet om hvordan man som ung kvinde til to små børn rejser sig igen efter en rystelse af de helt store.
Der er afsnit om betydningen af mod, om at skabe en god dag på trods, om at ingen skal definere, hvordan sorgens skal se ud, om vigtigheden af at tale om den hustru, der døde alt for tidligt, om at der kan vokse livsglæde ud af at have mistet sit barn, om styrken i at være sårbar, om at leve med en, der har valgt livet fra, om at miste sin mor som 10 årig og de spor, det har sat, om at blive ældre end sin egen far og om vigtigheden af at kunne og turde bringe humoren ind i sorgen.

Der ud over har jeg bragt fagfolk ind til at oplyse mig (og andre) om, hvordan mad og følelser hænger sammen. Hvilke faktorer der var i spil, da jeg stoppede med at spise, efter Michael døde. Og hvordan diagnoser og sorg hænger sammen eller i virkeligheden forstærker hinanden. Om det nærmest umulige i at sørge, hvis tankemylder, afledning, uro og manglende retning i livet, fylder hver dag.
Om vigtigheden af ritualer, når alt er kaos og erfaringerne små eller ingen.
Om vigtigheden af at turde mærke sin krop, også selv om der har været lukket helt ned for den, fordi det, der mærkedes ikke var til at holde ud.
Om det spirituelle lag og hvordan det er muligt at holde kontakten, selv om der ikke er puls længere.
Om hvad det gør ved børn, når de mødes af tavshed og berøringsangst.
Om alt det børn faktisk mærker, selv om der ikke sættes ord på det fra deres nærmeste.
Og mange flere...

Der er flere afsnit i støbeskeen…

Afsnittene findes nu også på min YouTube kanal, og desuden på Spreaker og Spotify.
Du finder link til de forskellige kanaler i kommentarfeltet.

God lyttelyst og tak fordi du læste med ❤️

Kærlig hilsen
Line

04/07/2025

”Hvor har du dine døde henne?”
For nogle virker det måske som et bizart spørgsmål. For de døde er da døde og er der dermed ikke nogen steder.
For mig er det et helt naturligt spørgsmål, som åbner op for den tro, vi måske ikke er så trænede i at tale om.
Så hvor har jeg mine egne døde?
Min mor havde jeg tydeligere end nogensinde i Mustang. Hun gik med mig på de støvede stier og veje. Hun sad med mig udenfor grotten i Chungsi. Og hun var med mig i det rum, jeg vidste, jeg ikke kom til at sove i, da vi overnattede på thehuset i Bhena.
Da jeg ankom til hendes dødsleje få timer efter, hun var stoppet med at trække vejret, vidste jeg, at selvom hun tydeligvis ikke længere var i sin krop, var hun nu et sted, hvor hun endelig kunne hjælpe mig efter 10 lange år med Alzheimer og tåger.
Michael har jeg ikke længere så tydeligt hos mig. Det er også 20 år siden, han døde. Men i mange år var han i og omkring vores hus. Han sad på bænken ude på terrassen. Han legede med lyset i stuen, når jeg tvivlede. Han passede på vores piger, på mig og på huset om natten, så jeg kunne sove trygt trods storm, rusk og regn.
Min far har jeg i mange år haft med mig på tennisbanen. Når jeg har spillet dart i sene nattetimer og som en stemme, der kærligt guider mig, hvis jeg er kommet for langt væk fra min sti.

Naturlige spørgsmål for mig er også:
”Hvad bruger du dine døde til?”
Eller ”Hvad vil din døde mor, far, ægtefælle, søskende, søn eller datter sige til dig lige nu, hvis vi gav ham eller hende en stemme?”

Det kan være sårbart at bringe sin spiritualitet ud i det offentlige rum.
Det kan være sårbart at dele de meget personlige og særlige oplevelser, der ikke kan og helst heller ikke skal forklares.
Nogle træder et skridt baglæns og tænker, nu rabler det da for hende. Eller forsøger at forklare det, jeg ikke har brug for en forklaring på.
Måske vi i stedet kan øve os i at lytte, modtage og lade vores indre vidder åbne sig.
Vi behøver ikke altid dele vores mening.
Vi kan også bare rumme uden at dømme. I accept. I respekt.

I det nyeste afsnit af ”EFTER LADT” taler jeg med livskloge Maibritt Isberg Andersen. Vi taler om spiritualitet og særlige møder. Om hvad der skal til for at kunne modtage de døde i deres form. Om tro, håb og ikke mindst kærlighed.
Du finder links til afsnittet i kommentarfeltet.

Kærlig hilsen
Line ❤️

30/06/2025

”Hvis du ikke er bevidst om dine værdier, giver det god mening, du ikke kan finde din retning.”

I sidste uge sad jeg i en session med en mand i begyndelsen af 50’erne, der var gået i stå i sit liv.
Det sted han stod, var ikke tilfredsstillende.
Det var ikke nærende.
Det var ikke livgivende.
Det gjorde ham trist og modløs og ikke mindst træt.
Han havde svært ved at finde retningen videre. De retninger han forsøgte, syntes at ende blindt. Hele tiden dukkede der yderligere besværligheder op, og så gik han i stå igen.

Da jeg havde fået denne indsigt, stillede jeg ham følgende spørgsmål:
”Hvad er dine 3 vigtigste værdier i livet?”
Han lyttede. Han var tydeligt overrasket over det egentlig enkle og alligevel væsentlige spørgsmål.
”Skal jeg svare nu…? Jamen… Det ved jeg ikke…”
Jeg bad ham om lige at tænke i 5 minutter og så komme med helst to. Den sidste måtte han godt vende tilbage med senere…
”Kærlighed!”, sagde han.
”Tak!” svarede jeg. ”Lad os kigge på, hvor du har det eller ikke har det i dit liv nu?”

Sammen med hans værdi nr. to var der noget, der åbnede sig. Som om hans brille var blevet pudset og det liv, han stod midt i, blev tydeligt.
Det var som om, hans kompas igen havde fået en nål eller en pil, der pegede mod nord.
Med den pejling, kunne han også se, hvor mange gange og på hvilke måder, han havde afledt sig selv, for ikke at mærke frustrationen, der havde hobet sig op gennem de sidste par år.
Men mest af alt mærkede han, hvordan en ny bevægelse åbnede op og skabte en nysgerrig lyst til at se, hvor disse nye vinkler, kunne føre ham hen.

Det er ikke kun sorg, jeg arbejder med.
Overskriften for det arbejde, jeg elsker at lave, handler nok mere om, at hjælpe mennesker med finde vej eller finde hjem, blandt andet gennem en større bevidsthed og måske frasortering af det, vi troede, var vores eller væsentligt i livet.

Og du skal være så hjerteligt velkommen ❤️

28/06/2025

Podcastafsnittet med Marie Steenberger står stadig klart i min hukommelse. Måske fordi jeg har en stærk personlig interesse i lige netop det, Marie ved så meget om. Måske fordi der var så fine fællestræk i vores måder at forsøge at mestre vores væsentlige tab på.

Da Michael døde, stoppede jeg med at spise.
Faktisk stoppede jeg allerede, da han stoppede med at indtage mad få uger før, han døde.

Der er så meget kærlighed i mad.
I at udtænke en ret eller en menu.
I at tilberede den langsomt og med fuldt nærvær.
I at servere den med omtanke og kærlighed.
I at nyde maden sammen med en man elsker eller holder af.

Der var også noget med, at sulten overdøvede tomheden. Og sulten kunne jeg kontrollere. Det var straks mere besværligt med sorgen, ensomheden og magtesløsheden...

Jeg har netop lagt vores fine samtale ud på min YouTube-kanal. Du finder linket i kommentarfeltet.

Kærligst Line ❤️

26/06/2025

I mange år havde jeg travlt.
Jeg gik hurtigt. Jeg spiste hurtigt. Jeg snakkede hurtigt. Jeg kørte nok også lidt for hurtigt.
Mine dage var fyldt op med ting og gøremål og mere eller mindre ligegyldigt fyld for at undgå at mærke. Dag efter dag. Uge efter uge. Måned efter måned var min kalender fuld af aftaler. Og det føltes rart og på en måde også nødvendigt.
Det var en overlevelsesmekanisme, som afholdt mig fra at gå til grunde i den sorg og smerte, jeg oplevede, efter Michael – min mand – døde 38 år gammel.

Gennem de sidste 10 år, er jeg blevet venner med langsommeligheden.
Jeg er blevet tryg ved at mærke stemninger, følelser, sansninger og hvordan min krop eller mit sind reagerer på det, der sker i eller omkring mig.
I den tynde luft i Upper Mustang tog hastigheden endnu et dyk ned.
Når jeg hikede, var det ikke muligt at tale. Når jeg spiste, blev det nødt til at foregå uden nævneværdig samtale, ellers blev jeg forpustet. Når jeg holdt pauser, blev de nødt til at blive brugt til fysisk ro og stilhed.

I den langsommelighed og stilhed blev meget tydeligt.
Min mor, som døde i februar 2024, havde trekket i de selvsamme tragter i 1998 og flere gange efter, hun mærkedes i luften, i støvet, i mig.
Savnet sneg sig ind, når jeg ikke var i bevægelse eller forsøgte at undgå kontakt ved hjælp af afledning.
Hun blev tydelig i grotten, i klosteret, i meditationerne. Så tydelig at hun næsten blev fysisk. Så tydelig at jeg kunne se hendes blik. Høre hendes stemme. Mærke hendes hånd på min skulder.

Tårer trillede i disse møder. Tårer der handlede om kærlighed og samhørighed. Tårer der handlede om den særlige kontakt, der var stærkere end den, jeg oplevede, mens hun var i livet. Tårer der handlede om at noget dybt inde slap for altid. Tårer der handlede om at være forbundne på trods af afstand.

En meget klog lærer sagde til mig for 20 år siden: ”Der er en grund til, du har travlt.” Og ja. Det var der bestemt.
Nu har jeg ikke behov for at være travl længere.
Jeg vælger den langsomme udgave, for deri ligger gaverne i at mærke, sanse, registrere og i mødet både de levende og de døde.

Du kan lytte med på mit møde med min mor i Mustang i mit sidste afsnit af ”EFTER LADT”.
Du finder link i kommentarfeltet ❤️

16/05/2025

For 13 og 15 år siden blev mine døtre konfirmeret. De havde der været uden deres far i 7 år.
For mig var ugerne op til besværlige og sorgfulde.
Savnet af min trofaste og kærlige støtte manglede. Ikke til alt. For meget havde jeg lært at navigere i selv. Men han manglede i det større billede og ikke mindst ved min side, da talen skulle holdes.
Han fyldte, ved sit fravær. Ikke kun hos mig, men også hos vores døtre, og hos gæsterne.
Det er det, døde kan.
De sniger sig ind med deres fravær og sætter sig på de tomme stole. Larmer lidt med deres stilhed. Rasler lidt med smykkerne. Skaber lidt uro i geledderne. Og især fylder de i ordene, der ikke bliver sagt højt.

I disse uger bliver mange unge mennesker konfirmeret.
Nogle af dem har mistet en forælder.
Konfirmationen er en mærkedag. En dag der mærkes og endda i usædvanlig grad eftersom der kun er én af dem i livet. Fødselsdage har de fleste af os mange af. De mærkes også, og huskes.
Det kan være smertefuldt at være den eneste, der ikke har både mor og far med i kirken.
Det kan være smertefuldt at skulle ned til graven med en blomst, når de andre allerede er på vej ud i smarte biler og på vej til fest.
Det kan være smertefuldt at være bevidst om, at far eller mor ikke var med til at finde gaven eller skrive talen.
For piger, der har mistet en mor, er der ofte noget særlig trist over, at mor ikke var med til at købe kjolen eller hjælpe med at sætte håret.

Dette bliver sjældent adresseret på dagen, og det skal det måske heller ikke. Det er vigtigt at understrege, at det er en festdag. Men i min optik er de døde altid med – uanset. Og det kunne måske give mening, at finde et tidspunkt, hvor man som nærmeste familie eller gæst lige gør opmærksom på, at man ved det.
Der er mange spørgsmål, der kan stilles, om end mange har lyst til at lade være:
”Hvor havde du far henne på dagen?”
”Var det som om, mor var med i kirken?”
”Tror du, far var enig i mors tale? ”
”Har du tænkt over, hvad mor ville have sagt, hvis hun havde holdt talen?”
”Vil det være ok lige at dele en oplevelse om din far, jeg kom til at tænke på…?”
”Jeg er sikker på, din mor så, hvor smuk du var…”

Det kan også være, du bare kan fortælle, hvor savnet deres far eller mor stadig er for dig. Som et bevis på, han stadig findes i dit hjerte og på ingen måde er glemt.
Det sætter mange unge pris på at vide.
Om ikke på selve konfirmationsdagen, så på mange andre dage.
Også selv om der er gået 5, 10 eller 15 år uden denne forælder.
Det giver mening til deres savn, at andre også savner. Og en fornemmelse af det aftryk, den døde har sat i andre. Væsentligheden af det menneske, der ikke længere trækker vejret, men stadig fylder blandt de levende.

Dette må også meget gerne adresseres til den efterlevende forælder.

Tillykke til de fineste konfirmander og deres forælder eller forældre 🌹

11/05/2025

”Har du tænkt på, hvor du gerne vil være, når din storebror dør?”
Det spørgsmål stillede jeg til en ung pige, hvis bror var terminalt syg med kræft for nogle år siden.
Inden det meget direkte spørgsmål og lige så direkte svar, havde jeg varslet hende.
”Jeg tænker, vi snart skal tale om, hvor du gerne vil være, når din bror dør…”
”Kan det vente til næste gang…?”, spurgte hun.
Det kunne det godt.

Det er et spørgsmål, der af mange årsager ligger mig på hjerte. Ikke mindst fordi, jeg aldrig selv fik stillet det eller fik hjælp til at mine døtre fik det, inden deres far døde.
Jeg var den gang ikke i stand til at tænke over rækken af konsekvenser, det kunne få, IKKE at Ikke at give dem valget. Ikke at lytte til dem Så jeg traf det selv ud fra hvad jeg tænkte var bedst for mig og for dem. Nok mest for mig selv.

Det er selvfølgelig ikke altid muligt, at den beslutning, der træffes rent faktisk kan føres ud i livet. MEN hvis muligt, så er det godt at have taget samtalen inden og holde sig til det, barnet eller den unge ønsker. Det modsatte kan opleves som et svigt.
Der er også noget væsentligt i, at gå fra "hvis" til "når" nogen dør. Erkendelsen der kan binde os sammen omend den næsten ikke er til at bære.

I dette tilfælde var ønsket IKKE at være tilstede. Hun havde sagt farvel til sin bror utallige gange tidligere. Den del var hun på plads med. Det vidste hendes forældre ikke. Det blev derfor en vigtig tilbagemelding, jeg gav dem efter aftale med pigen.

Mange børn og unge vil gerne vide, hvad der sker helt til sidst i livet. De vil gerne følge den døende helt til dørs. Desværre kan dødens indtræffen være af voldsom karakter og ikke altid ”bare” et sidste åndedræt. Vi skal derfor som pårørende være opmærksomme på, at disse børn og unge skal have mulighed for ”nødudgange”, hvis det bliver for voldsomt. Det kan måske være et familiemedlem med et særligt blik på de børn, der måtte have valgt at være der.
En varslen af hvordan rummet er, hvilke mennesker der er til stede, om der lugter særligt, hvordan den døende ser ud er også vigtig information at dele - hvis muligt.
Det er også af vigtig betydning efterfølgende at tale med barnet og den unge om den oplevelse, det så var at se deres far, mor, søskende eller bedsteforælder dø. Hvad de var mest optaget af? Ofte er det noget andet, end vi som voksne tror.

Min erfaring fra eget og mange klienters liv er, at disse samtaler, både op til den sidste afsked og oplevelsen af den, er besværlige at tage for forældre. Vi beskytter vores børn - og os selv - ved at udskyde dem. Ved at tænke, ”…det nok ikke er så vigtigt…” eller ”…vi når det en anden dag…”

Det er der heldigvis hjælp til at få taget hul på, og jeg byder gerne ind ❤️

27/04/2025

Hvad sorg har lært mig om kærlighed.

Jeg troede i mange år, jeg havde mistet en del af mig selv, da Michael døde.
I virkeligheden fik jeg adgang til en uopdaget del af mig selv. Men den fart jeg var i i årene efter, forhindrede mig dog i at træde ind i den. Og set i bagspejlet kunne det ikke være anderledes.
Der skulle derfor gå mange år, før jeg oplevede væksten og sorgens visdom. Den visdom der følger med, da jeg oplevede og overlevede at kærligheden fik et nyt vilkår.

Jeg troede, jeg havde mistet kærligheden. Det føltes som om kærlighedstilførslen til mig blev slukket, da Michaels trak vejret sidste gang.
Men kærligheden er der uanset.
Den er ikke afhængig af åndedrættet hos en, jeg elsker. Den er ikke afhængig nærvær, af kærtegn, af ord. Den er ikke fysisk.
Den er.
I en kat i en solstråle. I en kylling der kommer ud af ægget. I den varme og veltilberedte kop kaffe, jeg laver til mig selv om morgenen. I blomsterne i haven eller i vasen på bordet. I solens stråler gennem skovens træer. I en anemone i skovbunden. I en sms fra en ven. I den fineste olivenolie jeg fik i fødselsdagsgave. I den mad jeg tilbereder til mig selv og andre. I de stræk jeg giver min krop dagligt. I en drøm om natten… Og måske vigtigst af alt; i mit eget blik i spejlet.

Kærlighed har ikke en bestemt form. Eller farve.
Det troede jeg, den havde. Og dermed gjorde jeg den lille. Troede ikke, der var nok. Blev forsigtig med den. Bange for at miste mere af den. Den sidste smule jeg havde…
At opdage kærligheden fri af form, ændrede mit blik på sorgen. Det ændrede mit blik på at miste.

Da min mors åndedræt stoppede for lidt over et år siden, blev kærligheden fra hende ubetinget. Den blev fri. Der var ikke længere frygt for at miste. Der var ikke længere håb om, at noget kunne ændres. Der var ikke længere længsel efter samhørighed. Der var kun ren kærlighed.
Så jeg har i virkeligheden ikke mistet noget. Jeg har fået noget. Et nyt blik på livet. Et nyt blik på mig selv i spejlet. Et nyt blik på kærligheden.

Og der er så rigeligt af den, når den sættes fri.
Gør aldrig kærligheden lille.

I maj måned giver jeg 20% rabat til nye klienter på terapeutiske sessioner uanset om de er online, fysiske på Frederiksberg eller i Fredensborg.
Ring eller skriv til mig på 2666 6288 eller mail: info@viewoftheheart.dk

Kærlige hilsner
Line Bundgård-Poulsen ❤️

03/03/2025

”Hvor har du din far henne nu?” eller ”Hvad tror du, der sker, når man dør?”
Det er for mig helt almindelige spørgsmål at stille til et barn eller en ung, der har mistet en forælder.
De fortællinger, der udspiller sig derfra, er fulde af kærlighed og på mange måder også håb.
Hvis de ikke ved det, ændrer jeg spørgsmålet til ”Hvordan kunne du godt tænke dig, der så ud, der hvor din far er nu?” eller ”Hvad kunne du godt tænke dig, der skete, når man dør?”

Alle jeg taler med er enige om, at der hvor deres døde er nu, er de ikke længere syge. Der er ikke smerte. De er ikke alene. De er altid fulde af kærlighed.
Som samtalen om døden og den, de har mistet, skrider frem, inviterer jeg ofte lige netop dette særlige menneske ind i rummet: ”Hvis nu far kunne sige noget til dig i dag… Hvad kunne det så være?”
Tit bliver barnet eller den unge lidt stille lige der. Eftertænksom. Sårbar. For lige her er kontakten til den far, der savnes, stor. Den mærkes. Det kærlige bånd genskabes. Og det er både virkelig rart og sorgfuldt på samme tid. De to ting hænger uløseligt sammen.
At mærke den kærlighed og de gode råd fra en far, der ikke fysisk har været til stede i noget tid eller nogle år, kan noget. Måske kærligheden har været glemt eller gemt væk, fordi den smerter, når vi tror, den ikke er der mere.
Men kærligheden forsvinder ikke, når vi stopper med at trække vejret.
Den får et andet vilkår. Den får en anden måde at være på. Og den måde skal vi nogen gange have hjælp til at finde ind til.

Det er meget få børn og unge, der ikke har haft lyst eller været nysgerrige på denne lidt særlige retning. Og selv om der måske er dukket et par tårer op undervejs, gør det som regel intet.
Tårer er ofte kærlighed, der sådan gerne vil ud… ❤️

Kærlig hilsen
Line

23/02/2025

”Det ser sort ud for far…”
”Far har ikke lang tid igen…”
”Jeres far kommer til at dø indenfor ganske få dage…!”
Mine små døtre og jeg sad i bilen på vej hjem efter at have besøgt deres far, min mand, på et hospice i Hellerup.
Jeg havde taget tilløb.
For hvordan fortæller jeg mine små piger på 6 og 8 år, at deres far er døende?
Hvordan fortæller jeg dem det værst tænkelige og mest smertefulde til dato?
Hvordan fortæller jeg dem, at det håb, Michael og jeg havde holdt så stædigt fast i, nu måtte slippes?
Og hvordan ville de reagere, når jeg fik formuleret det så ærligt og præcist, at de på hver deres måde forstod alvoren?

Den første sætning gjorde ikke mærkbart indtryk. Og hvad betyder ”sort” også i den sammenhæng…?
Den anden sætning gav heller ikke nogen hørbar reaktion. Og hvor lang er ”lang tid”…?
Den sidste sætning var så præcis og hudløst ærlig, at den ramte dem lige der på motorvejen på en sådan måde, at den ikke kunne undgå at mærkes.
Jeg kunne høre, de snøftede. Og jeg kunne høre, de blev urolige på bagsædet.
Jeg spurgte, om de havde brug for, vi kørte ind til siden og fik et kram. Men de ville bare, at vi kørte hjem. Så det gjorde vi.

Michael og jeg var så ærlige som muligt hele vejen.
Vi var ærlige overfor vores døtre, overfor deres skole og fritidshjem.
Vi fortalte det, vi vidste, med ord de kendte og kunne begribe.
Da vores yngste en dag på vej hjem fra et af de tidlige hospitalsbesøg spurgte: ”Kan far dø?”, var vores ærlige svar: ”Ja, men lægerne gør ALT hvad de kan for at gøre ham rask igen.”

Børn ved ofte langt mere, end vi går og tror.
Det er derfor af største vigtighed, at vi taler med dem, når de inviterer til disse besværlige snakke.
Kunsten ligger i at lytte til spørgsmålet og kun svare på lige præcis det, der bliver spurgt om.
Når de har tygget lidt på det svar, de får, kan de vende tilbage med en ny invitation, når de er klar til mere. På den måde får barnet informationer i de mængder, det kan kapere.

I Tina Hofman Wolff’s nyeste bog ”Børn i skyggen af sorg”, har hun berigende samtaler med blandt andet Eva Helveg, som også var tæt og betydningsfuld for mig og mine døtre i tiden efter Michael døde.
Tina’s bog er væsentlig. Den beskriver i hjertehøjde, hvordan vi fra forskellige vinkler kan støtte op om et barn, der har sorg tæt inde på livet.
Og den viden kan være virkelig brugbar for mange ❤️

Kærlig hilsen
Line

17/02/2025

Tanker om berøringsangst...

Forestil dig et barn, der som mit, havde mistet sin far.
Forestil dig hendes kedafdethed. Hendes smerte. Hendes bekymring for sin mor: ”Bliver hun mon nogensinde glad igen?” Hendes bekymring for også at kunne miste hende. For om andre i familien også kan få kræft. Om hun selv kan dø. Og hendes lillesøster, der sover dårligt om natten og hostede i morges…
Når sådan en pige er stille, ikke gør væsen af sig, siger: ”Fint.”, når nogen spørger, hvordan hun har det, bør alarmklokkerne larme højt og ubønhørligt.
Det nytter ikke noget, at vi vælger at tro, at sådan en pige (uanset alder), har det ”fint”. Der er nemlig ikke noget ”fint” over, at have mistet en forælder.

Berøringsangst er noget at det sværeste og mest ødelæggende for børn at opleve fra voksne. Det sætter et kæmpe spørgsmålstegn ved, om den sorg og smerte de af naturlige årsager bærer i hjertet, er i orden. Om deres oplevelse i livet er så særlig, som de selv oplever. Og det var den så nok ikke, når ingen vælger at tale med dem om det.

Børn der bliver mødt med tavshed, gemmer smerten væk, de gør deres egne følelser forkerte. De retter ind. De lukker ned.
Og nogen gør det stik modsatte. De støjer på alle frekvenser, fordi de inderst inde godt kan mærke, noget ikke hænger sammen og ikke er i orden. De kalder på at blive set, hørt og forstået. De kalder på omsorg og kærlighed. Tit bliver dette desværre tolket som noget andet.

I mit nyeste podcastafsnit taler jeg med psykolog Ulla Dyrløv, der brænder for at give børn det bedst mulige udgangspunkt i livet, ved bla. at se verden gennem deres øjne, og give børnene en stemme, hvor de måske ellers ikke var blevet hørt. Vi snakker også om de følgevirkninger, det havde for Ulla, at ingen talte med hende om hendes fars død, den gang hun var 14 år gammel. Og så retter hun en vigtig fokus på de eksekutive funktioner, der ofte er hårdt udfordret i sorgen, når nogen står og gerne vil hjælpe udefra.

Find link i kommentarfeltet ❤️

Kærlig hilsen
Line

09/01/2025

Tanker om børns reaktioner…

Sorg består af mange forskellige følelser og har mange forskellige udtryk.
Ingen reaktioner er mere rigtige eller forkerte end andre. Der findes ingen facit-liste i sorgen!
Det er vigtigt at børn ved det. Og det er vigtigt, at deres omgivelser ved det.

Når et barn mister en nærtstående pludseligt og uventet, tager det ofte tid, før virkeligheden går op for dem.

Vrede og sorg hænger for mange både børn og voksne uløseligt sammen. Rigtigt mange voksne har det svært med vrede. I nødværge henviser vi vreden – og barnet - til eget værelse, i stedet for at favne og anerkende den. At tåle et barns vrede og turde blive sammen med ham eller hende, er til umådelig stor støtte og hjælp.
Vrede kan også dække over stor kedafdehed, og på den måde kan det blive lettere at vise omsorg til et barn, der reagerer vredt mod sig selv, dig eller andre.

En del af sorgen handler også om magtesløshed og urimelighedsfølelse. Ord mange børn ikke har lært at kende endnu, men bestemt kender følelsen af! Hjælp dem evt. til en bedre forståelse af disse ord og følelser gennem fortællinger og egne oplevede historier.

Børns reaktioner – også dem vi har svært ved – skal altid forstås i lyset af deres situation! Og det er vigtigt at vide, et barn ikke bare kan tage sig sammen, fordi vi som voksne ønsker det!

Børns sorg varer i flere år, men det gør ikke lige ondt hele tiden. Det er faktisk muligt at være både glad OG sørge på samme tid.
Sorgen varer på sin vis hele livet, fordi vi aldrig helt glemmer det, vi har oplevet og den vi har mistet! Kunsten er at finde en måde at leve med vores døde på, og det kan tage tid!

Sorg består ikke kun af én svær hændelse, men derimod af en række små og store hændelser, der gør livet besværligt og udfordrende i lang tid.
Sorg er det et barn tænker, føler og gør i deres arbejde for at håndtere en ny verden og virkelighed præget af uforudsigelighed, svigt, afmagt, kaos og savn.

Ved hvert nyt modningsniveau hos barnet, skal sorgen på plads igen. Det skal forstås som, at relationen til den døde, skal afstemmes på ny ud fra der, hvor barnet eller den unge nu er i livet bevidsthedsmæssigt. Sorgen kan derfor vende stærkt tilbage efter længere tids dvale – og det er både i orden og normalt!

Mange børn oplever en social isolation, da det at miste en nærtstående giver en pludselig øget modenhed, de jævnaldrende ikke har – og ikke forstår!

Når børn og unges reaktioner ”stritter” i os, bør vi altid møde vores egen reaktion med nysgerrighed eller undren. Dermed gør vi ikke børnene forkerte i deres sorg, i deres forsøg på at passe på sig og mestre deres nye livsbane og livsvilkår.

Børn har brug for at kunne dele deres tanker og bekymringer med voksne, der kan rumme dem og deres smerte, og som de ikke skal beskytte.
Det er her sorggrupper, terapeuter, tennistræneren, klasselæreren, AKT-læreren, pædagogen, lægen, bedstevennens mor eller far kommer ind i billedet.

Med min ekspertise om børns sorg, kan jeg sammen med min omsorgsfulde og nysgerrige tilgang til børn hjælpe dem til langt bedre at kunne være i alle de forskellige måder, sorgen sætter sine spor på. Jeg kalder det at afgifte sorgen på en meget støttende måde!

Med kærlig hilsen

Line Bundgård-Poulsen
Familie- og psykoterapeut (MPF)
hos Krise og sorg
Tlf.nr. 26 66 62 88

Adresse

København K

Telefon

+45 2666 6288

Internet side

https://viewoftheheart.dk/

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når View of the Heart sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til View of the Heart:

Genveje

Del

Type

Medicin og sundhed

Our Story

Jeg har været der selv, så jeg ved, hvad du taler om! Jeg har hjertet med i min faglighed og kan derfor yde den bedste rådgivning til dig, der står med udfordringer relateret til krise, tab, sorg og forandret liv. Mine refleksioner, mit menneskesyn og anskuelser kan støtte og styrke dig på din vej gennem sorgens landskab. Jeg kan hjælpe med at finde frem til mere hensigtsmæssige måder, der hvor reaktionsmønstre kan være dysfunktionelle. Jeg kan sammen med dig og dine gå ind i det mest smertefulde… Derind hvor forandringen sker. Det gør altid godt, at mærke man ikke er alene og forladt i den fortvivlelse, der synes at true med at æde én op indefra.

Genkendelse giver ro!