06/01/2026
HUN ER IKKE SYG – men hendes liv tælles som var hun det!
Hun vågner, før vækkeuret ringer. Kroppen er allerede i gang. Hjertet lidt for hurtigt. Maven stram. En diffus fornemmelse af, at dagen er farlig, før den overhovedet er i gang.
Hun har været her før. Mange gange.
I journalen står der stress. Angst. Belastningsreaktion.
Ord, der lyder som noget midlertidigt, noget der kan fikses.
I virkeligheden er det hendes liv, der langsomt er skrumpet.
Hun har en uddannelse. Evner. Idéer. Hun vil gerne bidrage. Men hun kan ikke holde til tempoet, kravene, uforudsigeligheden, støjen, møderne, systemerne, forventningen om at være “robust”.
Når hun forsøger, bryder kroppen sammen.
Når hun trækker sig, får hun dårlig samvittighed.
Systemet vil hjælpe
Men det forstår hende ikke
Hun bliver sendt videre. Fra læge til psykolog. Fra psykolog til jobcenter. Fra jobcenter til tilbud. Samtaler, skemaer, vurderinger. Alle vil noget med hende. Ingen ser hende.
Hun bliver spurgt:
Om hun har negative tanker
Om hun har prøvet at strukturere sin dag
Om hun har overvejet, om hun kunne arbejde lidt mere, lidt hurtigere, lidt smartere
Ingen spørger, hvordan hendes krop har haft det i årevis.
Ingen spørger, hvornår hun sidst følte sig tryg.
Systemet leder efter symptomer, der kan måles.
Hun lever med noget, der mærkes.
Et liv i alarm
Hun er ikke i fare.
Men hendes krop tror det.
Den er konstant på vagt. Overfølsom for lyde, stemninger, krav. Hun sover let. Restituerer langsomt. Bliver hurtigt overvældet. Det mindste pres kan vælte det hele.
Hun skammer sig.
For hun ser jo “normal” ud.
Hun er ikke doven. Ikke svag. Ikke uambitiøs.
Hun er udmattet på et dybere plan.
Men i statistikkerne tæller hun som endnu en med “psykisk lidelse”.
Der er dage, hvor hun mærker det tydeligt:
Alt det, hun kunne have været.
Arbejdet, hun kunne have bidraget med.
Relationerne, hun kunne have haft overskud til.
Den kreativitet, den intelligens, den sans for mennesker, der aldrig rigtig får plads.
Ikke fordi hun mangler vilje.
Men fordi hendes system aldrig får lov at falde til ro.
Hun lever i pauser. I ventetilstand. I overlevelse.
Og systemet spørger stadig: “Hvornår er du klar igen?”
Men hvad nu hvis hun ikke er syg?
Hvad nu hvis det, hun lever med, er et nervesystem i kronisk alarm, formet af år med pres, tilpasning, utryghed og manglende reel støtte?
Hvad nu hvis hendes “symptomer” er signaler – ikke tegn på personlige fejl?
Og hvad nu hvis det i virkeligheden er vores systemer, vores tempo, vores paradigme, der ikke kan rumme menneskelig regulering?
Når forståelsen skifter, skifter livet
Forestil dig et system, der spørger først:
Hvad skal der til, for at dit nervesystem kan falde til ro?
Hvilke rammer gør dig funktionsdygtig – ikke bare “klar”?
Hvordan kan dit bidrag se ud, når regulering kommer før krav?
I sådan et menneskesyn er hun ikke et problem, der skal fixes. Hun er et menneske, der skal støttes rigtigt.
Når hendes nervesystem stabiliseres, sker noget andet:
Hun kan arbejde – men anderledes
Hun kan bidrage – på en bæredygtig måde
Hun kan være produktiv uden at blive syg af det
Ikke på trods af sin sensitivitet.
Men på grund af den.
Så hvem er egentlig syg?
Er det hende, der bryder sammen i et system,
hun ikke er bygget til?
Eller er det et paradigme, der bliver ved med at kalde menneskelige nervesystemreaktioner for sygdom – og derefter undrer sig over, at tallene bliver ved med at stige?
Måske er det ikke flere diagnoser, vi mangler.
Måske mangler vi modet til at skifte optik og forstå mennesket først.
!
Photo by VENUS MAJOR on Unsplash
