12/04/2026
⁉“Hvorfor gør du ikke noget”⁉
⁉“Du gør ikke nok”⁉
⁉“Han skal vide, at det er dig, der bestemmer”⁉
Jeg hører det igen og igen, i forskellige afskygninger.
Sjældent direkte til mig –
men til mine elever.
Elever, der er i gang med at ændre deres måde at træne på.
Ryttere som begynder at
💚Skrue ned.
💚Lytte mere til hesten
💚Være mere præcise
💚Træne med mere empati
Og pludselig…
så bliver de “dem der ikke gør noget”, dem der "Ikke gør nok".
De får uopfordrede råd i stalden.
Råd som helt sikkert er velmente.
Men som næsten altid peger i én retning:
👉 Skru op
👉 Gør mere
👉 Gør det tydeligere
👉 Gør det mere ubehageligt
“Tag en glidetøjle på.”
“Han skal bare have en ordentlig tur.”
”Lad ham arbejde”
“Du kan ikke lade ham slippe afsted med det der.”
Og det er egentlig ikke rådene i sig selv, der provokerer mig mest. Det er dårlige råd, jo vist.
Det der provokerer mig, gør mig gal og trist på både hestenes og mine elevers vegne, er at alle disse ”gode råd” handler om at skrue op, og de sætter igen lys på ridesportens største problem,
💥Vores kultur💥
Den kultur der accepterer (og opfordre til) bruge af højt pres, spark, slag og træk, til at gennemtrumfer det vi ønsker. For vores underholdnings skyld. Uden den store hensynstagen til hestenes behov.
For det er aldrig dem der rider med højt pres, eller aggressivt der får disse ”gode råd” uopfordret.
De bliver ikke spurgt på staldgangen om de ikke tror deres hest har brug for at der bliver:
👉 Skruet ned
👉 Taget et næsebåndet af
👉 Droppet en glidetøjle
👉 Gået ned i tempo
👉 Arbejdet fra jorden
👉 Givet mere tid til at finde ro, styrke og forståelse
Så hvad er det egentlig, der trigger os så meget,
når nogen vælger at gøre mindre?
Hvad er det ved at:
👉 bede hesten om mindre
👉 tage ansvar for egne fejl
👉 lade være med at straffe
👉 arbejde i små, fair skridt
…der bliver opfattet som “ikke at gøre noget”?
❓Og hvorfor er det så provokerende for andre, når de synes vi ”ikke gør noget”.
Er vi blevet så vant til,
at ridning ser voldsom ud…
At det at ride med meget pres,
men uden at råbe eller slå,
bliver opfattet som “blødt”.
(For det er det ikke, selvom det ikke er aggressivt, er det stadig alt for meget.)
Og at det at skrue ned,
arbejde præcist, roligt og målrettet…
…derfor bliver opfattet som ingenting?
Som om man ikke gør noget.
Som om man ikke “opdrager” sin hest.
Som om man ikke disiplinere
Men måske er det netop her, vi skal stoppe op
⁉ For hvorfor er det vigtigere,
at det ser ud som om, vi ”gør noget”…
Taler vi ikke altid om ”små usynlige signaler”.
Hvorfor skal vi disciplinere i stedet for at se hestens adfærd som kommunikation, lytte til den og derefter tilpasse vores træning efter hvad den fortæller os.
Hvorfor er vold blevet så acceptabelt, hvordan end den så ser ud?
