
23/06/2025
Er dit barn blevet akut sygt, kan I nu blive tilbudt at overnatte i Børne- og Ungemodtagelsen (BAM) 👶🏥
Som en del af forberedelserne til det nye hospital har Børne- og Ungeafdelingen udviklet nye patientforløb, der skal give færre overgange, højne patientsikkerheden og reducere den oplevede ventetid.
- De patienter, vi er begyndt med, er børn med falsk strubehoste, som vi erfaringsmæssigt ved, skal udskrives næste morgen. Ideen er at familierne ikke skal skifte afsnit eller vente på at blive udskrevet op ad formiddagen næste dag, fortæller oversygeplejerske Louise Jeremiassen fra Børne- og Ungeafdelingen.
Flere af de 12 patienter, som har benyttet sig af overnatningen i BAM de første to måneder, er gået hjem i løbet af natten, når der igen er kommet ro på patienten. På den måde kan familien få kortere indlæggelse og gå hjem, når barnets tilstand tillader det, og familien er tryg.