09/08/2025
Guldægget – En fortælling om at vokse indefra og ud
Af Ehwaz-spirit
Der kom et øjeblik i mit liv, hvor alt forandrede sig. Ikke som et lyn fra en klar himmel – selvom det føltes sådan. Men som et guldæg, der pludselig stod foran mig. Solidt, gyldent og helt.
Jeg forstod ikke helt, hvad det betød i starten. Det stod bare dér… tyst og lysende, som om det bar på en hemmelighed.
Det tog tid, før jeg opdagede, at ægget ikke var udenfor mig. Det var mig.
Det var mit indre potentiale, min essens, mit værd – omsluttet og beskyttet, men klar til at bryde igennem.
Ikke ved hjælp af ydre kræfter, ikke gennem andres anerkendelse, men ved noget dybt i mig, der begyndte at vågne.
Min spirituelle rejse startede ikke med store ceremonier eller store visioner. Den begyndte i det stille, hvor jeg begyndte at mærke mig selv.
At lytte. At turde spørge: Hvad har jeg brug for? Hvad længes jeg efter?
Langsomt begyndte revnerne at vise sig i æggets skal – ikke som brud, men som gennembrud.
Hver gang jeg valgte mig selv til, hver gang jeg sagde nej til noget, der ikke føltes rigtigt, var det som et lille knæk i skallen.
Et nej til det ydre blev et rungende ja til det indre.
Og noget smukt skete.
Mine fysiske smerter, som havde fulgt mig som skygger, begyndte at lette.
Som om kroppen kunne ånde, fordi sjælen endelig blev hørt.
Jo mere jeg healede gamle sår, jo mere begyndte jeg at mærke livskraften vende tilbage.
Jeg blev mere levende. Mere ægte. Mere mig.
Jeg lærte, at selvkærlighed ikke er egoisme – det er ansvarlighed.
At sætte grænser er ikke afvisning – det er kærlighed i praksis.
Og at vælge mig selv først, betød ikke, at jeg vendte ryggen til andre.
Det betød, at jeg endelig stod med front mod mig selv.
Før var jeg som et træ, der kæmpede imod stormen.
Nu er jeg som et træ, der bøjer i vinden og lader stormen passere.
Jeg skal ikke længere bevise noget. Ikke holde mig oprejst mod bu****it og projektioner.
Jeg ryster det bare af mig – som dug fra blade.
Mit fundament er blevet stærkere. Ikke fordi jeg er uigennemtrængelig, men fordi jeg står plantet i mig.
Og samtidig er jeg åbnet op. For livets magi. For universets visdom, der strømmer til, når jeg tør være stille og lytte.
Jeg har lært at vokse indefra og ud.
Som et spirende liv i et gyldent æg.
Som noget helligt, der aldrig blev væk – kun ventede på at blive husket.
Og nu… nu husker jeg.
"Jeg bærer mit eget guldæg – og jeg nægter at undskylde for at lade det skinne."
Mascha Magdalena Kjærgård
